9. februar 2011, 22:30 – opdateret 9. februar 2011, 22:37

Det er 30 år siden, at TV-2 udsendte »Fantastiske Toyota«, og gjorde sig selv uundværlige på den danske popscene, men jeg har ikke glædet mig. Slet ikke glædet mig til at høre TV-2s jubilæumsmarkering, »Showtime«. Det er nyt.

Jeg satte mig på bagsædet i Toyotaen, og lod den køre uden lyst til at stige ud og byde farvel. Selv igennem de år hvor Steffen Brandt, Sven Gaul, Hans Erik Lerchenfeld og Georg Olesen underpræsterede på plade. For der har altid været noget at hente til koncerterne.

I sommer skete det så; jeg stod af på Skanderborg Festivalen. TV-2 gjorde som TV-2 altid har gjort: de skabte en folkefest med alsang, hits over hits. Det var trygt. Men for første gang gav det ingen mening. Det var som at se den samme film for 30. gang. Og hverken Brandt eller band ville noget, turde noget.

De var der bare, præcis som de var der sidste gang og gangen før den. Ikke et twist på en sang, ikke en omformulering, ingen ambitioner, bare stilstand. Endnu en dag på det rullende kontor.

Hvilket er præcis det, jeg forventer, når »Showtime« sættes i rotation. TV-2 vil lyde som TV-2, der vil være et hit eller to på pladen, som lyder som et af de tidligere hits fra TV-2.

Steffen Brandt vil gøre alt, hvad han kan (og det er meget, for han er dygtig til det), for at fortælle om sine unge samarbejdspartnere, hvoraf en ny og dygtig en af slagsen, nemlig produceren Frederik Thaae, er kommet til og derigennem legitimere den musikalske- og lydmæssige udvikling i bandet. Det gælder om at komme på P3s spillelister fremfor på P4s ditto, om at cementere TV-2s position i den danske folkesjæl. Vigtige ting, bevares.

Når musikken spiller, vil jeg garanteret tænke, at der ikke længere er brug for TV-2, når selv jeg, der gav dem 29 år af mit liv, har kastet håndklædet. Gallup kan bare ringe, jeg vil argumentere for mit synspunkt med almindelig statistisk usikkerhedsmargin. Og spørge: Hvad skal erfarne lyttere med Steffen Brandt, når han alllerede har skrevet sine bedste sange i TV-2. Og hvad skal alle de, der nu synger med på Nik & Jay, Medina, Rasmus Seebach m.fl. med en musikalsk formular ude af trit med tidens toneklang. Tænker jeg.

Derefter vil jeg gå yderligere to, måske tre hele dage med »Showtime« på repeat. Så skrive videre på anmeldelsen, og undervejs opdage at TV-2 endnu engang har lavet en plade, der har spillet sig ind under huden på mig i et eller andet omfang. For det er det, TV-2 kan. Brandt kan, når han med sin sortromantiske pen jagter den ukalkulerede kærlighed og livet i sine versefødder og popkvæd.

Jeg vil glemme metervarerne og finde nogle favoritter at fremhæve. Ikke den kedelige førstesingle »Fuck Den Kærlighed«, men derimod den klassiske drømmer »Som i himlen« og stoppe op ved en ordrække som: »Jeg ville ikke gå alene/hvis jeg var dig/Du ku møde skæbnen/det ku være mig«.

En anden kunne være »Go Tur Hjem«, der lyder som klassikeren »I Det Mørke Jylland«, men teksten er denne gang (klædeligt) uden ironi: »Og der stod jeg med alle mine drømme/og håb om evigt liv/og så maskinen slukke for dit vejr«. Alvor, sågar tanker om døden. »Bæres Herfra«, en mellemtemposang med ambitioner, vokser sig rigtig god over tid, rimer på samme tematik.

Også en ballade vil jeg sætte plus ved, »Den Dag Min Elskede Kommer Hjem«, som viser sig at være den sang på skiven, hvor TV-2 vil - og tør - mest, det er nærmest indierock. »Hun sagde farvel, vi må videre/ikke noget om hvorfor og hvorhen/Men jeg er født til at vente og jeg står her/den dag min elskede kommer hjem,« indleder Brandt sin stjernestund.

For den vil jeg være glad, føle mig beriget og i bundløs gæld. Sådan for alvor.

TV: Se TV-2's nye musikvideo her