Nu har jeg læst adskillige anmeldelser af koncerten, der overser, at trioen (ikke længere) består af ligemænd. Der er kunstnerisk ubalance, for Peacock holder ikke niveauet. Sorry. Hvorfor fik vi ikke en ordentlig tema-præsentation fra hans side? - jeg har et gæt... Ofte er spillet direkte falsk, og det besidder hverken den harmoniske eller rytmiske ro og/eller spændstighed, som har været et særkende for hans bidrag til trioen gennem snart 30 år. Tværtimod bliver det usikkert og rodet, som om han skal demonstrere at han (stadig)er ungdommelig og - med Politikens ord - vaks. Men håndelaget synes simpelthen at være blevet noget rustent. Det er der ikke noget galt i. I andre brancher, det være sig postbud, tømrer eller cykelrytter, lader man sig pensionere eller skruer ned for præstationskravene, når man når en moden alder; hvem siger, at jazzmusikere (og andre kunstnere) skal holde niveauet lige til de segner? Jeg hørte trioen sidst for godt 3 år siden og havde derfor bange anelser forud for lørdagens koncert. Disse anelser blev ikke gjort til skamme, for Peacocks diplomatisk sagt "søgende intonation" skæmmer helhedsoplevelsen.

Det er smertefuldt at erkende og skrive for en inkarneret fan, som ikke mindst har elsket Peacocks krystalklare tone og intense intonation (hør blot "Mona Lisa" fra Tokyo '96 eller soloen i "Blame It On My Youth", The Cure, indsp. 1990, og græd...) men med risiko for at blive beskyldt for alders-fascisme, må man kalde en spade for en spade. Trioen er ikke i balance.