Pop

Poppens nye antiheltinder

Et kuld danske pop- og r’n’b-navne hænger deres sårbarhed og grimme sider tørre på debut-EPer med internationalt potentiale.

CHINAH. Foto: PR
CHINAH. Foto: PR

Kill Js debut-EP, »Quasi«, er et fascinerende og foruroligende udspil, hvor det feminine bliver vendt på vrangen. Med sin ultralyse vokal forsikrer hun kurrende lytteren om, at hun altså normalt slet ikke opfører sig så slemt – for derefter at spytte sammenbidt efter sin udkårne: »Do I have to slit my fucking wrist/To get an answer out of you, ever?«

På »You’re Good But I’m Better« og andre af EPens dristige og velproducerede popsange er det en antiheltindes portræt, der skæres.

Den kuldslåede kærlighedsballade »Trickle Trickle« viser Kill J fra en blidere side, med udflydende synths og en vokal, der strækker sig sensuelt over omkvædets toner. Og på nummeret »Propaganda« er der synths, der brummer og skyder skringre lyde af sted som et scifi-fartøj, mens den raslende percussion tilføjer noget mere primitivt.

»Someone once told me/You will never make it in the business/You got no fuckability/Too much opinion« synger Kill J et sted. Alt på den aktuelle EP tyder dog til overmål på, at hun vil vise, at den, der sagde sådan, tog fejl.

Også den 21-årige Emilie Ramirez fremstår selvsikker på sin debut-EP, »Grandma Said«. »Watch me as I conquer this world ... Haters gonna fucking hate you anyway«, synger kvinden med det borgerlige navn Emilie Fausing, der er velsignet med en mørk, særpræget stemme, som hun bruger til at bøje, ryste og bevidst fordreje stavelserne med.

Som på åbningsnummeret, »Grandma«, en digital bluessang med huggende guitarakkorder og disede synths, hvor Ramirez lader tonerne falde dybt, men sikkert ned.

Ligesom Kill J er Ramirez uinteresseret i at skjule sine mindre flatterende sider.

»Am I asinner turning blind?/Is there a dark side of paradise/where I can find my way to shine?« spørger hun på »Grandma«, og det religiøse tema vender tilbage på »Garden of Evil«, hvor den »første« Eva eller hendes moderne pendant tilstår, at hun forsøger at undslippe den gift, der sidder i hende.

De soulede vokaler og arrangementer præsenterer et mere traditionelt udtryk end hos for eksempel Kill J, og det er i produktioner såvel som tekster, at Ramirez nok kan skubbe sig selv mest. Især teksterne tager ofte et overordnet begreb (cykloner, nervemedicin) og strækker det lidt for langt.

Klicheernes afløb

Den dansksprogede r’og’b-duo König kunne derimod godt tage flere chancer, når det kommer til deres kærlighedssange. På EPen »König« løbes der gennem ild og vand og over bjerge og ned i klicheernes fedtede, krasse afløb.

Heller ikke i produktionerne viser Christina König og Emil Falknær så meget bid som Kill J og Ramirez.

Duoen sigter mod en mere dæmpet, silkeglat lyd, men det er så som så med de interessante detaljer på »König«, hvor »Eksplosion« udgør et højdepunkt.

Nummeret er fyldt med smadret glas, tudende, fuglelignende effekter, og hvad der lyder som et sample af en gammel tegneseriekarakter, der løber hen over et klaver.

På »Byen hvisker« trækkes der spor til 1980er-pop, ligesom sangen bærer et af EPens mest fængende omkvæd og en næsten sitar-blævrende guitar. Men duoen lyder, som om den er lidt for hooked på ideen om den lækre pop-r’n’b, der frem for alt skal behage lytteren.

Solo der ville gøre Prince stolt

Som forsanger har Christina König ikke nogen særligt fængslende stemme.

Det har Fine Glindvad fra gruppen CHINAH heller ikke. Begges vokaler er sukkende, lyse og florlette, og jeg er ikke sikker på, at jeg kunne spotte, at det var dem, der sang, hvis de optrådte andetsteds uden afsender.

Men heldigvis har CHINAH, der også tæller guitaristen Simon Kjær og multiinstrumentalisten Simon Andersson, en særlig fornemmelse for at lagdele deres r’n’b-sange.

På »We Go Back« tikker Kjærs guitar rundt i en baggrundsfigur, og mod slutningen dukker en syrlig synth-solo op fra sumpen af rumklang.

Også på den betagende ballade »Away From Me« finder man en 1980er-synth solo, der ville gøre Prince stolt. Ligesom Kill J og Ramirez kredser CHINAH ofte om kærligheden og om, hvor sårbar den kan gøre en.

Men de gør det med en stilmæssig særegenhed og selvsikkerhed, der ikke lader sig fornægte.

Fem stjerner

Hvem: Kill J.

Hvad: »Quasi«, No3.

Fire stjerner

Hvem: Emilie Ramirez.

Hvad: »Grandma Said«, Sony.

Tre stjerner

Hvem: König.

Hvad: »König«, disco:wax.

Fem stjerner

Hvem: CHINAH.

Hvad: »Once the Lights Are On«, No3.

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.