Musik:

Nørlunds røde tråde

Nikolaj Nørlund kan meget, vil meget og hans omgang med en stribe ellers udtjente sange står stærkt på nyt minialbum.

Han har efterhånden skrevet, indspillet, udgivet og produceret så meget, at det kan være svært at bevare overblikket og finde den røde tråd - eller rettere de røde tråde.

Men fælles for det hele er dog en musikalitet, som er noget nær grænseløs, og havde Nikolaj Nørlund været amerikaner eller englænder, ja, så havde han uden tvivl været langt mere feteret, end tilfældet er her i mådeholdets land.

Og mange af de karaktertræk og kvaliteter, som tegner hans bagkatalog, er også at finde på »Kom med et bud«, hvor en western-guitar står alene i en prunkløs produktion, og hvor han fortolker andres sange.

Det sidste har han gjort før, og numre af blandt andre Townes Van Zandt og Leonard Cohen har fået nyt liv hos ham, men på minialbummet er det ikke bare danske sange, som fortolkes, men også sange af en noget mere diskutabel kvalitet.

»Kom med et bud« åbner således med »Smilende Susie«, som Birgit Lystager i sin tid gjorde til landeplage. Men i Nørlunds hænder og mund bliver den til andet og mere end en sød lille banalitet, og er en simpel og sanselig sag, hvor tekstens fortælling om den skønne pige lades med seksualitet - præcis som de fleste af Nørlunds egne sange.

Og det er i stemmen, ladningen finder sted. I dens mørke, maskuline klang og i de københavner-åbne vokaler, som også sætter farve i kinderne på Preben Kaas' ellers høhø-ede »Åh, Babe, kom med et bud«, på Otto Brandenburgs sentimentalt-lyriske »To lys på et bord« og Grethe og Jørgen Ingmanns hjertekvalte »Slentre gennem regn«.

Fint mellemspil

Alt sammen assisteret af en guitar, som nok er inspireret af Neil Youngs og Van Zandts på én gang løse og præcise anslag, men også har sin egen poetiske personlighed. Og selvom »Kom med et bud« er og bliver et mellemspil, så rummer den et enkelt nummer, som skriver sig ind blandt det bedste fra Nørlunds hånd, nemlig John Mogensens »Ensomhedens gade nr. 9«.

»Forleden drev jeg rundt i byen, sådan bare for at få tiden til at gå/Vi mødtes, jeg gav pote, det var bare ikke mig, du hilste på/Jeg fulgte dine øjne, da du slap min hånd og gik/og jeg så dit splinternye sværmeri«, lyder det fra Nørlund, så svigtet, savnet og sproget synger i kød og sjæl.

Ja, han er ikke bare sin generations stærkeste sanger, sangskriver og producer, men også en af de fineste fortolkere, vi overhovedet har. Og altså en mand, der fortjener al mulig anerkendelse for sit tæppe af røde tråde.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.