Følelsernes himmelflugt

Veteranerne Underworld rammer på deres niende album, »Barbara Barbara, we face a shining future«, en flot balance mellem mørk ekstase og et mere optimistisk udsyn.

Her præcis 20 år efter biografpremieren på Danny Boyles »Trainspotting« er det umuligt at tænke på den tempofyldte kultfilm om en gruppe skotske heroin-junkier uden samtidig at høre Underworlds progressive techno-track »Born Slippy« for det indre øre.

»Lager! Lager! Lager! Shouting!« lød det rablende refræn fra frontmand Karl Hyde, der i den følgende tid kunne se både scenerne og den ekstatisk dansende menneskemængde foran sig vokse betragtelig.

Jo, 1990erne var i høj grad Underworlds storhedstid. Det var her, de udgav nogle af den elektroniske dansemusiks mest slidstærke og helstøbte langspillere i form af »dubnobasswithmyheadman« (1994) og »Second Toughest In The Infants« (1996).

Her smeltede producerne Rick Smith og Darren Emersons tranceskabende repetition og massive technoide fremdrift innovativt sammen med Karl Hydes beat-poetiske bevidsthedsstrømme. Og byggede i samme bevægelse bro mellem rave- og rock-publikummets ellers så adskilte verdener.

Helt samme højder når Underworld ikke på deres niende album »Barbara Barbara, we face a shining future«. Men det er faktisk forbløffende tæt på.

Hvor forgængeren »Barking« led af en lidt for postuleret ekstase, rammer gruppen her en smuk balance mellem det mørke, dybe træk og et mere optimistisk udsyn. Et udsyn der allerede titter frem i albumtitlens utopiske løfte og kulminerer i den afsluttende »Nylon Strung« med de ømme linjer »open me up / I wanna hold you, laughing«. Det er svært at gå uberørt fra.

Følelser på himmelflugt

Fremhæves skal også den glittede åbner »I Exhale«, der får det noget nær maksimale ud af et detunet to-tone-basmotiv, mens den strygermalenede tribal-techno på »Low Burn« omgående sætter sind og krop i bevægelse som god årgangs-Underworld.

Både spændvidde og pusterum sikres med »Santiago Cuatro« og »Motorhome« - førstnævnte en smuk instrumental bestående af lyrisk flamenco-guitar på en bund af dronende synth, sidstnævnte en af gruppens mere vellykkede lige-ved-og-næsten-ballader. Selv om de grå hår for længst er begyndt at vise sig på Karl Hydes snart 60-årige hoved, så er Underworld stadig bedst, når pulsen får lov at banke i vejret.

Og det får den her. Sammen med de knyttede næver. Og ikke mindst de store følelser på nyfunden himmelflugt.

Hvem: Underworld
Hvad: »Barbara Barbara, we face a shining future«, Universal

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.