Vinyl

Beatles til salg

Strømmen af Beatles-genudgivelser er nået til det ultimativt nostalgiske: Det klassiske LP-format. Det er ny lyd i gammel indpakning, og det er lækkert at se på og røre ved. Men ikke helt nok til at tilfredsstille de mest kræsne vinylpladetilhængere.

ARKIV. Beatles.
ARKIV. Beatles.

I Michael Bays actionthriller »The Rock« fra 1996 er der en FBI-agent, Dr. Stanley Goodspeed, spillet af Nicolas Cage, der spenderer 600 dollar på en sjælden vinyludgave af Beatles-LPen »Meet the Beatles!« Da Dr. Goodspeed bliver spurgt, hvorfor han dog gider bruge så mange penge på en LP, som han kan købe på CD for en brøkdel af den pris, han lige har givet, svarer han, at dels er han beatlemaniac, dels lyder vinylplader bare bedre end CDer.

Filmens eksempel er lidt uheldigt valgt. »Meet the Beatles!« var gruppens anden amerikanske LP-udgivelse. Den ligner, men er ikke identisk med, den anden LP i den officielle Beatles-kanon, »With the Beatles«, og den gik som varmt brød, da den udkom i januar 1964. Et mindre sjældent album skulle man lede længe efter. Til gengæld er episoden et godt eksempel på vinylpladefans’ passionerede forhold til mediet. En vinylplade, der er produceret helt igennem analogt, er, ifølge disse kendere, det ultimative. Bedre end vinylplader, hvor digitale teknikker har været anvendt. Meget bedre end de forhadte CDer, hvor afspilningen også foregår digitalt.

Får analogisterne deres vådeste drøm opfyldt med udgivelsen i dag af samtlige 12 originale Beatles-LPer plus »Magical Mystery Tour« plus opsamlingsalbummet »Past Masters« med alt det løse? Næppe. Nyudgivelserne bygger på det arbejde, som lydteknikere fra de gamle Beatles-studier på Abbey Road i London udførte, da de gennemgik de originale masterbånd, korrigerede småfejl i optagelserne, justerede nænsomt her og der og endte med en samling CDer, der udkom i 2009 og fik de gamle indspilninger til at fremstå med ny klarhed, friskhed og dynamik. Men det, de skabte disse lydfolk, var digitalt. Derfor lever de nye LPer ikke op til analoge feinschmeckeres krav om analog teknik fra start til slut.

Lyt med lup

Vi andre kan være ligeglade. Man skal lytte med lup for at høre forskellen på CDerne fra 2009 og de nye LPer. Den væsentlige forskel ligger andre steder, og den ligger for det første i selve oplevelsen af at lægge LPen på og tage den af igen. Man udfører et nødvendigt ritual, når man spiller en LP. Et ritual til ære for musikken. Forskellen ligger for det andet i igen at få de forskellige covers i fuld størrelse. Covers blev mere og mere til en kunstart, og hos the Beatles var de en uundværlig del af totaloplevelsen. Cover for cover afspejledes den utrolige musikalske udvikling, som bandet gennemgik i løbet af dets kun otte år lange pladekarriere.

Pop og selvtillid

Den første Beatles-LP, »Please Please Me«, er fra marts 1963. På coveret står fire smilende unge mænd, fotograferet på en svalegang på EMIs hus i London, med bandnavnet i gult, titlen i rødt og tilføjelsen »with Love Me Do and 12 other songs« i blåt. Klassisk pop. Det næste album, »With the Beatles«, udkommer allerede i november samme år, og her er alt visuelt forandret. Det sort-hvide foto er af modefotografen Robert Freeman, og John, Paul, George og Ringo kigger nu alvorligt ind i kameraet og udstråler en seriøs selvtillid, som vidste de allerede, at de skulle blive stilskabere i enhver forstand. På den efterfølgende LP, »A Hard Day’s Night« fra juli 1964, stammer halvdelen af sangene fra filmen i sort-hvid af samme navn, forsiden består derfor af små portrætter af beatler med varierende ansigtsudtryk, som billeder fra en filmstrimmel.

Til »Beatles for Sale« fra december 1964 er det igen Robert Freeman, der har fotograferet, og de fire stadig meget unge mænd ser igen alvorlige ud, og bandnavnet, som her er en del af albumtitlen, står med små bogstaver oppe i venstre hjørne. Det hele er så diskret, som kun den slags verdensstjerner, der ikke behøver nærmere præsentation, kan tillade sig det. På »Help«, fra august 1965, er coveret et stillfoto, inspireret af filmen af samme navn. På det epokegørende album »Rubber Soul« fra december samme år viser bandet sin cool uangribelighed med et cover, hvor Robert Free- mans let fortegnede farvefoto og titlen i tidstypisk, præ-psykedelisk orangerødt fortæller det hele: The Beatles er nu så store, at det ikke længere er nødvendigt at skrive bandets navn sammen med titlen.

Højdepunktet

Videre til »Revolver«, august 1966. Også her må man gætte sig til, hvem der spiller, det står i hvert fald ikke på forsiden, hvor bassisten og billedkunstneren Klaus Voormann har skabt en collage af tegninger og fotos, der matcher den modne mangfoldighed, der kendetegner verdens bedste rockalbum. Og så til højdepunktet – hvad cover angår – det kommer i juni 1967 med LPen »Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band«. På forsiden er the Beatles forklædt som det band, der har givet albummet navn, der er også voksfigurer af musikerne i en yngre udgave, og der er omkring 60 verdensberømte personligheder i baggrunden, og der er »Beatles« skrevet med blomster på en slags grav, som symbolsk udtrykker, at beatlerne for en stund har lagt det gamle band bag sig. Sangteksterne er aftrykt på bagsiden, og inde i coveret, der kan foldes ud, ligger et ark i LP-størrelse med klippe-ud-udgaver af Sgt. Peppers overskæg og andre finurligheder.

Hvordan kommer man videre herfra? Ser man bort fra »Magical Mystery Tour«, der først kun udkom som LP i USA, så er den næste, »rigtige« Beatles-LP, dobbeltalbummet »The Beatles«, og coveret, designet af popkunstneren Richard Hamilton, giver et svar: En ren, hvid flade med bandets navn diskret indgraveret. Indeni er der en plakat med sangtekster, tilsat en collage af fotos plus fire separate fotos af hver af bandets medlemmer. Det er, som cover betragtet, »Pepper’s« absolutte modsætning.

Uden navn

I januar 1969 udkommer så soundtracket til tegnefilmen »Yellow Submarine« med tegninger fra filmen på coveret, og i september 1969 udsendes The Beatles’ sidst indspillede LP, »Abbey Road«. Her er hverken albummets titel eller bandets navn på forsiden, her er kun de fire beatler på vej over den fodgængerovergang ved EMIs studier i det nordlige London, der, skønt senere flyttet nogle meter, er blevet en del af verdens kulturarv. Præcis som bandet selv, der slutter LP-karrieren med »Let It Be«, der bliver indspillet før »Abbey Road«, men først udgives i maj 1970. Egentlig skulle albummet og dokumentarfilmen af samme navn have heddet »Get Back«, men der kom ting i vejen, og hvis det var endt med »Get Back«, skulle coveret have været et foto af beatlerne taget samme sted og i samme position som coverbilledet på »Please Please Me« udsendt syv år tidligere. Det havde været den perfekt afrundede afslutning, men mindre kan også gøre det. Forsiden af »Let It Be«-coveret viser ét stillfoto for hver beatle, intet andet, og igen glimrer navnet på bandet ved dets fravær. Verdens mest kendte ansigter er stadigvæk signal nok til pladekøberne om, hvad det hele handler om.

Og nu er de her så, alle de skønne LP-covers, i den størrelse, de var tænkt, og med al den geniale musik indeni, og man kan få det hele i boks, hvor der også er en 252 sider lang bog, der gennemgår samtlige album. Hele pakken koster mindre end det, Dr. Goodspeed måtte give for sit ene eksemplar af »Meet The Beatles!«. Mon ikke han trods alt ville have stået først i køen til de nye gamle vinyler?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.