26. maj 2008, 22:30

»For every sweet beginning there’s a bitter end,« sang Torsten Larsen for tre år siden, imens langstilkede kritikerroser dalede ned over ham og de øvrige medlemmer af Larsen & Furious Jane. Og linjen kom på ironisk vis til at pege på bandet selv, idet deres to første udgivelser blev overdænget med lovord, men endte med at blive fuldkommen ignoreret af pladekøberne. Den slags kan trække energien og glæden ud af enhver, og titlen på århusianernes tredje udspil sigter netop til oplevelsen af at blive drænet for overskud. Men selvom versene på »Zen Sucker« insisterer på at belyse tilværelsens nedrige sider, så er albummet en særdeles opløftende kunstnerisk affære. Og nok er det folkinspirerede rockorkester blevet mørkere, mere murrende og mindre catchy, men det samlede resultat er en klasse over sine forgængere.

Det skyldes ikke mindst, at udspillet er så forbandet godt struktureret. Et sigende eksempel gives, da den rugende og urovækkende vignet »Pangaea« med ét afløses af den undersmukke »The People Person Is A Zen Sucker«. Skiftet er som at opleve en solstråle bryde igennem en tordensky, og disse veltilrettelagte øjeblikke af stor skønhed fortæller på en egen subtil facon, at der trods alt er mirakler at finde under vor gudløse himmel.

Nogen stor sanger er omdrejningspunktet for alt dette måske ikke i traditionel forstand, men når Torsten Larsens stemme forenes med ord som »it’s not without reason you’re cold«, giver den alligevel langt bedre mening end nogen konservatorieuddannet skrigeskinke.

Og på den måde er »Zen Sucker« en gave til den verden, som bare tager og tager og tager. Tusind tak.