18. februar 2010, 22:30

Piller, pulver, alkohol. Igen og igen. På tungen, op i næsen, ind under huden. Og så lade blodet og et buldrende hjerte gøre resten.

Give ro, lindring, forglemmelse, eller hvad den martrede John Ray Cash ellers havde brug for efter som dreng at have set sin bror blive skåret halvt over på et savværk hjemme i Arkansas.

Jacks død satte et sodsort, svidende mærke på Johnnys inderside, som aldrig fortonede sig, men den intense sangskrivning var en lise i hans liv og gjorde ham ikke bare til en tindrende country-stjerne, men også til en af musikhistoriens allerstørste.

Smerten og pillerne spillede dog med til det sidste, selvom Oscar-vinderen »Walk The Line« i 2005 gjorde alt for at konsolidere myten om, hvordan mødet med hans elskede June frelste ham.

Ødelagt indeni

»Da Johnny endelig blev lagt i graven, havde han ødelagt alle vitale organer i sin krop,« har sønnen John Carter udtalt i et træt opgør med mytemageriet og for at forklare, hvor hårdt hans far sloges med sine stoffer, sin indre uro og den svært diagnosticérbare sygdom, der raserede hans nervesystem.

Men den 12. september 2003 var det omsider slut. Og så alligevel ikke. For på mandag udkommer »Ain't No Grave«, som er det sjette og uigenkaldeligt sidste album i den såkaldte American Recordings-serie, som Johnny Cash indspillede i dødens skygge - og som ironisk nok bragte ham til live for nye generationer.

Mellem sine stoffer og sygehusindlæggelser fortolkede han nemlig ikke blot en lang række af de sange, han elskede fra sin ungdom, men også stribevis af numre af yngre kunstnere.

U2s »One«, Depeche Modes »Personal Jesus«, Nine Inch Nails' »Hurt« og Becks »Rowboat« er blot nogle af de stjernestunder, som bragte Cash - med uvurderlig hjælp fra producer Rick Rubin - i kontakt med et nyt, hengivent publikum.

Og som det turde fremgå af titlerne, brugte Cash deres sange til at spejle sig selv og sit eget religiøst oplyste mørke, som også var at finde i de fremragende, men fåtallige sange på pladerne, han selv skrev.

Alt dette kan også siges om det nye, posthumt udgivne album, der åbner med en Claude Ely-fortolkning.

»There ain't no grave/Can hold my body down/When I hear the trumpet sound/I'm gonna rise right out of the ground«, lyder det her mellem prikkende banjostrenge og en western-guitar, som rasler, ruger og klirrer.

En sang om Jesu opstandelse, som her bliver et billede på Cashs egen tro på et evigt liv hinsides, og på samme måde høres Sheryl Crows »Redemption Day«, hvor et par af de strygersværtede linjer lyder sådan:

»There is a train that's heading straight/To heaven's gate, to heaven's gate.«

Uafvendelighed, død, frelse. Gjort til Cashs eget med et rungende klaver og et pastoralt orgel og fremsunget med en røst, som ikke bare er dybt bevægende på »Ain't No Grave«, men i hele American Recordings-serien.

Mellem her og der

Her gør det hele bare mere ondt. For der kommer ikke mere fra stemmen, som er grynet af ælde, sorg og sygdom og gennemlyst af kristendommens tro på kærlighed og det førnævnte efterliv - hvor June og Jack venter.

Men hvor Cash ikke kan vente på at møde dem, så vil han heller ikke herfra, og dette paradoks eller denne dobbelthed går igen overalt på »Ain't No Grave«, som ved første gennemlytning virker solid, men over tid vokser sig manende smuk og monumental med sine dæmpede, moltonede arrangementer og mange, mange højdepunkter.

Ikke mindst Tom Paxtons »Can't Help But Wonder Where I'm Bound«, som oprindeligt handler om en landstryger, men hos Cash bliver en sang med et langt større udsyn:

»It's a long and a dusty road/It's a hot and a heavy load/And the folks that I meet ain't always kind/Some are bad, some are good/Some have done the best they could/Some have tried to ease my troubling mind.«

Det bliver til ord om livets vej, intet mindre, men selvom Cash kommunikerer et så tungt og eksistentielt tankegods i de ti sange, så føles de ikke drøje, men mere som et selvfølgeligt og inderligt farvel fra en kunstner og et menneske, som fik sin del af lykke og ulykke.

Præcis som alle os andre. Måske med lidt mere af det sidste og ikke mindst i sine sene år. Men han havde evnen til at gøre menneskelivets grundlæggende uværdige afslutning til noget stort og smertende smukt.

»Don't look so sad/I know it's over,« synger han et sted igennem en gammel Kris Kristofferson-sang.

Det kan han sagtens sige. Det er jo os, der står tilbage uden denne mand, der i en menneskealder har tilbudt lise og lindring. Præcis som hans piller. Nu har vi kun pladerne. Men det er ved gud heller ikke så lidt.

Så farvel. Og tusind tak.