10. maj 2010, 20:04 – opdateret 10. maj 2010, 22:30

Brooklyn, New York. Et kvarter i en metropol. Og alligevel så uendelig meget mere. Ikke mindst kunstnerisk, hvor det i en årrække har været stedet at rejse hen, hvis man vil være tæt på nogle af vor tids største forfattere og bands.

Paul Auster og Jonathan Safran Foer sidder således på samme vej og skriver litteraturhistorie, mens Grizzly Bear og Animal Collective skaber magi på bydelens spillesteder og udvider begreberne for, hvad rockmusik er - og kan være.

The National har også base i Brooklyn, men gør sig i et mere alvorstungt udtryk end størstedelen af de bands, der ellers tegner kvarteret.

Men da kvintetten - der består af to brødrepar og frontmand Matt Berninger - debuterede i 2001, var det nu ikke på en måde, som afgav løfter om det, der senere skulle komme.

Har overgået sig selv

Nej, det var først med »Alligator« i 2005, at bandet for alvor viste klassen, og endnu mere overbevisende var de på den to år yngre og aldeles fremragende »Boxer«.

Nu har The National så overgået sig selv ved at gøre alt det, de plejer at gøre. Blot bedre. På »High Violet« mødes øret således af en mørk-romantisk rock, der udgør det perfekte lydspor til ensomme gåture ved nattetide i New York, Berlin, Tokyo, København eller en hvilken som helst anden storby.

»Go out at night with your headphones on - again«, synger Berninger et sted, og det er lige præcis, hvad de 11 sange lægger op til, og når de er så forbandet virkningsfulde og vanedannende, skyldes det bandets evne til at forløse melodierne i de helt, helt rigtige arrangementer.

Et sugende smukt og sigende eksempel er »Anyone's Ghost«, der åbner med reverbede guitarer og et tørt, manende beat, hvorefter Berninger lægger sin baryton ind mellem de to spor. Og sådan forløber det frem til omkvædet, hvor sangen løfter sig, bliver større, stærkere og 100 gange smukkere, og hvor strygere og murrende klangflader spiller med på versenes poetiske tusmørke.

Det er svimlende godt gjort, og foreningen af brillante melodier, stramt styrede instrumenteringer og melodier, der folder sig ud som sorte blomster, ja, dét er lyden af »High Violet«, der også har en af tidens allerbedste rocksangere i Berninger.

»It takes me a day to remember a day«, lyder det blandt andet fra ham, og hans fortællinger om stofpåvirkede white collar-mænd og forlibte miserabelister med edderkopper, dæmoner og piller i psyken går alle som én under huden, mens bandet spiller sig ind på deres helt egen plads midt mellem Tindersticks og Interpol.

Med »High Violet« har The National altså ikke bare overgået sig selv, men også skabt et værk, som er så rigt på stemning og stjernestunder, at det over tid kan blive en klassiker.

Store ord, javel. Men kun for dem, der endnu ikke har hørt sangene.