Inde i den smukke bøgeskov i udkanten af Skanderborg, ånder alt ro og idyl. Men om en halv time ...
6. august 2009, 22:30
... vil svejende ungersvende med brede smil gå forbi de to lige store Bøgescener, de vil synge » ... og jeg har kun tre tænder, de andre dem har Knud slået ud«. De vil gøre det, mens den unge rødtop Sys Bjerre holder lydprøve og gør sig klar til at åbne festivalen inde bag et sort tæppe. På det tidspunkt vil termometernålen vugge ubestemmeligt mellem 27 og 29 grader. Og de uendelige Jomfru Ane Gade-rækker af tematiske barer vil skrue op for deres respektindgydende anlæg som sikrer, at der ikke er en rolig stund på nogen som helst matrikel eller kvadratmillimeter på festivalpladsen det næste halve døgn. Munkebaren vil lokke med syndsforladelse og vodkashots med smag af Blå Gajol. Andre barer vil lokke med andre farver så skingre, at man skal bære solbriller for at kunne læse drinkskortet. Man vil kunne sejle op ad en å fyldt med alskens spiritus og sodavand. Unge, og de der endnu føler sig sådan på Skanderborgs første dag, vil drikke, sove, drikke, sove, drikke, sove – i otte timers skift. De vil forklare, at det er de nødt til, for de tager både festen og alkoholen alvorligt. Musikken vil de blæse på.
De vil gerne synge med, og hvis det skal være, så meget gerne på »Himmelhunden«, »Video-Video«, »Diggeloo Diggeley« alt muligt og tilbage igen. På alle de sange fra det forrige årtusinde og Giro 413, som vil brage løs – ude af takt med både tidens toneklang og logik. Disse linjer vil blive skrevet i en treenighed af Dizzy Mizz Lizzy, Tommy Seebach og Danseorkesteret. Jeg vil ikke lægge mærke til det, for sådan har det været hele dagen.
Fra en anden tid
Jeg vil høre en åbningskoncert med Michael Learns To Rock, en stemme fra en anden tid, præcis den tid, der passer til Skanderborg. De vil stadig være forfærdelige, uanset hvor mange millioner eksemplarer af deres horrorrække af musikalske petitesser, der er solgt i Asien. De vil spille de samme to sange, de har spillet i over 20 år: Pladderballaden og mellemtempo-traveren – begge tegnet af lyriske floskler og et engelsk, der får Kim Larsens valbyengelsk til at lyde som en århundreder gammel dannet dialekt fra en hip krog af smeltediglen New York. Et blødt slag i stråhatten vil jeg tænke, og undre mig. Igen.
Og gå videre til Sys Bjerre. Som vil have for få gode sange til at åbne festivalen. Hun vil pjatte og pjanke sig igennem lange perioder, fordi hun ikke er så gammel endnu, og fordi hun ikke rigtig synes at være stolt af det hun gør og vitterlig kan. Selv om hun burde være netop dét. Men hun vil skifte tøj og ham undervejs, og det vil ende ganske udmærket, fordi hun kan være møgcharmerende, når hun hviler i sig selv og sine tre-fire rigtigt gode sange. Når hun skruer ned for speedsnakken mellem numrene. Sys Bjerre vil smile, neje og sukke, hun vil være glad for, at det er overstået. Og være i stand til at sende depechen og anmelderen videre til de unge nordjyder i Oh No Ono, der i år har begået et album af små progrocksymfonier og fine episke popfortællinger. Dem vil de spille bag opstillede buske på scenen. For ikke engang 500 mennesker i teltet og end ikke halvt så mange udenfor. Men de, der var der, ville få en smuk og intens musikalsk oplevelse. Når stilheden brydes på Skanderborg.
Michael Learns To Rock: Rytmehans-scenen torsdag.
Sys Bjerre: Bøgescenerne.
Oh No Ono: P3 Scenen.
