Album:

Lidt for velduftende soul

På sit ottende album, »Perfume«, går den danske sangerinde Dicte for ærbødigt til den klassiske soulgenre.

Dictes nye udspil holder sig hovedsageligt til den klassiske soultradition, og det skorter på eksperimenter. PR-foto
Dictes nye udspil holder sig hovedsageligt til den klassiske soultradition, og det skorter på eksperimenter. PR-foto

I de seneste fem år er R’n’B og soulgenrerne blevet skubbet i en hær af retninger af internationale artister som FKA Twigs, Frank Ocean, Kelela og Autre Ne Veut. Skellene mellem rock, R’n’B, synthpop, soul, med flere, bliver udvisket. Herhjemme er Anya, Saint Cava og Karl William blot nogle af de kunstnere, der krydsbefrugter ældre genrer med ny teknologi.

På sit ottende album, »Perfume«, har den danske sangerinde Dicte efter eget udsagn følt sig »draget af den helt klassiske soultradition«. Både som frontsanger i 90er-bandet Her Personal Pain og som solokunstner har hun tidligere ofte befundet sig i den rockede ende af spektrummet, men »Perfume« holder sig mest til den »klassiske soultradition«, og det skorter på eksperimenter.

På den festlige, Motown-inspirerede »Let’s Sin« sidder blæserne lige så stramt, som de skal, mens guitar og strygere får lov til at pile frem og tilbage i lydbilledet. Som Nancy Sinatra gjorde det i 60erne på »These Boots Are Made For Walkin’«, advarer Dicte om sin ondsindede fodbeklædning: »Those Louboutins only kill once«, lyder det kækt fra sangerinden.

Kollegaerne overskygger

Også de mere country and western-tonede numre står godt til Dictes stemme, der knækker en smule uden på noget tidspunkt at lyde svag eller irriterende. »Out of My Head« emmer af tilrøgede rum og lyssky affærer. Et lusket orgel stikker sporadisk, og western-twangy guitartoner klinger i baggrunden.

En flot crescendo opbygges på »Your Love Is Killing Me«, fra klaver til tremologuitar og himmelstræbende strygere, mens Dicte erklærer, »I’ll haunt you«.

Lidt ærgerligt er det så, at den amerikanske sangerinde Sharon Van Etten i 2014 udgav en anden rocket, men langt mere oprivende sang med samme titel. Den kan Dicte ikke nå til sokkeholderne.

Og desværre er det få af numrene på »Perfume«, der kan forfølge lytteren, som Dicte ellers lover. Melodramaet skrues lidt for højt op på »Don’t Wanna Lie«, en tiltænkt dyster klaverballade, der med sine tikkende harpeanslag og sirupstykke strygere ender med at lyde som soundtracket til en middelmådig Hollywood-film, og til trods for gospelprægede vokalharmonier og percussion kan hverken »Mamma Said« eller »The Salt« rejse sig fra deres traskende tempo.

Med alle de fornyelser og forgreninger, der finder sted i R’n’B- og soulgenrene og deres nærområder, står »Perfume« tilbage som et lidt for fladt album, der ikke tilføjer traditionerne noget nyt eller uundværligt.

Hvem: Dicte.

Hvad: »Perfume«, ArtPeople.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.