Musik: When Saints Go Machine: »Ten Makes A Face« bortset fra et par enkelte fejlskud lyder »Ten Makes A Face« forbandet godt.
18. maj 2009, 22:30
af 6 stjerner
Det hører til sjældenhederne, at dansable toner til alverdens natklubber indeholder vokaler. Endnu mere sjældent optræder egentlige hele tekster frem for få, repetitive linjer.
Men ingen regler uden undtagelser. Mød de lokale debutanter i When Saints Go Machine, som efter knap et år i den musikalske undergrund stormer frem med et trekløver af ord, vokal og musik, som vil kunne fylde ethvert dansegulv til alle slags fester hvor som helst på kloden.
Formularen er popmusik fra især firserne og starthalvfemserne kombineret med en djævelsk dreven housemusik, som er så lige til og dansabel, at det er svært at sidde stille. Læg dertil forsanger Nikolaj Vonsilds blide, varme vokal (og tilhørende vokalharmonier) og et anlæg for at skabe ørehængende melodier, som virkelig er beundringsværdig.
Man kan savne kanter og knaster, afmålte chokbølger. Lige som det helt store gennembrudshit, der kan åbne øjne og ører, desværre udebliver. Men hørt over en hel plade er det alligevel slet og ret en positiv fornøjelse at stifte bekendtskab med en lokal bande af poder, som potentielt vil kunne gøre sig så langt væk, som man kan tænke sig med en SAS-billet i lommen. For bortset fra et par enkelte fejlskud lyder »Ten Makes A Face« forbandet godt – som et af de oplagte soundtracks til den forestående sommer.
