Pladeselskabet Escho gør en dyd ud af at udgive »nye, usædvanlige og levende lyde« - som skrevet står i deres hensigtserklæring. Og med Thulebasens debutalbum lever de i dén grad op til ordene.
11. februar 2011, 10:29
Her mødes øret af en klangverden, der er ligeså grimet og skævt rockende som den er vildtvoksende og psykedelisk. Det lyder måske som noget farligt rod, men er det så langtfra og allerede åbningsindslaget viser, hvor godt greb, den danske trio har om sine virkemidler: En mørk guitarlinje og en simpel trommepuls åbner forløbet, så kommer en koklokke og et temposkift, så et gruset guitar-riff, så en sart og fuldkommen vidunderlig poppassage – og så retur til det viltert-drøje univers. Det er grumme godt gjort, og det samme kan siges om flere af de øvrige indslag, som løber igennem støjrock, krautrock, freejazz og meget andet med en intuitiv fornemmelse for de rette valg og i en skrabet produktion, som emmer af øvelokale. En genre-rubricering ligger ved gud ikke lige for, men man kan jo også lade være og blot konstatere, at det er en alt andet end tilsneet debut, Thulebasen har begået.





































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten