Classic Christmas.

De stil- & stemningsfulde stemmer

De hæderkronede og hedengangne amerikanske vokalister Ella Fitzgerald og Frank Sinatra indsang i sin tid en række populære julemelodier, og det gør godt med et genhør.

Det kan jo ikke nægtes, at man for hver dag, der går, bliver mere og mere tæppebombet med efterhånden ret så udpinte værker som »Driving Home For Christmas«, »Søren Banjomus«, »Feliz Navidad« og »Last Christmas«. Heldigvis er der alternativer, altså let oversete guldkorn, som da tilmed er tilgængelige.

Ingen stor amerikansk vokalkunstner med respekt for sig selv har vel kunnet undslå sig for at udsende et julealbum, hvilket selvfølgelig også var tilfældet for jazzsangerinden Ella Fitzgerald. I 1960 indspillede hun albummet »Ella Wishes You a Swinging Christmas« med 12 »klassikere« og med tidstypisk kor og orkester fornemt dirigeret og arrangeret af Frank DeVol. Derudover er en aktuel genudgivelse forsynet med otte bonustracks fra 1950erne.

Og det gør godt at lytte til en på én gang så mobil og så autoritativ stemme, der fraserer så ubesværet, at hvert ord og hver tone står klart i rummet. Ja, ikke overraskende swinger musikken – ret så kontant i værker som »Sleigh Ride« og »Let It Snow! Let It Snow! Let It Snow!« og ganske elegant i de lidt mere romantiske sange som »Have Yourself A Merry Little Christmas«, »What Are You Doing New Year’s Eve« og »White Christmas«. Og dejligt er det, når sangerinden gearer ned i et salmemedley og ikke mindst et lille mesterværk kaldet »The Secret of Christmas« indspillet i 1959 – med dirigenten og arrangøren Russell Garcia – plus strygere. Der er kort sagt masser af både energi og varme fra sangerinden, der bar tilnavnet »The First Lady Of Song«.

Dybt fascinerende fortolkninger

Stilistisk er der mere fra den samme skuffe i en nok så genhørsværdig genudgivelse. Ja, det er vel næppe forkert at opfatte Frank Sinatra som Ella Fitzgeralds mandlige modstykke, om end han dog aldrig er blevet omtalt som »The First Gentleman of Song«, hvilket muligvis må tillægges hans omgangskreds og livsstil.

Frank Sinatras julemusikalske landvindinger gælder de to LPer »A Jolly Christmas« fra 1957 og »Christmas Dreaming« fra slutningen af 1940erne plus – indimellem – et par 78ere, ledet og arrangeret af henholdsvis Gordon Jenkins, Axel Stordahl og Nelson Riddle. Ja, i alt 25 numre, hvor Frank Sinatra – i lighed med Ella Fitzgerald – lægger ud med den hårdtprøvede »Jingle Bells«. Og mens sangerindens version er ret så bastant, så er Sinatras både kuriøs og tilbagelænet. Ja, langt hen ad vejen kører musikken i et moderat, men utroligt medrivende tempo. Der er kort sagt en dejlig ro over Frank Sinatra, som med stemme og overblik forgylder værker som »The Christmas Waltz« og »Have Yourself a Merry Little Christmas«, ligesom han leverer dybt fascinerende fortolkninger af julesalmer som »The First Noel« og »Hark! The Herald Angel Sings«, »Adeste Fideles« og »O Little Town of Bethlehem«. Her er især optagelserne fra 1940erne af sjældent renhjertet beskaffenhed.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.