Genhørt

Sange i sort og rødt

For ti år siden udgav Interpol »Turn On The Bright Lights«. Et cool, poetisk og storbymørkt rockmesterværk, der nu genudgives i en deluxe-udgave.

De fleste af os bærer musik med gennem livet. Enten fordi vi hørte den første gang på et tidspunkt, hvor den flugtede fuldstændig med vores eget følelsesliv. Eller fordi den lød på en måde, som korresponderede med vores kunstsyn - eller måske ligefrem livssyn.

Derfor kan et givent album også betyde alverden for den ene og absolut ingenting for den anden. Men for mig - og rigtig mange andre - er Interpols »Turn On The Bright Lights« fra 2002 et af disse undere, som har rejst fra øret og ud i blodbaner og hjertetråde, og som står som en af de seneste ti års bedste rockplader. Eller måske endda - tør jeg skrive det - som en af de bedste rockplader nogensinde.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at »Turn On The Bright Lights« er trådt ind i min generations kanon, og nu er newyorkernes debutudspil så genudsendt i en deluxe-udgave med demoer samt meget andet. Og at lytte til de mere eller mindre uforarbejdede sangskitser viser mest af alt, hvor meget producer Peter Katis har betydet for det endelige resultat. Altså for de 11 numre, som udgør selve albummet og er forløst i en kold, sortblå sound.

Åbning uden titel

At der er noget særligt på færde på »Turn On The Bright Lights«, står allerede klart under åbneren, »Untitled«, hvor Daniel Kesslers guitarlinjer tegner et lyrisk mørke op, inden Sam Fogarinos trommer og Carlos Denglers bas falder ind i forløbet, som gradvist vokser sig smukkere, mere magtfuldt. Men altså også med en undertone af desperation og kulde, som ekkoer gennem hele albummet, hvis numre falder i to kategorier.

På den ene side er der rocknumrene, som bøjer sig forover og opbygger en egen kantet intensitet. Som i »PDA« og »Obstacle 1«, hvor enkle guitarfigurer gentages og varieres ganske lidt med ufatteligt stor effekt, og i »Roland« og »Say Hello To The Angels«, der løber ud i anderledes blodhidsende og klaustrofobiske forløb.

På den anden side er der de langsommere numre, der rejser sig som kontemplative mirakler mellem rocknumrene. Udover den nævnte »Untitled« tæller kategorien »NYC«, »Hands Away« og »The New«, mens sangen over dem alle er »Leif Erikson«. Hvor den er udmærket i demoversionen, har den i Katis-produktionen fået en smidig muskuløsitet, en egen sikkerhed og poesi, og her åbnes der i vanlig Interpol-stil med en enkel guitarfigur og en disciplineret rytmesektion, hvorefter arrangementet gradvist finder ind i en lang, på én gang stoisk og sugende smuk melankoli.

Banks - og Curtis

»She says it helps with the lights out/Her rabid glow is like braille to the night«, synger Paul Banks som det første i »Leif Erikson«, og det er i det hele taget ham, der sætter stemningen i sangene med sin selvfølgelige vekslen mellem eftertanke og desperation.

Det sidste har også fået nogle kritikere til at afvise ham og bandet som banale Joy Division-epigoner. Men hører man de to bands umiddelbart efter hinanden, viser indvendingerne sig at være urimelige. Vel er troen på skønheden i den skærende hvide guitarlyd den samme, og vel synger Banks et par steder som Curtis. Men han synger også meget mere afvekslende - og teknisk sikkert om man vil.

Og nej, Banks er ikke som Curtis vokset op i et grimet, nedslidt England med epilepsi og depression i kroppen. Men kunst har aldrig handlet om autenticitet - hvis nogen skulle være i tvivl - men om evnen til at formidle følelser. Og de to ting er vel at mærke ikke det samme.

Bag mørke briller

Skal man endelig tale om inspiration, er det oplagt at nævne The Chameleons, der også dyrkede små variationer i guitarlinjerne og et stort, æstetiseret mørke. Der er dog ingen grund til at spejle Interpol og »Turn On The Bright Lights« i andre bands. Det er nemlig et album i sin egen ret, og det løber ud i lytteren på en særlig måde, som giver ham eller hende lyst til at bære stramme sorte jakkesæt og mørke solbriller.

Sådan ser bandet i øvrigt også ud på pressebillederne fra dengang. Mørke, smukke og - har det vist sig - på toppen af deres kunstneriske ydeevne. For selv om opfølgeren, »Antics«, er fortrinlig, så når Interpol hverken her eller på de to næste udspil op på samme niveau.

Men det er også urimeligt at forvente. De ramte jo kimende rent. Med musikken. Og i alle os, som stadig går rundt med sangene i ørerne. Og i kroppen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.