Kender du X Factors Cutfather?

Mich Hedin Hansen, eller bare Cutfather, er ny mand i dommersædet i »X Factor«. De færreste ved, hvem han er, men i snart 25 år har han skabt det ene internationale pophit efter det andet. Uden at kunne spille en tone.

Cutfather
Cutfather

Det har varet i næsten 25 år, men fra og med i morgen er det slut, når Mich Hedin Hansen, eller bare Cutfather, sætter sig i en af de tre dommerstole i fjerde sæson af DRs »X Factor« ved siden af Pernille Rosendahl og Thomas Blachman, som han ikke er bange for.

Dermed vil hele Danmark for første gang få sat ansigt på en af de mest succesfulde danskere i den internationale musikindustri. Rosendahl har solgt plader i Danmark med Swan Lee og The Storm, og Thomas Blachman er en ferm trommeslager og producer, men deres meritter tåler på ingen måde sammenligning med Cutfathers imponerende CV af hits på hits over hele verden.

Den 42-årige producer, sangskriver og remixer slår et af sine karakteristiske store grin op ved tanken om den tjans, der uundgåeligt vil bringe ham på et væld af forsider i løbet af de næste fire måneder: »Uha ja jeg ved jo ikke, hvad jeg går ind til, men jeg tror det bliver sjovt. Det bliver i hvert fald en personlig udfordring for mig, og det er den primære grund til, at jeg har sagt ja,« forklarer han.

LÆS OGSÅ: Basim indspiller video med Twilight-stjerne

Vi sidder i Cutfathers lille kontor i et industrielt kompleks på Njalsgade. På samme etage arbejder andre musikalske ildsjæle. Her mellem jul og nytår er der stille, men normalt emmer stedet af musikalske ildsjæle og iværksætterånd.

Stilheden brydes kun af vinylsamlingen i reolen og af guld- og platinpladerne på væggen. Hver gang man kikker op, kan man nynne med på mange af sangene, f.eks. Mark Morrisons storhit »Return Of The Mack«. Singlen toppede de engelske hitlister i 1996 og blev nummer to i USA og et utal af andre steder.

»Det er stadig noget af det, jeg er mest stolt af,« siger han om sangen, »vi fik et engangsbeløb for det, nogle tusinde kroner. Den er efterhånden solgt i fem millioner eksemplarer, og det var første gang, at jeg rigtig kunne mærke, hvad det ville sige at have et verdenshit.«

Det er ikke et tilfælde, at Cutfather siger »vi«. For lige siden han i 1987 for alvor begyndte at skabe musik, har han arbejdet sammen med andre. Det er der flere grunde til, den mest åbenlyse er, at han ikke kan spille på instrumenter. I dag er det ikke noget særtilfælde i toppen af poppen, men det var det dengang, Cutfather startede. Frem til 70erne var plader noget, der blev skabt af en producer og et band i et stort studie. Men hiphoppens og den teknologiske udvikling i begyndelsen af 80erne skabte helt nye muligheder for musikproduktion. Og det er netop den amerikanske hiphop, der står fadder til Cutfathers karriere.

LÆS OGSÅ:
Da X Factor blev politisk magtfaktor

»Hvis vi går lidt længere tilbage, så kommer starten på min musikinteresse fra min mors Matador-klassiske danseskole i Holbæk med fru Merrild på klaveret, og de plader, min mor købte til undervisningen. Dem stod jeg og bladrede i, og fik ret hurtigt en fornemmelse for vinylerne og det at sætte en plade på, rytmikken og de ting. Senere, i ungdomsklubben, så jeg DJs vende plader, og på TV så jeg de amerikanske hiphop-DJs stå og scratche, og det inspirerede mig rigtig meget til selv at komme i gang,« husker han.

I træningslejr til DM

Interessen voksede. I årene 84-85 blev Cutfather opmærksom på de specialbutikker, der importerede plader fra udlandet. Han begyndte at samle på plader, som andre samler på frimærker. Men de fik ikke lov til at samle støv i reolen.

»Jeg havde hørt om det her DM i Mix og gik så i træningslejr med to pladespillere, en mixer og to JBL-højttalere på værelset og øvede og øvede som en sindssyg. At mikse musik sammen, få tempi til at passe, stemninger, lave sæt på otte minutter med 30 forskellige plader, det kræver et musisk øre. Året efter øvede jeg otte timer hver dag, og endte med at vinde DM i Mix og komme med til VM,« fortæller Cutfather.

En af hans nærmeste konkurrenter ved DM i Mix var Carsten Soul­shock, blandt dommerne sad Kenneth Bager og arrangøren var John Aagaard, som sidenhen blev manager for bl.a. Aqua.

»Der er rigtig mange fra dengang, som stadig er i musikbranchen i dag. Og det samme gjorde sig gældende, da jeg kom til VM i England. Og mange af dem har jeg stadig kontakt med i dag.«

»Med på turen til England var der også folk fra pladeselskabet CBS (i dag SonyBMG, red.) i Danmark, som gav mig lov til at lave et megamix af TV-2. Dengang var man sindssygt sulten efter at lave noget, der mindede om en plade,« husker Cutfather og fortsætter sin historie.

»Jeg slog mig sammen med Soul­shock. I starten var det svært at få folk til at forstå, hvad vi havde gang i. Vi bankede på så mange døre for at få de første remix. I dag kan man se, at vi var i en pionértid. Men jeg har aldrig set Danmark som et nemt land for iværksættere. Man skal have haft succes, før der kommer en åbenhed. Amerikanerne og til dels englænderne inviterer dig derimod indenfor med åbne arme. De ser muligheder, og man får blod på tanden i stedet for at rende panden mod en mur.«

Cutfather og Soulshock tog på en slags musikalsk chartertur til New York. I 14 dage gik de rundt og bankede på hos pladeselskaberne. På det dengang endnu unge Def Jam, var der én, der synes det lød interessant, at der kom to hvide drenge fra Danmark og spillede sort amerikansk hiphop.

»Dave Klein hjalp os med at skaffe de første små, amerikanske rapting. Det førte til, at vi producerede fire numre til Queen Latifah. Det ene blev nomineret til en amerikansk grammy som årets rapsang. Det var den første blåstempling. Indtil da skulle vi hele tiden bevise os selv.«

Startede Soulpower

I Danmark havde pladeselskabet Medley endelig fået øjnene op for den nye musik. De tilbød Cutfather og Soulshock at starte et underselskab, Soulpower, hvor de to så kunne fokusere på at finde talenter og producere musik - det blev bl.a. til Yasmin og Cut'N'Move.

»Vi fik fast løn og vi brændte virkelig for det. Mange ting lykkedes heldigvis også. Da vi havde nået et vist niveau med Soulpower, endte vi med at sige: »OK, nu tager vi til Los Angeles og prøver«. Men der var der ikke en dyt at lave i de første par måneder. Det endte med, at jeg besluttede mig til at tage hjem. Bl.a. fordi det var sejt. Hvis man ikke er afklaret med, at der er 100.000, der sidder og laver det samme som dig, så kan man altså godt blive rystet af det. Man er nødt til at indse, om det virkelig er det rigtige sted for én, og det var det ikke for mig,« siger Cutfather.

På vej hjem ringede han til Joe Belmaati, som allerede havde lavet nogle ting for Soulpower. Han var frisk på et samarbejde. I hans lille etværelses-lejlighed startede Cutfather & Joe, som de kom til at hedde, med at finde en lyd og en vision for deres fælles fremtid. En charmetur til London blev vendepunktet. Mark Morrison var en ny artist på et stort pladeselskab, og hans single »Return Of The Mack« skulle optimeres. På to timer fik Cutfather og Joe smidt al musikken væk og erstattet den med deres egen. Kun vokalerne var originale.

»Når man får sådan et hit, er der 500 andre, der ringer og vil have noget af det samme. Det er klart, at når man når til tredje remix på ugen, så er det meget håndværk. Derefter var tiden også moden til at producere mere og skrive flere sange selv.«

Det har Cutfather gjort lige siden. Eller det vil sige, han har delt sin tid mellem musikken og den business, det er at få musikken ud.

SE OGSÅ: De mest sete vindere i 2010

»Min største rolle er faktisk at opsøge tingene og skabe mulighederne. Det er det sværeste - at finde åbningerne til de forskellige projekter. Som regel ringer jeg op til en artist- og repertoireansvarlig på et pladeselskab eller er til et møde, og så siger de: »For øvrigt, vi har også det projekt. Om et par måneder går vi i gang med at søge efter numre til det her projekt, kan I ikke gå i tænkeboks til det?« Man skal være godt inde i et netværk for overhovedet at få den viden. Jeg kan godt ud fra nogle stikord arbejde på flere forskellige ting på samme tid. Men det kan sagtens ske, at man f.eks. laver noget til en artist, og så ender det på en plade med en anden artist. Vi havde et nummer, som var på hold til tre-fire forskellige artister, som oprindeligt var skrevet til Leona Lewis, men som gik ind på andenpladsen på den engelske hitliste med drengebandet The Wanted,« fortæller han og fortsætter:

»Forløsningen er hver gang, når et nummer kommer ud. Jeg pitchede »Superstar« rundt i seks måneder, inden der var nogen, der hoppede på. Og så ender det med at blive den mest spillede single i England i 2003. Det beviser bare, at musik er smag og behag. Og det befriende ved musik er jo egentlig, at alle har ret til en holdning.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.