Rock

Kuldslået tristesse med positive overraskelser

Tindersticks er bedst, når de føjer nye overraskende nuancer til udtrykket på deres tiende studiealbum, »The Waiting Room«.

Tindersticks: »The Waiting Room«
Tindersticks: »The Waiting Room«

At lytte til en ny plade fra Tindersticks er som at træde ind i et helt særligt rum. Belysningen er dunkel, og der lugter af brun sprut, tobak og gamle bøger.

Interiøret emmer af falmet aristokrati: Mørke træpaneler, vævet tapet med arabesk-mønster, møbler betrukket med krads velour i blodrøde nuancer. På væggen hænger et gulnet maleri af en nøgen kvinde. Gulvtæppet har suget en del rødvin op gennem årene.

Sådan har jeg det i hvert fald, når jeg lytter til Tindersticks. Den britiske gruppe har siden debuten i 1993 dyrket deres helt egen molstemte elegance med Stuart A. Staples’ skælvende baryton som fikspunkt. Og det fortsætter de ufortrødent, og ganske succesfuldt med, på deres tiende studiealbum, »The Waiting Room«.

Kuldslået tristesse og sofistikeret musiceren

Her som på mange andre Tindersticks-plader holder de interessen i kog ved enten at flytte rundt på eller introducere nye, ramponerede møbler i deres musikalske rum.

Den kuldslåede tristesse og sofistikerede musiceren er gennemgående træk, men gennem årene er Stuart A. Staples’ vokal blevet draperet i alt fra barok kammerpop og filmiske strygere over ildevarslende støj til flamenco- og mariachi-accenter.

I den kontekst er »The Waiting Room« at regne blandt Tindersticks’ mest afdæmpede udspil. På pladens tre instrumentalnumre hører man ekkoer af gruppens stemningsfulde soundtrack-arbejde for den franske instruktør Claire Denis, mens »Second Chance Man« er så spartansk i sine penselstrøg, at Staples kan nøjes med at hviske sin vokal ind i, hvad der lyder som en roterende Leslie-forstærker til ret så mageløs effekt.

Overrasker med atypiske elementer

Allerbedst er dog de stunder, hvor gruppen overrasker med nogle – for Tindersticks – højst atypiske elementer. »Were We Once Lovers?« er f.eks. båret af en slagbas-figur, der giver frækt hoftestødende modspil til de blå Fender Rhodes-akkorder og Staples’ desperate linjer: »I cannot care if it’s the caring that’s killing me!«.

Ligeledes positivt overrasket bliver man på den efterfølgende »Help Yourself«, der med et simrende groove, eksotiske stød i blæsersektionen og sirlige guitarmønstre lyder som Tindersticks på ørkenvandring i Vestafrika. Mere af den slags fremover, tak!

Helt samme eventyrlyst finder man nemlig desværre ikke på resten af albummet. »We Are Dreamers!« med Savages’ Jehnny Beth på gæstevokal har godt nok en ildevarslende nerve, men på flere numre, heriblandt det noget begivenhedsløse titelnummer, nøjes Tindersticks med at gøre det, der forventes af dem.

Og så er det, at man uvægerligt fristes til at bunde sin rødvinsglas og tage sig en skraber.

I den blodrøde lænestol.

Hvem: Tindersticks.

Hvad: »The Waiting Room«, City Slang.

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.