Tosomhedens mangfoldighed

Kan duo-formen blive for spinkel eller for monoton? Sangerinden Cathrine Legardh og trompetisten og sangeren Peter Marott – og deres klaverspillende ledsagere – viser det rette format til det lille format.

Trompetisten og sangeren Peter Marott. Foto: Torben Christensen
Trompetisten og sangeren Peter Marott. Foto: Torben Christensen

Selv om det overordnet er enkelt, skal der et vist overskud til at spille duo. I hvert fald i de tilfælde, hvor en pianist skal udgøre en hel rytmesektion. Det handler jo om at fastholde lytterens bevågenhed hen over et helt album.

Men der er da folk, der ufortrødent går til sagen, heriblandt sangerinden Cathrine Legardh, som tidligere har vist format i diverse formater og på diverse sprog. Den danske sangerinde har allieret sig med en jævnligt tilbagevendende samarbejdspartner, den skotske pianist Brian Kellock, og sammen dykker de ned i jazzens store sangbog. De undgår de mest fortærskede værker, og der bliver lagt fint ud med Charlie Hadens smukke ballade »First Song«, som bare er en indsmigrende øreåbner.

Pianisten er hvad man kalder en klaverløve, og i de mere pågående ting kan han godt virke lidt for anmassende, selv om Cathrine Legardh ikke lader sig kue. Men – som antydet – er der langt mere balance i romantikkens og melankoliens univers, og her er det værd at fremhæve »Two For The Road« og »Lost In The Stars« samt – som perfekt afslutning – »The Party’s Over«.

På klaver og trompet

En duo-kombination af trompet og klaver er ikke den mest gængse i jazzens verden, men den 32-årige trompetist Peter Marott har ikke desto mindre valgt formen til sit debut-album, hvor han ledsages af den 50-årige pianist Søren Kristiansen og ydermere viser sine evner som sanger. Og det er mildt sagt vellykket.

Stil og repertoire er på sin vis gammeldags, og så alligevel slet ikke. Det er fuldstændig tidløs musik – nærværende, underfundig, melodiøs – ja, det er to musikere, der bare harmonerer og swinger. Som sanger er Peter Marott afslappet, troværdig, personlig og dertil kommer hans velformulerede, kreative og organiske trompetspil.

Og hvis der er nogen pianist i denne verden, der ubesværet kan udgøre en rytmesektion, så må det vist være Søren Kristiansen. Han kan alle jazzens »klassiske« stilarter, og han skaber den rette puls og lægger de rette kolorerende akkorder. Ja, det gynger lifligt gennem værker som »Just You Just Me« og »When My Dreamboat Comes Home«, og det bliver betagende romantisk i balladerne »Moonglow«, »Our Love Is Here To Stay« og – ikke mindst – »Sweet Lorraine«. Vi taler vist om en kandidat til årets danske jazzalbum.

Fire stjerner: Cathrine Legardh & Brian Kellock.»Love Still Wears A Smile«. Storyville.

Fem stjerner: Peter Marott – duo with Søren Kristiansen. »When My Dreamboat Comes Home«. Calibrated.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.