9. februar 2010, 22:30

»Let på tråden, tung i røven/en drømmer skal have sin søvn/du er ikke dyb, du er høj/du fandt et ledigt standpunkt/der passer til dit tøj.«

Det er de første ord, der falder på Annika Aaakjærs andet album, og de illustrerer glimrende, hvordan hun skriver sine strofer med en ubesværet blanding af sart poesi og sydende sarkasme.

Et kunststykke de færreste danske sangskrivere kan gøre hende efter, og hvor ferm hendes omgang er med de sproglige knive og roser, det stod allerede klart på debuten »Lille filantrop« fra 2008.

Så det mest bemærkelsesværdige ved »Missionær« er derfor, at det musikalske udtryk er blevet langt mere nuanceret og varieret.

»For tiden« tegnes således af en lysende viseblidhed a la Lisa Ekdahl, mens »2000 år« murrer på en helt anderledes mørk måde, og den fuglefløjts-forsirede »Pænhed er kommet til byen« er bare en helt vidunderlig pastiche på kandiseret 1950er-pop med håndklap og shalala-kor.

Og midt i Henrik Marstals fine produktioner - hvor diskret susen og knitren ofte udgør et stemningsskabende bagtæppe - står Annika Aakjærs stemme, som er albummets absolut største aktiv.

Den er artig og arrig og sart og sensuel med en evigt skiftende og søvngængeragtig selvfølgelighed, som er ganske usædvanlig, og om det er hendes mange optrædener i teaterkoncerten »Come Together«, som har givet den vokale sikkerhed er ikke usandsynligt - men det er under alle omstændighed en fornøjelse at lytte til.

Tryk ikke stop

At Annika Aaakjærs tekstlige skarphed så indimellem slår over i gold kynisme og i en stereotypiseret, lettere umoden udstilling af »murstensmillionærer« og mennesker, der gemmer sig »bag udsprungne hække«, ja, det bærer øret over med, når det andre steder får en lysende linje som: »Når vi græder, skræller vi vores løg« foræret.

»Tryk ikke på stop før musikken slipper op«, står der på første side i albummets booklet. Men det behøver Annika Aakjær - trods enkelte småfnidrede forbehold - ikke bekymre sig om. For når først »Missionær« spinder i anlægget, så hænger man på. På grund af ordene, melodierne og instrumenteringerne. Men allermest på grund af den uforlignelige stemme.

Annika Aakjær: »Misssionær«. Producer: Henrik Marstal. Playground Music.