Indietronica: :

Stilsikre danske debutanter

Der er noget på én gang rigtigt og misvisende ved bandnavnet.

4 af 6 stjerner

For på den ene side er Altmodisch en kende bedagede, idet deres musik tydeligvis er inspireret af tyske The Notwist, som var kongerne på den såkaldte indietronica-scene for nogle år siden. Men på den anden side er deres fusion af elektronik og akustiske instrumenteringer ikke det mindste støvet at lytte til, og man må imponeres af, hvor sikkert den debuterende danske kvartet evner at folde violin, cello og harmonika ind i de blånende nattestemninger, som væves sammen af stilfærdige programmeringer, diskrete samplinger, sarte vokaler samt digital knitren og klapren. Det er skønhedssøgende, det er melankolsk, og monotonien melder sig kun glimtvist på et udspil, som er sikrere eksekveret end ni ud af ti debutudspil. I sandhed lovende sager.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten