30. august 2009, 21:00

Håret over de blå øjne er trukket tilbage med drøj voks, og sugene i cigaretten er dybe og tunge.

»Hvordan går det?« siger han og befinder sig tydeligvis godt i sit sorte jakkesæt, som sender tankerne i retning af mafiosoer og lyssky affærer.

Men Nikolaj Nørlund hører til i en anden verden, nemlig musikkens, og brød i 1996 ind i en bredere offentlighed med sine tonsætninger af Michael Strunges digte.

På »Navnløs«, som albummet hed, demonstrerede han en fabelagtig fornemmelse for det danske sprogs klang og poesi, som sidenhen er blevet udfoldet på tre solo­plader. Ikke mindst på »Tændstik« fra 2003, der kun styrkede hans position som en af nyere dansk sangskrivnings stærkeste navne. Om ikke dét stærkeste.

Siden da har der været stille omkring ham. Eller rettere omkring hans dansksprogede sangproduktion. For han har ikke ligget på den lade side, men derimod skabt sig et stort navn som producer og sideløbende arbejdet med sit engelsksprogede band, Rhonda Harris.

Men nu er Nørlund omsider tilbage med ni nye numre på dansk. Efter seks års pause. Og alt er ved det gamle på »Tid Og Sted«, hvor hans velmodulerede vokal spændes for vellydende vers om sansninger, krop og kærlighed.

Og så alligevel ikke.

Første politiske sang
Fire sange inde på albummet sker der noget. Noget andet, noget nyt. Her synger Nørlund, at »Vi sejler under fremmed flag/På en rute/Som for længst sku være lukket af/Ved roret står en blind kaptajn/Han råber vores vej/Det triste er ikke i hans øjne, men i kursen han stikker/på vores vegne.«

Det ligner unægteligt et stykke samfundskritik i poetiske klæder.

»Ja, det er rigtigt, og det er min allerførste politiske sang«, forklarer 44-årige Nørlund på en tagterrasse højt over hovedstaden. »Og der er jo også sket meget herhjemme, siden jeg sidst skrev på dansk. Den politiske situation har ændret sig til det værre, og i »Under Fremmed Flag« forsøger jeg at beskrive den følelse, jeg har, og som mange sikkert kan genkende. Nemlig følelsen af, at vi er på helt gal kurs med VK-regeringen og dens alliance med DF.«

Det lyder som endnu en omgang systemkritik på automatpilot fra kunstnermiljøet. Og skulle en sang overhovedet kunne gør nogen forskel for andre end sangskriveren selv?

»Ja, det mener jeg, den kan. Den kan jo påvirke almindelige mennesker, som kan påvirke politikerne, som igen kan påvirke lovgivningen. Kald det naivt, men jeg tror på det, og derfor sagde jeg også ja til at optræde inde på Rådhuspladsen for nylig. Til den store demonstration for de udviste irakeres sag. Der spillede jeg »Under Fremmed Flag« og var helt klar over, at nogle ville finde det komplet latterligt, at en popsanger som mig sådan stillede sig op og tillod sig at mene noget om politik. Men det er nu engang det eneste, jeg kan gøre – jeg har jo ikke andre midler at gøre godt med end min stemme og min guitar.«

Han kører hånden igennem håret, og trækker vejret dybt igennem endnu et gult filter.

»For mig at se er vi altså midt i en af de sorteste perioder i Danmarks historie«, siger han så. »Og jeg føler mig slet ikke repræsenteret af regeringen og heller ikke af »min« minister, kulturminister Carina Christensen, som for nylig var ude at fortælle om sit kunstsyn. Og en kunstners fornemmeste opgave er ifølge hende at provokere. Det er da et bullshit statement! Som om dét at putte en fisk i en blender gør én til en stor kunstner«, siger Nørlund med et hug til Marco Evarisstis kontroversielle værk fra 2000.

»Og er en John Cassavetes-film, en Leonard Cohen-sang eller et af Michael Strunges milde digte ikke stor kunst? Selvfølgelig, og dét uden at være det mindste provokerende. Men kulturministeren er desværre ikke ene om at bakke op om den provokerende kunst. For medierne gør jo det samme, når de igen og igen giver spalteplads og sendetid til provoerne. Og selvfølgelig er fisk, som bliver blendet i stykker, godt TV, men det er da sært, at journalisterne stort set altid vælger at fokusere på den slags … sensationskunst.«

Alt dette er for Nørlund del af en større kamp, som raser i disse år. Om hvad der er godt og dårligt, rigtigt og forkert. Og når den kamp kæmpes, føler han en personlig pligt til at blande sig – også selvom anklager om pladderhumanisme og politisk korrekthed vil blive rettet mod ham.

Ad egne spor
Men skulle man tro, at Nørlund er en sart mimose, der sidder hjemme på kvistværelset og venter på Den Guddommelige Inspiration, må man tro om igen.

»Den romantiske idé om inspirationen som noget, der kommer dalende fra himlen, den giver jeg ikke noget for. Giv mig fem minutter, så skal jeg skrive et nyt nummer. Lige her. Det er nemlig ikke så mystisk, men handler bare om selvtillid – og evner.

Han ved, han har det. Selvtilliden og evnerne. Det er tydeligt.

»Dét med at vente, indtil man ser en svale flyve smukt igennem gården og så gribe ud efter guitaren, det er noget bullshit,« fortsætter han. »Den nye plade planlagde jeg eksempelvis i efteråret, og i januar lånte jeg så en lejlighed i Berlin og på ti dage skrev jeg så alle de sange, som er på den nye plade. Helt fra bunden.«

Man tror ham, når hans blik hviler i ens eget. Tungt og længe.

»Men det kan selvfølgelig godt være, at andres kunst opstår på en mere guddommelig måde. Hvad ved jeg. Men jeg ved, at jeg trives med at skrive sange. Både på dansk og engelsk. Og jeg ved, at mange kritikere herhjemme – ingen nævnt, ingen glemt – har en tendens til at underkende mine engelske ting og kræve, at jeg holder mig til dansk. Som om jeg ikke kan andet. Men jeg er blevet for gammel til at lytte til den slags råd og ved, hvad jeg kan og er faktisk fucking ligeglad med, hvad alle mulige mener, jeg skal gøre«, siger Nørlund og læner sig langt ind over bordet.

»Også i spørgsmålet om, hvorvidt jeg skal blande mig i politik eller ej.«