Musik: Nephew: »DanmarkDenmark«. Hobbybandet Nephew cementerer deres position som det ny årtusindes største danske rockband med nyt hårdt, vredt og i grunden politisk album. De har aldrig lydt bedre.
28. maj 2009, 20:03 – opdateret 29. maj 2009, 06:39
af 6 stjerner
Nephew har ejet dansk rock siden udgivelsen af den fem år gamle »USADSB«, der allerede er en nyklassisker i dansk musikhistorie. Om præcis en uge udsender den jyske kvintet album nummer fire. Og der er i virkeligheden ingen grund til at tøve med konklusionen: Under knaldhætten »DanmarkDenmark« har Nephew begået karrierens hidtil bedste udspil.
Begynder man i øverste venstre hjørne med musikken, er afsættet den nu små to år lange liveversion fra Roskilde Festivalen i ‘07 af singlen »Hospital«, hvorpå Nephew fik ekstra oktan og muskelkraft tilført af rapkongen L.O.C.
Det nummer eksponerede en i Nephew-regi helt ny power og kontanthed, som på nærværende bliver malket til sidste dråbe. Kristian Riis’ guitar skærer og brænder igennem, som var han medlem af AC/DC og ikke af et synthrockband fra Århus.
Lige så buldrer og brager bas og trommer voldsomt og konsekvent igennem albummets skæringer, der sluttelig farvelægges af fyldige syntfigurer og sfæriske elementer.
Stadig sing along
Vigtigt er det at understrege, at den øgede potens ikke går bare det mindste ud over Nephews flair for at skabe ørehængende, sing-along-bare melodier.
Faktisk er der på »DanmarkDenmark« lige så mange oplagte og svært uomgængelige hits som på »USADSB«. Hits som rent musikalsk er sat i scene, så de vil kunne vælte både Parken og Roskilde Festivalens store, Orange Scene. Det sidste vil Nephew utvivlsomt hævde, at de allerede gjorde den 7. juli-dag for to år siden, men det gjorde de ikke.
Tværtom faldt deres musik fuldstændig sammen i de store omgivelser. Men med disse nye sange i kataloget, tør jeg godt sværge, at det ikke sker igen. For disse 10 pletskud plus et par undtagelser er ren stadioneufori.
Også Nephews frontfigur, sangskriver og tekstforfatter Simon Kvamm tager et stort, positivt skridt frem på »DanmarkDenmark«. Til at begynde med er han langt mere konfronterende og aggressiv i sine rasende linjespyt. Lige så er hans tekster markant anderledes spidse og eksplicitte.
De bygger stadig på et blend af engelsk og dansk, men de er ikke længere søbet ind i humor med diverse skøre forgreninger og afstikkere til utopia. Her peger han fingre af sig selv, af sin egen generation: de kreative luksussocialister med de rigtige meninger og en livsnyderfrekvens på de maksimale 100. De snakker, men gør ingenting, det får Kvamms blod i kog.
Ydermere efterlyser han vedkommende politiske projekter fra Christiansborg. De styrer bussen, træder på gas og fuld stop, men kender de i virkeligheden deres passagerer, underforstået befolkningen, spørger Kvamm – ved politikerene, hvem vi er, hvor vi vil af, og hvad vi vil med vores liv. Er frit sygehusvalg nødvendigvis den hellige gral?
I forlængelse deraf er der i flere sange en underliggende tone af, at Simon Kvamm er kørt sur i talen om livet som et individuelt mig-mig-projekt. Så træt at han efterlyser det store fælles i horisonten, en ny sammenhængskraft i samfundet, formoder jeg. Helt generelt er han decideret træt af pis, sådan lyder den direkte formulering faktisk i åbningsnummeret »D.T.A.P«.
Vreden klæder ham
Hvor det dog klæder ham at være vred og kaste om sig med holdninger. På et ravruskende elektronificeret rockalbum, hvor man stadig aner inspirationer fra de hårdeste elementer af Depeche Mode, en smule Rammstein og som tidligere nævnt AC/DC, men som først og fremmest klinger af et Nephew, som har turdet flytte sig på alle ledder og kanter i samarbejde med producer Carsten Heller, der har fået »DanmarkDenmark« til at lyde som en knockoutnæve direkte til kæben. Tak for den.
