Rock

Bellens’ støvede dagdrømme

Jacob Bellens crooner sig malmfuldt gennem sin fornemme solodebut, der byder på charmerende slinger i valsen og en solid dosis rustik efterårsblues.

Det måtte vel komme før eller siden. Efter stribevis af fine udgivelser i front for duoen Murder og det elegante rockensemble I Got You On Tape er Jacob Bellens nu klar med sit første album i eget navn. I modsætning til kolleger som Figurines’ Christian Hjelm og The William Blakes’ Kristian Hjelm, der begge har solodebuteret på dansk i indeværende år, har Bellens dog på »The Daisy Age« valgt at holde fast i de engelske gloser.

Selv om det kunne have været interessant at høre Jacob Bellens gå linen ud på modersmålet, er det omvendt heller ikke noget, man savner, når først man er gået om bord i »The Daisy Age«. Bellens gør sig nemlig vanen tro fornemt på engelsk og får derudover skabt et musikalsk rum, der formår at adskille sig klart fra hans andre projekter og samtidig ligge i fin forlængelse af samme.

Den underspillede ener

Den ulmende åbner »Heart Of Africa« stikker ganske vist lidt ud med sin strygerbårne patos. Men herefter inviteres lytteren indenfor i et rustikt og sepiatonet univers, der fremstår både elegant underspillet og aldeles ubesværet. En form for altmodisch efterårsblues med ulden produktion og en herligt slingrende fremdrift, der klæder Bellens’ lettere bjæffende croon og kærlighedskredsende tekster fortrinligt.

»Champion Sounds« er en iørefaldende lille sag, der knokler af sted med et herligt støvet groove, dirrende tremolo og catchy fløjte­tema. »Only For The Lonely« lyder som en jazzet evergreen, der skratter ud af en gammel jukebox i hjørnet af en af byens brune beværtninger. På den intime »Eight Arms To Hold You« sukker et tungt åndedræt (formentlig Bellens’) over rustikke klaverakkorder, der danser som vægtløse støvfnug bag halvt nedrullede gardiner.

»The Daisy Age« lykkes, fordi den ikke forsøger at være nogen stor plade. Den råber ikke højt, men hviler i bevidstheden om, at den har masser at byde på for den, der gider sætte sig og lytte. Bellens fremstår selv som en underspillet ener, og som sådan fungerer pladen som et troværdigt spejlbillede af sin skaber.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.