3. september 2009, 22:30

»Dagen ligger brak, dådyr lukker øjnene – dag efter dag – på plænen står en rævesaks, og herfra kan ingen stikke af.«

Sarte, smukke og suggestive linjer som hæver sig himmelhøjt over, hvad man har lært at forvente på et dansksproget album.

Kvinden bag er da også en overløber fra litteraturens verden, hvor hun har gjort sig glimrende bemærket med to romaner og fem digtsamlinger.

Lone Hørslev hedder dette alsidige og evnerige ordmenneske, som allerede demonstrerede sin flair for sangtekster i 2007, hvor hun allierede sig med singer-songwriter Mads Mouritz og udsendte det fine og finurlige album »Så er det sagt«.

Og tidligere i år lyste hun atter op på det mindst ligeså vellykkede pladeprojekt »Er De Sjældne«, hvor Solveig Sandnes lagde stemme til hendes strofer.

Savn og svalehaler
Nogen novice er Hørslev altså ikke i musikkens verden, og det kan også mærkes på »Blik, bang bang«, hvor hun har genoptaget samarbejdet med Mouritz, men fortsætter i det skriftspor, hun udstak med »Er De Sjældne«.

Naturen er således massivt til stede i versene og er ofte koblet til en drøm, et savn eller en eller anden form for tvivlrådighed.

Som i det indledningsvise citat, eller når det et andet sted lyder, at »Det er så let at forveksle en ugle med en svalehale, en blåhals med en dovenflue/og fugleinfluenza med kærlighed til dig her i nat.«

Det er smukt, det er stort, og det er aldrig for meget, for Lone Hørslev blander sin patos, sin alvor og sin monumentale kærlighedslængsel med sætninger af en anderledes prosaisk karakter.

Tag bare »Link til lykken«, hvor en romantisk tosomhedsdrøm falder til jorden med et vemodigt og ikke så lidt morsomt drøn:

»Jeg sendte dig et link til »Vild med dans« i går. Du skrev tv er så dårligt/for tiden. Jeg skrev SE, det kunne være os, du skrev tak men jeg kan/ikke åbne siden.«

Her efterlades man på typisk hørslevsk vis et sted mellem smil og alvor, og dette spændingsforhold formår Mouritz at spejle i sine arrangementer, der ét sted spiller op til dans med kække trommeprogrammeringer og det næste maner til eftertænksomhed med stilfærdige western-guitarer.

Alt sammen fremspillet med assistance fra nogle af de bedste musikere på undergrundsscenen, og med Mouritz’ lyse, drengede vokal i selvfølgeligt samarbejde med Hørslevs tekster – lige bortset fra i de tre numre, hvor hun selv synger fjerlet for.

Sangglæde, spilleglæde, sprogglæde. Ja, det hele findes på »Blik, bang bang«, og gid flere forfattere og musikere dog ville finde sammen på SÅ spillevende og krydsbefrugtende måder.

I sandhed et eksempel til efterfølgelse.