ROCK. Mark Eitzels evne til at føje mismod til skønhed har gjort ham til en af nyere tids største sangskrivere – og mismodsmesteren har sjældent lydt bedre end på sit tiende soloalbum.
27. december 2009, 20:47 – opdateret 27. december 2009, 22:30
af 6 stjerner
»Our sweetest songs are the ones that tell of the saddest thought.«
Sådan skrev Percy Bysshe Shelley et sted i romantikken, som synes så frygtelig fjern fra vor tid.
Men digterens linje synes stadig at være lige sand, og betvivler man dette, er det bare om at vende øret mod sanger og sangskriver Mark Eitzel, der gennem hele karrieren har insisteret på vemodet, svigtet og nedtryktheden, men via sine lyriske og melodiske nådegaver har været i stand til at omsætte det til opløftende kunst.
Noget større gennembrud er det dog aldrig blevet til for californieren, som først gjorde sig i bandet American Music Club, der har signeret nogle af alle tiders bedste sange og foldede country ind i rock på måder, som siden har inspireret blandt andre Bright Eyes, The Cardigans og Ryan Adams.
Ja, sidstnævnte har endda sagt, at han blot håber en dag at kunne lave et album, der lyder lige så godt som American Music Clubs debutalbum »Engine« fra 1987.
Drøm og ulykke
Bandets pause i 1990ernes anden halvdel ledte imidlertid Eitzel ind i en solokarriere, som har været af en mere svingende karakter, men ikke desto mindre gemmer på adskillige øjeblikke, hvor poetisk brillance og kælderdybt mørke mødes med lysende melodik.
Og de store soloøjeblikke har aldrig siddet tættere end på »Klamath«, hans tiende album i eget navn, som faktisk er på omdrejningshøjde med det bedste fra American Music Club.
Her svøber Eitzel sine smukke, mildt resignerende melodier i nattetyste arrangementer, hvor fingerspillede guitarmønstre gås i møde af hans på én gang trodsige og sårbare vokal.
Ikke en stor stemme i snæver teknisk forstand, men fuld af følelse og understøttet af vers, som er Eitzel classic. Ikke mindst den fuldkommen fremragende nøglesang »I Miss You«, hvor han synger »I am holding you but I know nothing stays/I see life's mist gently rise/little notes and pennies and ninnies drift away from heaven's empty pockets.«
Muse før og efter døden
Al skønhed og kærlighed forgår, alt godt i denne verden er på lånt tid, ligesom Eitzels elskede veninde, Kathleen Burns, der døde fra ham i 1998. Og hvor hun før sin overdosis var hans muse, så er hun det også efter og fremstår i flere af hans sange som selve billedet på verden som et ubegribelig smukt og ufattelig sørgeligt sted.
Præcis det samme kan man sige om den kunst, Eitzel skaber, og som står så stærkt på »Klamath«, hvor »toxic eyes« rimer på »empty lies«, men hvor der også er en mildhed at spore i produktionerne, som indimellem er af en næsten ambient karakter, der ikke blot minder om de tidlige American Music Club-udspil, men også står rigtig godt til stroferne om de ulykker, vi i sidste ende altid er på vej mod.
Som møl der drages mod flammerne eller »Moths looking for a flame/waiting for the wind to rise«, som Eitzel selv synger det, ville Shelley sikkert have nikket i en blanding af respekt og bevægelse - og det burde alle vi andre faktisk også gøre, for Eitzel er og bliver en af vor tids bedst digtende musikere.
