26. maj 2008, 22:30

På et tidspunkt var der 40 sange på bordet og rigeligt materiale til at udgive mindst to album. Altså hvis det ikke liiige havde været for den enorme selvkritik, der præger forsanger Torsten Larsen og hans »furious Jane«-orkester på i alt fem mand.

»Vi har splittet musikken ad og bygget den op, splittet den ad og bygget den op. Vi låste os inde i et øvelokale og arbejdede i to et halvt år,« siger Torsten Larsen uden at fortrække en mine eller hæve stemmen. Som om enhver anden fremgangsmåde ville være odiøs.

»Hvis man har en følelse af, at det kan blive bedre, må man bare blive ved med at arbejde.«

Han repræsenterer et orkester, der aldrig har solgt mange album, men som har fået gode anmeldelser for deres to tidligere album. Et orkester, der laver en art lavmælt americana folkmusik, eller som Torsten Larsen let smilende beskriver det: »Den slags musik man hører, når man sidder alene hjemme, lige før man sparker skamlen væk under sig.«

Bandets tredje album er nu på gaden og indeholder »kun« 13 dystre sange. De sange har rejst en vej så lang, at mange sangskrivere ville have pådraget sig gedigne selvtillidsproblemer undervejs og kaldt det skriveblokering, men der var på ingen måde tale om nogen form for blokering.

Det århusianske pladeselskab Morningside Records stod flere gange i løbet af to år med armene i vejret, når Larsen og drengene præsenterede, hvad de nu havde skruet sammen. Alligevel røg musikken ud til højre. På et tidspunkt var et halvt album indspillet i et studie, men det hele blev alligevel skrottet. Derefter begyndte bandet at lave et album, hvor alle numre var syv minutter lange episke stykker, men det sagde ikke lige »klik«, som forsanger Torsten Larsen udtrykker det. I stedet sagde det »kronsj«, da det ramte bunden af skraldespanden. Gruppen startede igen forfra. Som om der ikke var arbejdet grundigt nok med det endelige resultat.

Ikke dus med fuglene
Torsten Larsens stemme holder sig i et monotont leje, og hans blik gennem et par briller med kraftigt sort Casper Christensen-stel når aldrig at fæstne sig i mit. Som om blikket ikke er vant til mennesker men kun til musikinstrumenter, og som om hans Århus-dialekt bedre kan sende pointerne af sted uden øjenkontakt. Måske fordi han ved noget om dét her, og derfor ikke behøver hæve stemmen.

Hans grå tætsiddende cardigan, de mørkeblå cowboybukser og de sorte sko spiller op til de rødmossede skægstubbe og det kortklippede hår. Det handler ikke om smart tøj, det handler om musik, der fortæller noget. Med et dystert tekstunivers vel at mærke.

»Det er den dystre musik, jeg synes er interessant. Dermed ikke sagt, at vi i vores orkester ikke er dus med himlens fugle og skovens dyr. Vi er det bare ikke, når vi laver det her.«

Han kigger kort på mig og kigger væk igen. En pointe falder ham ind.

»Der er nogle bands i Danmark, der laver mørk musik, men jeg synes, de gør det uhyre stiliseret.«

Går I en anden vej?

»Vi prøver i alt fald at finde vores eget udtryk og tage stilling til tingene. En af vores dogmeregler denne gang har været, at hvis en eller anden siger: ’Det lyder fedt, fordi det lyder som …’ jamen så har det været forfra.«

Er du så blevet tilfreds med jeres album?

»Ja, det er jeg, men faktisk hører jeg det ikke mere. Som lille læste jeg – tror det var i ungdomsbladet Mix – en fra DAD udtale, at det med at høre sine egne album var ligesom at drikke sin egen urin, og det er jeg meget enig i. Jeg er allerede begyndt at tænke på, hvor vi nu skal hen.«

Hvor skal I så hen?

»Ja, det kunne jeg begynde at sige en masse om nu, men så går der fire år, før vi er færdige, og så er vi et helt andet sted,« siger Torsten Larsen. Stemmen holder sig i samme niveau. Arbejdsmetoden må være helt naturlig.