Musik: Er de sjældne: »Lyserød Lyseblå Beige«. Modernitet blandes med naturromantik i det smukke samarbejde mellem digteren Lone Hørslev og musikeren Solveig Sandnes.
18. juni 2009, 22:30
af 6 stjerner
Poesi og sangskrivning er nært beslægtede størrelser. Rytmisk ordbrug og fokus på følelser og sansninger er således blot nogle af de steder, hvor de to kunstformer krydser hinanden.
Derfor faldt det sikkert heller ikke digteren Lone Hørslev svært at skrive de stærke sangtekster, som den ligeså dygtige Mads Mouritz fremsang i fine og fint fornemmede arrangementer.
Og fællesprojektet »Så er det sagt« blev ikke en enlig svale for Hørslev, der nu er tilbage i et nyt frugtbart samarbejde med sanger og sangskriver Solveig Sandnes, som gjorde sig positivt bemærket med indiepop-bandet Lovebites i 1990erne.
Sammen kalder Sandnes og Hørslev sig Er de sjældne. Uden efterfølgende spørgsmålstegn. Men sjældent gode er de ikke desto mindre, og på tekstsiden leverer Hørslev en række velgjorte vers med flosset bagkant, hvori sjældne fugle flyver ud og ind ad uforløste kærlighedsrelationer. Som i »Spurvehøg«:
»Han sagde, en spurvehøg er bedre end Interrail./Jeg sagde, så lad MIG være spurvehøg for dig./Han sagde, der er intet så smukt som en spurvehøg./ Jeg sagde, så vil jeg komme hver morgen og aften/og lande på din arm.«
Så enkelt, purt og poetisk kan det gøres, og sådan er tonen i alle albummets vers, som finder sig smukt tilrette på Sandnes’ lyse, let krøllede stemmebånd og i de duvende og drømmeriske arrangementer. Her blandes ukulele og marimba med korstemmer, naturlyde og diskrete laptop-programmeringer på en hypnotisk facon, som er moderne og naturromantisk på én og samme tid.
Det er folkemusik, kammerpop og electronica i et sart og sirligt sammenvævet lydbillede, som aldrig vil nå hitlisterne, men er gavmildt over for enhver, som åbner øret og giver sig hen til ordene, stemmen, musikken og gøgens kukken i en fjern trætop.
Smukt skrevet, smukt sunget – og smukt, smukt sammenføjet.
