17. februar 2012, 22:30

»Væbnet med vinger«.

Sådan kaldte Michael Strunge en digtsamling tilbage i 1984. Og det er slet ikke umuligt, at Joakim Thåström kender til den. Den svenske sanger og sangskriver har i hvert fald boet i København i en årrække og har sågar skrevet en uafrystelig sang om en af byens asfaltlinjer, nemlig Sønder Boulevard.

Den tænker jeg på, når jeg går hjem over Vesterbro.

»När jag kom till Vesterbro/var det som att öpnna en dörr och kliva in/När jag kom till Vesterbro/var det som att hitta hem«, synger han for mit indre øre. Igen og igen.

På det nye album med den Strunge-inspirerede »Beväpna dig med vingar«-titel gemmer sig også hilsener til hovedstaden. »Som en ensam kväll på Guldregn/med november utanför«, synger Thåström om det vesterbroske værtshus i et af de mange stærke vers, som albummet igennem bakkes op af mindst lige så stærke vokaler og arrangementer.

I en natsort by

Netop foreningen af de tre - ord, vokal og instrumentering - har indimellem været problemet for Thåström, som vandt sin svenske stjernestatus som del af det legendariske punk-orkester Ebba Grön og siden som medlem af det folkekære Imperiet. Efter dette har han stædigt holdt fast i intensiteten, og det har sine steder gjort ham til et lidt sammenbidt bekendtskab.

Men når Thåström rammer rigtigt, er han rasende god. Ikke mindst på »Skebokvarnsv. 209« fra 2005, som er et af de stærkeste skandinaviske album nogensinde. Ja, nogensinde.

Og på »Beväpna dig med vingar« finder han samme balance som på hovedværket, og her er intensiteten kanaliseret ind i overvejende lavmælte, men også rugende arrangementer, der står perfekt til det sort-hvide cover, hvor han er fotograferet foran en mørk, nattesort storby.

Som på billedet er der noget koldt og industrielt over produktionerne, der dog stedvist modsvares af strygere, som føjer en organisk varme og menneskelighed til sangene, præcis som Thåströms stemme gør det.

Nogen stor sanger har han aldrig været i snæver teknisk forstand, men altid uhyre udtryksfuld med sin på én gang slidte, resignerende og taberromantiske klang. Som i den kuldslåede, men vildt smukke »Samarkanda«, hvor en diskret programmering pulserer bag afdæmpede, moltunge tangenter. Og så Thåströms sangforedrag:

»Som alla helgonbilder i Triana/Som John Cales fiol på Venus and Furs/Som torget på berget i Granada/det där som heter nånting/jag aldrig kan komma ihåg.«

Smukt og typisk Thåström med sin bagudskuende, erindrende linjer, hvor nostalgien lyser i udkanten, men aldrig bliver til sentimental flæben. Sådan er det også i »St Ana Katedral«, hvor lyden er tungere, mere intens, som det også er tilfældet i den forrygende »Nere på Maskinisten«, hvor et fabrikshorn klager mellem rastløse trommer og et kor, der leder tankerne mod Nick Cave & The Bad Seeds.

Smagen af dig

Allerstærkest er Thåström dog i afspændte stunder som i den smukt svungne, hymniske åbner »Beväpna dig med vingar« eller den lyriske, mildt mageløse »Sluta när jag vill«.

Med den lukkes et album, som hører til blandt Thåströms stærkeste. Som skriver med sit eget sorte blæk, som spiller sin egen afpillede skeletrock, og som giver smuk genlyd i en tom, kold by. Og som vil spille i mit indre øre, hver gang jeg går forbi Guldregn.