21. maj 2009, 22:30

Der er en digter, der savner stof til en libretto. Der er to kvinder, den ene skønnere end den anden. Der er en tyrker, der ankommer pr. skib til en strand nær Napoli, thi han vil kigge nærmere på europæernes skikke. Der er en ægtemand, der er gift med den ene af de skønne, og som er hanrej om en hals. Det brænder i mere end én forstand på under sydens sol, mens dyden går amok, og det er alt sammen noget rod, men det er nyttigt for den rådvilde digter, for den virkelighed, han iagttager, overgår hans fantasi. Han får det stof, han skal bruge. Til sidst går intrigen op.

Sådan er Gioacchino Rossinis muntre, erotiske opera ”Tyrken i Italien”, der ikke alene nyder godt af boblende musik, som kun Rossini kunne skrive den. men også af Felice Romanis sympatisk frivole libretto, og hvor er det dejligt, at vi nu kan se den på Det Kgl. Teater. Hvor er det også dejligt, at det er netop denne opsætning, der tilbydes, for der er tale om en co-produktion med Royal Opera House, Covent Garden, og håndelaget er i orden. Toptunet italiensk opera uden dikkedarer.

Dejlige donnaer
Over alle i Rossinis komiske perle stråler Donna Fiorilla, der ikke vil nøjes med én mand, men som selv er gift med en korpulent og ældre én af slagsen. I Patrice Cauriers og Moshe Leisers aktuelle fortolkning på nationalscenen synges hun af Henriette Bonde-Hansen med al den stemmens sødme og virtuositet, som partiet kræver, og der er også dejlige Andrea Pellegrini som den varmblodige og temperamentsfulde Zaida, og hun bidrager betydeligt til festen. Alessandro Corbelli som den forsmåede ægtemand, Don Geronio er udsøgt komisk i sin tumpede fortabthed, helt rigtigt castet, simpelthen, ligesom også Tigran Martirossian som tyrken, Selim, er det, for han er indbegrebet af en orientalsk machofyr, som pigerne ikke kan stå for. Det forstår man så godt.

Solbeskinnet sydlandsk
Der arbejdes også på højtryk af de øvrige medvirkende, af Palle Kihlberg Knudsen som digteren Prosdocimo, af Bo Kristian Jensen som Don Narciso, af Jakob Næslund som Albazar og af operakoret, ikke at forglemme, og Giancarlo Andretta er en kompetent indpisker i orkestergraven. Og scenografien? Den er solbeskinnet sydlandsk, gestaltet med tegneserieagtig klarhed og kolorit og henlagt til noget, der ligner de dydige 1950ere, hvilket sandt for dyden ikke gør de erotiske spændinger mindre spændstige. Bortset fra det er her ingen skjulte dagsordener, ingen platte dybsindigheder, blot en solid gang virkelighedsflugt, der alligevel handler om noget virkelig vigtigt, nemlig det erotiskes evige uomgængelighed, og det er, som det skal være. ”Tyrken i Italien” er genialt pjat anno 1814, og på Det Kgl. Teater tages pjattet alvorligt. Tag en pause fra hverdagen og snup en tur i Rossinis kærlighedskarrusel! Det vil De ikke fortryde.