Pop

Tre sangerinder og 49 producere

De nye album fra Kesha, Carly Rae Jepsen og Leona Lewis er sigende eksempler på det ny årtusindes popmusik, der har forladt melodien til fordel for gentagelsen og lydcollagen.

Popverdenen er besat af det nye. Af det seneste hit, af den friskeste stjerne, af det næste band at falde i svime over.

Selv om poppen således lever i nuet og i den nærmeste fremtid, så er den naturligvis også fuld af tradition og regler for, hvordan en popsang skal skrues sammen. Men den har ikke desto mindre undergået en forvandling de seneste år. Ja, den mest gennemgribende i de 50-60 år, den har eksisteret.

Den tanke kom jeg i hvert fald på, da jeg en dag lyttede til radio. Her strømmede de nyeste popsange ud af højttalerne, men blev blandet op med hits fra 1980erne: Pet Shop Boys med »It’s A Sin«, The Bangles med »Walk Like An Egyptian«, Madonna med »Who’s That Girl«.

Men de lød anderledes midt mellem alle de nye pophits. Som om deres DNA simpelthen ikke var det samme. Så kiggede jeg på hitlisterne fra 1980erne og på hitlisterne i dag. Og kunne konstatere at deres DNA har forandret sig og mest afgørende på én måde: De melodier, som engang bar de store popsange, er nu trængt i baggrunden.

Men hvad er så sat i melodiernes sted? Og hvordan kan det være, at de ikke længere står stærkt?

Til fest med Kesha

Spørgsmålene kan besvares ved hjælp af tre nye udgivelser fra nogle af tidens bedst sælgende popnavne. Så lad os først vende ørerne mod den yngste af dem, nemlig den 25-årige amerikaner Kesha Rose Sebert, der tidligere har hittet heftigt med sange om fest og løssluppent ungdomssind og solgt 20 millioner singler og tre millioner album.

Keshas aktuelle andet album, »Warrior«, har også allerede haft succes. Ikke mindst i kraft af singleforløberen »Die Young«, hvor hun hurtigt melder sig med sit intense, let manierede sangforedrag om at leve livet, og hun finder inden for det første minut frem til omkvædet, mens pumpende beats og svirrende synthesizere bakker hende op. Det er så dét, for de næste tre minutter er blot repetitioner af det allerede hørte.

Samme metode gør sig gældende i »Supernatural« og »Thinking Of You« og på albummet i det hele taget, hvor det er tydeligt at høre, at numrene nok gør brug af traditionelle musikere, men primært er genereret på computere. Det er herfra musikken udgår, og herfra der konstrueres og dekonstrueres på ganske medrivende vis.

Ung med de unge

Canadiske Carly Rae Jepsen er to år ældre end Kesha, men stor hos et meget yngre publikum. Hun er således at regne for Justin Biebers feminine modstykke, og han medvirker da også på hendes nyeste album, »Kiss«. Og den tidligere Idols-finalist har allerede inden albumudgivelsen vist sig at have lige så godt fat om den unge målgruppe som ham: Hendes singleforløber, »Call Me Maybe«, er i skrivende stund blevet set og hørt hold nu godt fast 383.393.981 gange på YouTube.

Albummet, som skal følge op og kapitalisere på denne voldsomme interesse, består af en let, syntetisk samling produktioner, som rejser sig bag Carly Rae Jepsens troskyldige stemme og hjerte/smerte-vers. Og dét, der fænger på »Kiss«, er stemmens klang og refrænerne. Men satte hun sig for at synge sangene udelukkende assisteret af en akustisk guitar i lejrbålsversioner, ville de falde fra hinanden. De er nemlig ikke båret af melodi, men snarere af gentagelser og hele den nye popæstetik.

Lyt blot til »Tonight I’m Getting Over You«, som gør brug af præcis samme beat-strukturer, svirrende elektronik og forløb med klimakser og hvilepunkter som Keshas numre.

Nu er det naturligvis ikke et krav, at popsange skal kunne spilles i lejrbålsudgaver. Men sangene på »Kiss« er også på deres egne moderne poppræmisser for ordinære og trivielle. Og så virker det også noget kynisk, at en kvinde på 27 laver pop, som tydeligvis går efter et meget yngre, mere forudsætningsløst publikum.

Metallisk skønhed

På den led er 27-årige Leona Lewis mere sympatisk med sin voksenpop. Hun vandt den engelske X Factor i 2006 og er en af de få vindere, som siden har fået en værdig karriere.

Nu er hun så klar med sit tredje album, »Glassheart«, hvor hendes smukke, let metalliske vokal endnu en gang er produceret langt frem i lydbilledet og gør sig rigtig godt i »Trouble«, der lyder som en popificeret udgave af et Massive Attack-nummer.

Ellers pendulerer albummet mellem følsomme ballader og jagten på det store, udadvendte pophit. Og vejen går som hos Carly Rae Jepsen og Kesha uden om melodien og ind i en verden af elektronisk frembragte gentagelser. »Shake You Up« er et eksempel, »When It Hurts« et andet, og sidstnævnte kunne lige så godt have siddet på de to popkollegers udspil.

Da producerne tog over

De tre album fortæller således både deres egen historie og er del af en større fortælling om poppens udvikling. For melodien er ikke bare trængt hos Kesha, Carly Rae Jepsen og Leona Lewis, men på hele popscenen. Kan du eksempelvis nynne Rihannas »Umbrella«? Eller Lady Gagas »Bad Romance«?

Nej vel, for de bæres ikke af melodi, men af fængende detaljer og repetition. Og når popmusikken er endt med at lyde sådan, skyldes det dem, der står bag popsangene: Hvor det i 1980erne var sangskriverne, der havde ansvaret for sangene, så er det nu producere. Og på de tre album fra Kesha, Carly Rae Jepsen og Leona Lewis har der man tror det næsten ikke været hele 49 producere med til at skabe numrene.

Og producere er ikke melodikere, men lyddesignere, og deres indtog i popmusikken hænger nøje sammen med den teknologiske udvikling og computeren, som er blevet tidens vigtigste instrument. Med den kan produceren uden besvær klippe sine lyde, der let erstatter et helt band, sammen i lange forløb, og da disse producere ofte kommer fra DJs og klubscenen, ja, så er denne scenes greb og æstetik rejst med over i popsangene, som i dag også er bygget op omkring klimakser og hvilepunkter.

Postmoderne pop

Udviklingen er på nogle måder forfriskende. Ikke mindst fordi der er kommet en vital, postmoderne collageleg ind i popmusikken. Og når det fungerer, som i Lady Gagas »Bad Romance«, er det vidunderligt. Men med pophistorien in mente kan man savne det, man efterhånden kan kalde den klassiske popsang. Den, som eksempelvis Pet Shop Boys raffinerede i 1980erne med hits som »Rent«, »It’s A Sin« og »What Have I Done To Deserve This«. Her er melodien altså den usynlige linje gennem sangen, som man kan nynne med på fuldt udfoldet og det er dén, der løfter klangene og gør dem større, end de egentlig er.

At skrive disse lysende melodier er alt andet lige en større kunst end at skabe collager af lyd. Men måske kunne man parre 49 producere med 49 stærke sangskrivere. Og skabe en svimlende stærk popmusik til det ny årtusinde. Man har lov at drømme.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.