R&B: »Ta' Det Tilbage«. Alex Ambrose fra Brøndby rammer ind imellem det vejkryds, hvor den fløjlsbløde, moderne soul og den cremefarvede R&B går op i en højere enhed og kæler for øregangen.
13. februar 2006, 03:30
af 6 stjerner
Alex Ambrose deltog i TV-konkurrencen »Popstars« i 2002, men han vandt ikke. Pædagogmedhjælperen fra Brøndby blev heller ikke nr. to eller tre. Men under konkurrencen blev han spottet af en talentspejder, der faldt for Alex' varme, besjælede vokal. Med en pladekontrakt i hænderne blev han sendt videre for at samarbejde med producerkollektivet Nexus alias Jon, Jules og deres lidt mere kendte kumpaner Nik & Jay.
De gjorde Alex til et hit med albummet »Thirteen«, ikke mindst på grund af radiosinglen »Them Girls«.
På dagens andet album har Alex skiftet det engelske sprog ud med dansk. Det helt igennem polerede R&B har fået en mere soulet glød uden at genrespringet dog på nogen måde skriger til øre og himmel. Det er og bliver moderne popmusik.
Beatsene klikker, de elektroniske håndklap tikker konstant og keyboardlinjerne er sovset ind i tykke, cremede nuancer. Sine steder er det så overdrevet forførende og corny som 700 langstilkede roser, hjertechokolader fra Belgien og en lille æske med noget glitterværk til ringfingeren.
Man kan også vende den om og kaste op af al den klistrede og kalkulerede vellyd, som aldrig nogensinde formår at overraske bortset fra et enkelt sample eller en gæsteoptræden i nye og næ.
Alex har bestemt en varm og fyldig stemme. Teksterne er derimod, hvad de er: nær og fjern set igennem Alex Ambroses optik. Ikke mere ikke mindre. Sjovt nok er han lidt nostalgisk i titelnummeret, hvor han nostalgisk husker på tiden før den mobiltelefon, han selv netop er symbolet på - i CD-bookletten er der en opskrift på, hvordan man kan hente samtlige albummets sange ned som ringetoner til mobiltelefoner af ethvert mærke.
Andre steder går Alex tæt på kærligheden i forskellige former. Bedst i »Os To«, hvor et sample af »Dansevisen« gør sin del af arbejdet. Et fremragende popnummer.
Generelt er penneføreren Alex bare en ganske almindelig ung mand med optur, lidt nedtur, plusser og minusser over for det andet køn og en udtalt frustration over, at der nu kikkes efter bomber i S-togene og alt det der. Han savner ikke sin Morten Korch, men han savner fred og fordragelig mellem Gud og hvermand. Hvem gør ikke det.
Indimellem er skiven fremragende, præcis det der mangler på den danske scene. Men man sidder også, og ganske ofte desværre, med en fornemmelse af at have hørt max. tre forskellige sange, selv om der er 13 titler på albummet. Enslyden er alt for stor, og mindst en håndfuld af sangene burde have været kasseret.
