10. januar 2011, 22:30

Kunsthistorien er én lang strøm af bevægelser, modbevægelser og genoptagelser.

Tag bare den punk-revival som netop nu finder sted iblandt en stribe purunge danske bands, der tydeligvis har fundet inspiration i 1970ernes rå, stakåndede og rudimentære gør-det-selv-sound.

Lyt blot til københavner-kvartetten Iceage, som i forbindelse med debutalbummet »New Brigade« har udtalt, at de tror på »ingen fremtid, for altid«. Det lyder unægtelig som noget, der kunne være sagt for 30-40 år siden, men bandet har altså en gennemsnitalder på 18,5!

Og med de to minutter og 42 sekunder, som udgør »White Rune«, viser de, at der stadig er uendelig meget at hente i punken. Her føjes grimet guitar-lyd til Elias Benders uskolede vokal og et uhyre medrivende smadder-omkvæd, og det er på sin egen kantede og flossede facon et fuldendt nummer, hvor ikke mindst det melodiske materiale nedenunder primitivismen holder. 

Men det er faktisk også dér, Iceage indimellem har lidt problemer, og når melodierne er svage, så er sangene det også – og ender som tomme attituder.

Stramt og speedet

Attitude er der også rigeligt af hos århusianske Cola Freaks, der har taget navn efter en sang af det legendariske danske punkband Lost Kids. Og 11 numre på bare 25 minutter er alt, hvad sekstetten behøver for at overbevise med deres punk, som sprinter igennem det selvbetitlede debutalbum med 120 i timen. 

Det er hurtigt, det er tight, det er mørkt, og det er spillet så intenst, at billedet på indercoveret – hvor en hånd spiller på en guitar, så blodet sprøjter – virker velvalgt. 

Og de hidsige rifferier er i det hele taget effektive på albummet, hvor inspirationen fra den amerikanske garage-punkscene er til at få øre på – og Cola Freaks’ rytmesektion har sågar ageret backingband for et af de navne, der har markeret sig stærkest på scenen, nemlig afdøde Jay Reatard.

I Mads Stobberup har Cola Freaks tilmed en effektiv frontmand, som fremsynger de paranoide og dansksprogede tekster med en energi og intensitet, som dog ikke kan redde et par numre fra at fremstå en kende monotone i al deres speedethed.

Alsidig trio

De høje Hæle kredser som Cola Freaks om tilværelsens skyggesider, men på en mere krøllet og mindre tungsindig facon. 

Københavnernes lyd er som århusianernes kantet og skrabet, men også mindre sammenbidt og mere legesyg, ligesom frontmand Magnus Knudsen gør sig i bevidst platte og udtjente rim og sprogbilleder. 

»Hej« rimes således på »steg«, der synges »Gud giver og gud han tager/Gud spiller røvguitar«, og det er langt mere charmerende, end det lyder. Ja, det er faktisk en fuldkommen uimodståelig fusion af sjov og alvor. Og så kan De Høje Hæle ikke kun holde balancen i høj fart.

Med »Kære du« viser de sig nemlig forbløffende gode i en langsommere, mere listig kadence, og trioen er i det hele taget uhyre alsidig af et punkband at være – og i besiddelse af en flair for melodier, som Iceage, Cola Freaks og mange andre på den revitaliserede danske scene punkscene sikkert ville give deres højre arm for. 

Herligt. 

3 stjerner
Iceage: »New Brigade«. Escho/Tambourhinoceros.
4 stjerner
Cola Freaks: »Cola Freaks«. Hjernespind.
5 stjerner
De Høje Hæle: »Skal vi aldrig videre«. Hjernespind.