Musik::

Happy birthday mr. Fabric

Hvad kan en komponist ønske sig, når han fylder 85 år? Selvfølgelig at hans udødelige musik bliver gjort endnu mere udødelig.

5 af 6 stjerner

Derfor har dagens fødselar, Bent Fabricius-Bjerre, al mulig grund til at glæde sig. Fænomenet Gunde On Garner, der består af pianisten Henrik Gunde, bassisten Nicolas Kock og trommeslageren Steen Holm, forstår kunsten at swinge. Tilmed er der næppe andre på dagens internationale jazzscene, der som Henrik Gunde formår at spille jazzklaver a la salig Erroll Garner.

Den pulserende rytme, den »hængende« højrehånd, de farverige akkordudlægninger og de fine melodilinjer. Jo, stilen er flot annekteret, men det er ikke kopimusik, for Henrik Gunde er en her-og-nu-kunstner, der lader sin musik flyde som et kildevæld - virtuost, sprudlende, romantisk og overraskende.

Vi får en stribe klassikere, heriblandt »Tænk på et tal«, »Forelsket i København«, »Matador« og »Alley Cat«, og disse eviggrønne og utroligt melodiøse melodier er ikke blot et godt fundament, de er konstant til stede i Henrik Gundes livsbekræftende jazzmusikalske ekskursioner. 

Gunde on garner:
»Plays Bent Fabric«.
Stunt STUCD 09192