Først krybe så gå

For knap tre år siden mistede Søren Huss sin kæreste og hans toårige datter sin mor i en højresvingsulykke. I tiden efter har Saybia-sangeren brugt musikken til at komme igennem sin sorg.

»Et voksenliv er jo fuld af ansvar og stillingtagen, og det gør, at der er mindre tid til at sætte sig ned og tænke over tingene. Men jeg tager mine stunder, først og fremmest når jeg sætter mig ved klaveret.« Søren Huss, der udsender et af de mest bemærkelsesværdige og fantastiske danske album nogensinde.
»Et voksenliv er jo fuld af ansvar og stillingtagen, og det gør, at der er mindre tid til at sætte sig ned og tænke over tingene. Men jeg tager mine stunder, først og fremmest når jeg sætter mig ved klaveret.« Søren Huss, der udsender et af de mest bemærkelsesværdige og fantastiske danske album nogensinde.
Alt i mig vil med dig
jeg vil med, tag mig med
Lad os danse gennem livet.«
(Fra »Som mejslet i massiv granit«)


NYBORG: Søren Huss står og ryger en cigaret foran en blå port til et lille bindingsværkshus. Huset ligger idyllisk i Nyborgs gamle bykerne. Søren er vokset op i byen, og hans orkester Saybia blev dannet her.

Huset ligner alt andet end det, man forbinder med en rockstjerne, livet i overhalingsbanen og toppen af hitlisterne. Men det er Sørens. I 00erne havde han travlt med Saybia. Nu ville han være der for sin familie, kæresten gennem mere end ni år og deres datter. Parret havde mødt hinanden i Nyborg og var flyttet sammen til en lejlighed i Valby. Men nu skulle de tilbage til fødebyen og renovere det gamle hus fra 1761. Søren havde sågar sat Saybia på standby på ubestemt tid for at udleve drømmen om et soloalbum. Det skulle skrives her.

Men alle drømme brast den 17. december 2007. Den unge familie mangler bare at pakke lejligheden ned, derefter skal de flytte. Sangeren er i Stockholm for at spille den sidste koncert med Saybia inden den selvvalgte pause. Pludselig ringer hans manager og fortæller, at politiet i Valby leder efter ham. Han ringer straks til sin kæreste, men hun tager den ikke. Så ringer han til politiet. De fortæller nøgternt, at hans 29-årige kæreste og deres toårige datter har været involveret i et trafikuheld med dødelig udgang. Det var en højresvingsulykke. Sørens familie er gået over en fodgængerovergang i Valby for grønt, da en lastbil overser dem. Efter al sandsynlighed vil hans datter overleve, fortæller politiet, hun er blevet kørt til Rigshospitalet for at blive opereret.    

»Ja, så brød hele verden jo sammen. Min tanke var bare: Jeg skal hjem. Hjem nu, til hvad det nu end er. Lige med det samme hang jeg mig fat i, at min datter stadigvæk levede. Det andet kunne jeg ikke forholde mig til,« siger han. 

Vi er gået rundt om hjørnet fra huset. Har sat os i den rustikke gårdhave på Central Caféen på Nørregade. Her kommer han tit, de serverer kaffe som man gjorde engang, med en bøtte firkantede stykker af hvidt sukker og små brikker med fløde til.
Søren Huss tog det første fly hjem fra Stockholm sammen med sin turnémanager og kørte direkte til Rigshospitalet. Hans datter var på operationsbordet i otte timer. Først derefter så han hende.

»Den lille krop der i den store hospitalsseng med respirator og slanger, stativ. Det var i virkeligheden først dér, at det gik op for mig, at det er simpelthen sket det her. Det er rigtigt,« forklarer han.

»Jeg har svært ved at huske, hvor lang tid min datter lå i respirator. Jeg husker det som lang tid. Hun lå i kunstigt koma, så hun var ikke ved bevidsthed. Jeg tror, at det var en tre uger, det var i hvert fald hen over nytår.«

På Rigshospitalet fik Søren Huss lov til at sove på en madras ved siden af sin datter. Nogle dage var han hjemme i lejligheden. Han tog nogle bøger med ud igen og læste for hende, mens hun lå i respirator.

»Der er mange ting, der skal ordnes og tages stilling til, når et menneske dør, begravelse. Men jeg ordnede ingenting, det gjorde min familie. Jeg var vel på Rigshospitalet i syv uger. Gik rundt på gangene og lyttede, når jeg skulle lytte til, hvad lægerne sagde...« Søren afbryder sig selv og tænder en cigaret, »altså, det var kaotisk... der var kaos, der var tomhed, der var sorg – der var ikke engang sorg, for jeg var fuldstændig i chok.«

Søren Huss’ kæreste lå også på Rigshospitalet, men lægerne frarådede ham at se hende en sidste gang. »Og,« siger han, »det gør det vel på en måde stadigvæk en lille smule abstrakt. Har gjort det i lang tid i hvert fald.«

Flytningen blev udskudt, og Søren Huss fik lov til at beholde lejligheden i Valby et stykke tid endnu. På Rigshospitalet talte han med børnepsykologer om, hvad han kunne forvente af reaktioner fra sin datter, når hun vågnede op. Fik råd til hvad han skulle gøre. Da hun vågnede, forklarede han, hvad der var sket. Viste hende et billede af hendes mor og talte om det. Hun havde ikke mistet bevidstheden på noget tidspunkt, så hun kunne godt huske, hvad der var sket.

»Efter hun blev udskrevet tog vi hjem og pakkede lejligheden ned sammen, så hun kunne se, at nu blev den pakket ned. Og så flyttede vi så i midten af februar over i huset i Nyborg. På trods af at hun allerede snakkede godt, så tegnede vi meget. Vi har nok tegnet de første 150 lastbiler med to blødende mennesker nedenunder. For at få det bearbejdet. Men fordi hun ikke var ældre, så glemte hun det allerede en tre-fire måneder senere. Derefter var det mere historien end billederne fra ulykken, hun huskede.«

Hvad med dig, hvilken hjælp fik du selv?

»Jo, dagen efter ulykken mødte jeg en kvindelig præst på Rigshospitalet. Og det er på en eller anden måde hende, der har reddet min ånd eller formået at gøre den så intakt som muligt gennem samtaler. Vi havde rigtig mange samtaler. Mit hoved fejlede sådan set ikke noget, jeg var ikke ved at miste forstanden. Og jeg formåede på en eller anden måde at få lukket tingene inde i et rum, og så når jeg var alene og havde overskud, kunne jeg gå derind og føle min sorg og smerte, lukke op og give plads til det.«

Vi skænker mere kaffe. Kop nummer tre, tænder den sjette cigaret. Vi sidder her ikke fordi, at Søren Huss skal fortælle sin historie. Men fordi han har brugt musikken til at komme igennem den. Han har begået et fuldt album med dansksprogede sange, der hver især omhandler de følelser og tanker, der er strømmet igennem ham siden ulykken. Resultatet er rystende. For det er lykkedes Søren Huss at lave stor kunst ud af sit livs tragedie. Men sangene er så knyttet til historien, at han ikke har noget imod at fortælle den. Men kun i i alt tre interviews.

»Der var et klaver nede i kirken på Rigshospitalet, som jeg gik forbi en gang imellem og spillede på. Og så var jeg hjemme nogle aftener, hvor jeg sad og spillede. Jeg går altid og tænker og mærker musik i hele kroppen, det gjorde jeg også dér. Det var min måde, et slags output og en bearbejdelse. Det skete egentlig ret hurtigt efter. Men i begyndelsen sad jeg også i mange timer i træk og kikkede ud i luften og bare var et sted, som ikke længere var. Sammen med en der ikke længere var,« erindrer Søren Huss og vender tilbage til huset i Nyborg.

»Jeg startede rimelig hurtigt med at renovere huset. Det var gammelt, og indrettet med to separate lejligheder. Så vi boede nedenunder, og jeg gik i gang med at rive alt ned på førstesalen. Det afspejlede min indre tilstand. Men mit fokus var først og fremmest på min datter. Så det var op om morgenen, lave morgenmad, skifte bleer, lege, tegne, synge. Det er jo fantastisk med de børn, de har en vilje, et overlevelsesinstinkt og de sætter ikke spørgsmålstegn ved noget. Det er bare fremad, og de er tilpas egoistiske: Det kan godt være, at jeg ikke har en mor lige nu, men det er mig, det drejer sig om. Når jeg havde afleveret hende, havde jeg de timer til at lave musik og være håndværker og ringe til præsten. Jeg snakker stadigvæk med hende.«

Men hvad med vreden, afmagten, tænkte du aldrig i retning af chaufføren?

»Al vreden og afmagten var der sådan set hele tiden. Men til at starte med tog jeg en principiel beslutning: At det var lastbilen, der slog min kæreste ihjel og ikke det menneske, der sad bag rattet. Det var vægten af lastbilen. Det var måske en måde, så jeg ikke behøvede at tage stilling til tilgivelse. Men jeg havde da fornemmelsen af, at der var en kæmpestor flod inden i mig, som bare brusede af sted, og jeg stod lige ved siden af den og kunne til enhver tid, hvis ikke jeg holdt mig nogenlunde kontrolleret inde i hovedet, hoppe i og forsvinde væk i sorg. Men igen klyngede jeg mig fast til det faktum, at der var en, der var, og en, der ikke var. Havde jeg ikke haft min datter, var jeg hoppet i floden. Det er måske også derfor, at jeg nu forstår, at der er mennesker, der kaster sig i og forsvinder og aldrig rejser sig igen. At man kan stå midt i livet og tænke, at der ikke er nogen vej tilbage. Meningsløsheden er jo så altoverskyggende.«

Godt fire måneder efter ulykken tog Søren Huss til Holland for at spille koncerter med Saybia, som har et stort og loyalt publikum dernede. Fordi han skulle, det var hans egen beslutning, og det skulle han altså. Tilbage på jobbet som andre i hans situation, tænkte han, »men det var svært at stå der på scenen og spille og synge numre, der på ingen måde rummede de følelser, jeg havde i min krop.«

Anderledes var det med den musik, der opstod hjemme i huset i Nyborg foran klaveret og computeren.

»Jeg kunne hurtigt mærke, at det var godt for mig at skrive musik. Der er noget tryghed og noget ro ved at gøre det, så det var det, jeg kunne se, at jeg kunne gøre for at normalisere tingene. Jeg skrev en sang på dansk efter et halvt år, og gemte det så lidt væk for at skrive på engelsk som normalt. Jeg havde ikke modet til at skrive på dansk. Det var først senere, da jeg sang med på et Poul Krebs-nummer, at jeg fandt ud af, at det skulle være på dansk.«

Tænkte du allerede dengang, at du ville lave en så eksplicit plade med så næsten skræmmende, personlige sange?

»Jeg tror, jeg prøvede at fortsætte sporet med, at jeg ville lave den solo-plade. Det var bare skidesvært at definere noget B. Nu er jeg her, men hvor skal jeg gå hen, hvor er B henne? Men jeg tænkte ikke som sådan »plade«, det var mere, »nu skal jeg skrive de sange her, og så får jeg tiden til at gå med dem, og jeg får det godt med, at når jeg har skrevet en sang, så kan jeg se på det og mærke det. Det var en god proces.«

I sommerferien sidste år samlede Søren Huss et band omkring sig for at indspille de første demoer af sangene. Stemningen i lokalet var tyk af den stemning, der var i sangene. De fire musikere behandlede materialet nænsomt, »men,« forklarer Huss, »jeg sagde også til dem, at det er musik, og vi skal have et univers op at stå – og så blev det til at arbejde med. Jeg havde heller ikke lyst til, at de skulle stå og brænde inde med deres musikalitet.«

Efter tre sessions lå seks demoer klar. Med dem fik Søren Huss modet og lysten til at lave en plade. Men han havde aldrig før skrevet på dansk, og havde brug for at spille musikken for nogle kolleger, han respekterede for deres arbejde med det danske sprog. Så før jul sidste år kom Peter Sommer forbi, det samme gjorde Michael Falch.

»De købte den, de syntes, det holdt vand. Det gav tryghed,« smiler Søren Huss.

Uendelige korridorer
til kun svagt oplyste rum
Umulige distancer
for et begrænset intellekt
I en tragisk forestilling
om egen formåen
Vrides hjernen
til sidste dråbe

Det’ ikke nok
slår ikke til
det’ så’n jeg har det
og så’n det er.«
(Fra »Troen & Ingen«)

Søren Huss sendte demoerne til en række pladeselskaber. Men han ønskede ikke at blive hentet ind på gamle meritter eller på sin historie. Så han tog til møder og fornemmede responsen.

»Den var god. Folk blev rørt af det på den rigtige måde. Det var egentlig bare at vælge det selskab, hvor jeg kunne mærke dem, jeg skulle arbejde sammen med. I foråret skrev jeg de sidste sange og bookede studietid. Da jeg først landede med de fire musikere var det faktisk en meget normal og god pladeproces. Jeg kan også stå og synge sangene nu uden at græde, jeg har distanceret mig fra dem på den måde. Jo mere man hører pladen, jo mere almindelig bliver den også. Mange vil synes den er decideret modbydelig at lytte til. Men uanset hvad er det god musik med flere lag. Jo mere man lytter, bliver det til at holde den store sorg på afstand.«
Hvad har det betydet for dig, at alt det her er blevet til en færdig plade?

»Tvivlen på, om jeg kan skrive sange, har lagt sig, og det er noget helt nyt. Det er første gang, hvor jeg har afsluttet noget, og det er jeg stolt af. Det giver noget selvrespekt. Jeg har sat barren højt med denne plade, synes jeg. Det er nærværende, og det er store følelser, men i og med at det er en sårbar plade, så skal jeg fokusere på, hvor jeg er lige nu. Jeg skal hjem til klaveret og skrive videre og være en god far – i omvendt rækkefølge. For jeg har fundet ud af, hvis jeg ikke er en god far og ikke er der for min datter, så har musikken heller ingen værdi. De røde løbere har udspillet deres rolle i mit liv. Det har de sgu’.«

Chokket har lagt sig, men de store følelser, der kom bagefter, bærer Søren Huss stadig rundt på. »De vil,« siger han stille, »altid være en del af mig, men de har fundet en plads, et rum.« Lige nu er han ifølge selvsagn »så glad, som jeg kan blive«. Men det er stadig to skridt frem og et tilbage. Tålmodighed er i sandhed en dyd.   

»De fleste mennesker, der oplever den slags, finder ud af, at verden bevæger sig hurtigt videre. Man bliver efterladt, føler sig efterladt, føler sig ensom i det med at folk stopper med at spørge til, hvordan man har det og helst gerne vil bevæge sig videre. Det er også en frygt for at knække eller prikke til det menneske, ved at nævne det. Det, tror jeg, er en fejl, og jeg forstår det godt, men sådan som jeg så det, så var der ikke noget, et menneske kunne sige til mig, der kunne gøre mig mere ondt, end jeg havde i forvejen alligevel. Generelt vil mennesker gerne ses der, hvor de nu er. Og det havde jeg også et behov for. Jeg prøvede at kommunikere, at jeg ikke kan komme videre, at jeg ikke er i nærheden af at komme videre. I bliver nødt til at have tålmodighed.«

Blev det respekteret?

»Ja, men jeg blev også presset, dog ikke bevidst, tror jeg. Mere et ønske om at se mig komme videre.  Det er svært for en, der er i sorg. Jeg har læst noget af en samtalebog, hvor ti præster bliver interviewet omkring sorg, bl.a. min præst fra Rigshospitalet. Hun udtaler, at mange mennesker i sorg føler et forventningspres om hurtigt at skulle videre, for ikke at fremstå som en fiasko ved at blive hængende. Det pres har jeg mærket. Og der var jeg stædig nok, også med den styrke at have hende i røret, til at insistere.  Hvis jeg skal komme hel ud på den anden side, tager det tid. Jeg har ikke taget lykkepiller eller noget medicin, jeg ville mærke det hele vejen, så jeg kan komme hel ud. Men det er også blevet forstået i min omverden.«

Er du kommet ud, hel?

»Altså det har været små skridt. Langsomt begyndte der at være dage, hvor solen skinnede og hvor jeg havde ro i kroppen og mærkede en lille smule glæde ved at være. Dem blev der stille og roligt flere af. Og der er mange ting, jeg glæder mig til nu: At skulle spille de her sange live, til den næste Saybia-plade, min næste soloplade. Jeg glæder mig hver gang, jeg vågner op om morgenen og ser på min datter. Jeg var ret meget væk, da jeg lavede pladen, så hun blev passet. Da jeg først landede hjemme igen, og lavede noget aftensmad, kunne jeg mærke for første gang en helt grundlæggende lykke ved at gøre det.«

Har hun hørt musikken?

»Ja, mit flygel står i stuen, så hun har hørt sangene hele vejen. Hun synes, at det er godt. Jeg lytter faktisk lidt til hende. Jeg har jo været åben igennem hele processen, og fortalt hende, hvordan jeg har det. Også fordi hun har levet med en far i sorg i lang tid, og jeg har reageret efter det. Men hver eneste gang, hun har mærket noget, har jeg snakket med hende om det og sagt, at det her har ikke noget med dig at gøre, jeg er bare vred lige nu, og jeg savner mor. Og det har gjort, at dialogen er åben. Hun siger også, at hun savner. Men for hende er det mere, at hun savner en mor, og hun vil gerne have en lillesøster. Jeg er vel i bund og grund først nu ved at være klar til at kunne forelske mig igen. Men jeg håber da, at det sker, for det er med min familie, at jeg har mærket størst lykke i mit liv. Uden nogen sammenligning.«
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.