18. oktober 2011, 10:11

Kreative nordiske jazzalliancer er ikke noget nyt, og her er et par friske eksempler på danske kunstnere, der har fundet en »perfect match« i Island. Sangerinden Cathrine Le-gardh, som tidligere har fastslået, at hun er lige så godt hjemme i den store amerikanske sangbog som i dens nordiske sidestykke, har her allieret sig med en af de mest velrenommerede repræsentanter for den islandske jazzscene, nemlig altsaxofonisten Sigurdur Flosason.

På det aktuelle dobbeltalbum står han for al musikken, mens Cathrine Legardh har skrevet alle ord - til en engelsk og en dansk pladeside. Resultatet er ganske originalt - til tider lyrisk, romantisk og/eller finurligt, og især de danske sange har klare rødder i nordisk visetradition. Pianisten Peter Rosendal, bassisten Lennart Ginman og trommeslageren Andreas Fryland ledsager fornemt, men det er sangen og saxofonspillet, der sætter dagsordenen på denne friske - og til trods for en kende variation i troværdigheden - rimeligt helstøbte udgivelse.

I et personligt univers

Fuldkomment helstøbt er til gengæld et nyt album fra guitaristen Søren Dahl Jeppesen, som via ti egne værker bevæger sig i et personligt univers, ledsaget af bassisten Klaus Nørgaard og trommeslageren Jakob Høyer samt den islandske tenorsaxofonist Óscar Gudjónsson, hvis sarte lyd i den grad farver den ganske statiske musik. Søren Dahl Jeppesen formulerer sig med en smuk, sfærisk lyd ikke ulig den, der kendetegner hans instrumentkollega, Jakob Bro, og tydeligvis er det jazz, som ikke er amerikansk, men som rummer det nordiske lys.