100 modeller skal sundhedstjekkes - kun én mødte op

Københavns Kommune og Danish Fashion Institutes har indgået aftale om gratis sundhedstjek af 100 modeller om året, men kun én model er sendt til tjek på fem måneder.

Selv om der er sat ressourcer af til, at 100 modeller kan få tjekket vægt og højde, er der kun en model, der er blevet henvist.
Selv om der er sat ressourcer af til, at 100 modeller kan få tjekket vægt og højde, er der kun en model, der er blevet henvist.

Et billede af en tynd model i den nyeste udgave af magasinet Cover har fået mange kritikere af nutidens skønhedsidealer op af stolen, men når snakken falder på sundhedstjek, bliver modellerne selv tilsyneladende siddende.

I mere end fem måneder har modeller i Københavns Kommune nemlig haft mulighed for at få en samtale om deres fysiske og mentale trivsel og blive målt og vejet, og ifølge aftalen er det modelbureauerne, der skal henvise modellerne.

Men selv om der er lavet en aftale om og afsat ressourcer til, at 100 modeller kan få et sundhedstjek, har modelbureauerne kun sendt én model.

»Vi har lavet en aftale med Danish Fashion Institute om, at 100 modeller om året skal have et tjek, og den aftale er faldet helt til jorden. Der er kun én, altså én enkelt model, der har været igennem sundhedstjekket, og vi synes ikke, at modebranchen har levet op til deres aftale,« siger Ninna Thomsen (SF), der er sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune.

Sundhedstjekket er et samarbejde mellem Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, Danish Fashion Institute og Københavns Kommune og kører som en forsøgsordning i et år.

Startskuddet lød 1. september 2014, så modelbureauerne skal altså nå at sende 99 modeller til sundhedstjek over de næste måneder, hvis de skal overholde aftalen.

»Københavns Kommune løfter i forvejen mere, end vi skulle have gjort, for modebranchen burde selv sørge for, at tilbyde sundhedstjek. Vi tilbød som kommune at hjælpe, og bureauerne har stadig nogle måneder til at leve op til aftalen, men hvis ikke de speeder gevaldigt op og tager det her alvorligt, så synes jeg, de har svigtet vores aftale,« siger Ninna Thomsen.

Sundhedstjekket foregår med en sygeplejerske og en psykolog, der taler med modellen og tager højde- og vægtmål. Hvis der er behov for mere rådgivning, bliver modellen efter samtalen sendt videre til en specialist.

Tjekket kan foregå helt anonymt, så modelbureauet ikke behøver at få at vide, om modellen fejler noget eller ej, og det er også meningen, at bureauerne skal kunne sende modeller, som ikke viser tydelige tegn på for eksempel spiseforstyrrelse.

»Når du er model, er der et kæmpe pres på, hvordan du ser ud. Dine chancer for at få job afhænger af, hvordan du ser ud, og hvordan dine mål er, så det er til gavn for alle kvinder og mænd i modebranchen, at de har en dialog med fagligt sundhedspersonale om, hvordan de bevarer et godt forhold til deres krop. Det er et sundhedstjek og ikke et sygdomstjek,« siger Ninna Thomsen.

Også LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade trækker på skuldrene af modebranchen. Tidligere i dag gik foreningens formand ud og sagde, at de vil opsige deres samarbejde om et såkaldt »etisk charter« med Danish Fashion Institute.

Foreningens generalsekretær stiller sig uforstående over for, at modelbureauerne ikke sender modeller til sundhedstjekket, for hos LMS er det ikke uvant at høre om modeller, der har unaturligt stor fokus på deres vægt.

»Vi ved ikke, om det er fordi, modellerne er bange for at blive sundhedstjekket, eller om det er fordi, der ikke er nogen problemer. Det tvivler jeg dog på, for vi får henvendelser fra modeller, så vi ved, det er udbredt i branchen,« siger Steen Andersen, der er generalsekretær i LMS.

Le Management er et af de modelbureauer, der ifølge aftalen skulle have sendt modeller til sundhedstjekket, men ifølge Maya Ndiaye der er bureauets PR-ansvarlige, har de ikke haft medarbejderressourcer til at sende modeller til Københavns Kommunes tilbud.

»Vi har ikke haft nogen i virksomheden, der kunne arrangere det, og jeg forstår godt, at Københavns Kommune politikere er utilfredse. Vi har oplyst om det på vores intranet, men fremover inviterer vi også en psykolog fra kommunen til de velkomstmøder, vi holder med vores modeller, så han eller hun kan oplyse om muligheden,« fortæller Maya Ndiaye.

Også hos Unique Models vil man gerne benytte kommunens tilbud mere:

»For Uniques vedkommende er vi en overgangsfase. Vi har sagt stor ja tak til København Kommunes tiltag fra 1. januar, og vi har haft en model til tjek hos kommunen. Vi skal bare lige have flere nye modeller, der starter op,« siger Jacqueline Friis-Mikkelsen, der er direktør i Unique Models og fortæller, at de tidligere har kørt egne tjek:

»Jeg har i årevis kørt et helt specielt sundhedstjek med mine modeller. Mine modeller er alle sammen kommet til en terapeut sammen med deres forældre inden opstart, og det har Unique i alle de år naturligvis betalt for," siger hun

Ninna Thomsen fra Københavns Kommune så gerne, at sundhedstjekket blev en fast del af at blive ansat hos et modelbureau i hovedstaden, men ifølge Maya Ndiaye fra Le Management er det ikke den rette løsning.

»Jeg er selv model, og jeg ville aldrig have gået til et sundshedstjek, hvis jeg blev tvunget til det. Hos Le Management repræsenterer vi modeller, der har valgt os til at gøre det, så vi har ikke samme mulighed for at tvinge nogen til at få et sundhedstjek, som hvis de var ansat af en virksomhed,« siger hun.

Berlingske forsøger at få en kommentar fra Scoop Models, der repræsenterer den tynde model i denne måneds Cover.

 

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.