Pop

Nøgne kvinder

Følelserne får frit løb på to stærke og meget bevægende album fra Bat for Lashes og Martha Wainwright.

Stor pop i al sin nøgenhed. Fem stjerner til Martha Wainwright og Natasha Khan som Bat for Lashes.
Stor pop i al sin nøgenhed. Fem stjerner til Martha Wainwright og Natasha Khan som Bat for Lashes.

Det er et på alle måder fascinerende albumcover, der ledsager »The Haunted Man« – Natasha Khans tredje album som Bat for Lashes. Der står hun. Nøgen og rank. I sort og hvid. Over skuldrene bærer hun en afklædt mandsperson. Hans slappe arme og ben det eneste, der dækker over hendes intime dele. Blikket er åbent under det sorte pandehår.

På en gang stærkt og sårbart. Signalværdien er ikke til at tage fejl af. Natasha Khan har rykket sig siden den tre år gamle gennembrudsplade »Two Suns«, hvor hun gav den som en spirituel luksushippie med forkærlighed for guld, glitter, fjer og kosmiske koncepter. Allerede dengang viste hun sig som en kapabel arvtager til markante kvinder som Kate Bush, Tori Amos og Björk på evig himmelflugt i spændingsfeltet mellem pop og kunst.

Den arv løfter hun på »The Haunted Man« fortsat ligeså ubesværet, som hun løfter den nøgne byrde på hendes smalle skuldre. Denne gang ved at skrue ned og skære ind. Ned for koncepterne og ind til et mere nøgent og sofistikeret udtryk foranlediget af både forlist kærlighed, ensomhed og skriveblokering. På albumåbner »Lillies« letter den eksistentielle tåge langsomt om Khan. 

»Thank god I’m alive!«, skælver hun hjerteskærende, inden stemmen igen stiger til vejrs over strygere, bassynths og tørre tromme­programmeringer. Senere følger den indtagende single »All Your Gold«, der lyder som en sensuel kusine til Gotyes megahit »Somebody That I Used To Know«. I den anden ende af spektret får vi både susende drømmepop på »Marilyn«, den ambitiøse suitelignende opbygning på titelnummeret og højtbelagt drama på den fænomenale klaverballade »Laura«. Og så fremdeles. En af årets mest indtagende popplader.

Når tilværelsen slår knuder

Khan er dog ikke den eneste, der poserer nøgen. Canadiske Martha Wainwright er også med på vognen på sit tredje album »Come Home To Mama«. Og blottet er hun i den grad også i sin musik.

Albummet er det første, vi hører til hende, efter hun for et par år siden først mistede sin mor, sangerinden Kate McGarrigle, og få uger efter selv fødte sit første barn. Sorg og glæde i et stort følelsesmæssigt miskmask, som Wainwright bearbejder i sin mest helstøbte og bevægende samling sange til dato. Generationernes længsler spejles og muterer på den guddommelige »Proserpina«, som var det sidste nummer, McGarrigle skrev før sin død i 2009.

»Come Home To Mama« lyder det indfølt fra Wainwright. Som et medie for hendes døende mors sidste bøn til datteren – Wainwright selv – der ikke kunne være ved den kræftsyge mors dødsleje, fordi hun befandt sig højgravid på den anden side af Atlanten. I vanligt selvudleverende stil kommer parforholdet også under kærlig behandling.

Syvårskløen har meldt sin ankomst, og Wainwright må tage, hvad hun kan få: »I really like the makeup sex/It’s the only kind I ever get« lyder en af mange mindeværdige linjer. Det er dog ikke kun på tekstsiden, at albummet imponerer. Musikalsk er albummet en både stilig og alsidig affære fyldt med under­spillede detaljer, der bakker elegant op om Wainwrights store stemme og stærke sange. En fornøjelse fra ende til anden.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.