Album

Tilpas for meget

Rufus Wainwright lyder bedre end længe på sit syvende studieudspil.

Som sangene skrider frem, viser »Out Of The Game« sig at være lige så excentrisk, som Rufus Wainwrights tidligere udspil. Albumcover
Som sangene skrider frem, viser »Out Of The Game« sig at være lige så excentrisk, som Rufus Wainwrights tidligere udspil. Albumcover

Det inciterende og det irriterende. Det kunstneriske og det kunstlede. Det excentriske og det rent ud ulidelige.

Rufus Wainwright har altid skrevet og sunget sange, som er sådan. Som glider frem og tilbage mellem det skønne og det belastende.

Det samme gælder, når han træder ind i det offentlige rum og giver den som flamboyant bøsse, der får en Morrissey eller Oscar Wilde til at ligne bly violer. Indimellem ganske velgørende, andre gange bare forceret, for meget.

I tiden op til Wainwrights aktuelle album er han imidlertid kommet med udmeldinger, som tyder på forandring. Han har således kaldt »Out Of The Game« for en dansabel popplade, og med indkaldelsen af superproducer Mark Ronson kunne det ligne et forsøg på at blive mere mainstream.

Albummet gemmer da også på øjeblikke, som bæres frem med poppens lette, frik-tionsløse elegance. Ikke mindst den fine »Bitter Tears«, som pulserer let, mens synths blandes med stemmen og den stærke melodi. Og samme sug besidder udspillets med afstand stærkeste sang, »Perfect Man«, med sit løftende og forløsende refræn.

Flere farver

Men nogen dansabel popplade er det altså ikke, og som sangene skrider frem, viser »Out Of The Game« sig at være lige så excentrisk, som Wainwrights tidligere udspil.

Sangene åbner således ofte på én måde for så at skifte retning, og undervejs tager de farve af cabaret, soul, country og gospel, og alt sammen produceret med Mark Ronsons hang til patina og pastiche.

Ja, sine steder lyder »Out Of The Game« mest som et glemt album fra 1970erne og Wainwright som om, han er på visit i et gammelt Elton John-nummer, hvilket ikke altid er lige velgørende at lægge øre til, ligesom hans stemme der - som vanligt - pendulerer mellem det vidunderligt smukke og let manie-rede.

Når det er sagt, så er albummet et af Wainwrights bedre. Med flere rigtig gode melodier og ikke så overlæsset med patos og instrumenter, som det tidligere har været tilfældet.

Men Lady Gaga har nu ingen grund til at ligge søvnløs og frygte for en ny stemme på toppen af poppen. Hvad Wainwright end måtte finde på at sige.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.