Anne Linnet er gået bag af dansen

På »Kalder Længsel« forsøger Anne Linnet at nå landets klubber og diskoteker. Ærgerligt nok.

A
A

Der er kunstnere, som med hvert album skal bevise deres værd. Som gang på gang må forsøge at finde og fænge et publikum.

Men der er også nogle få, som for længst har overbevist en stor, hengiven skare om deres kvaliteter, og hvor nye udgivelser bliver købt, hvad enten de genererer hits og gode anmeldelser eller ej.

Tænk på Bob Dylan, på Bruce Springsteen. Tænk på Kim Larsen, på Sebastian. Eller på Anne Linnet, som gennem 40 år har spillet, skrevet og sunget sig ind i den kollektive bevidsthed. Ikke mindst med de ualmindeligt vellykkede tonesætninger af Tove Ditlevsens digte på 1986-albummet »Barndommens Gade«.

På »Kalder Længsel« synes Linnet også i et enkelt glimt at sende hilsener til et af karrierens højdepunkter. »Gå Med Mig« kunne således snildt have siddet på »Marquis de Sade«-albummet fra 1983 med sine nedkølede keyboards og tørre drum pads.

Ellers har Linnet blikket rettet fremad. Albumtitlen »Kalder Længsel« har hun da også forklaret som en længsel mod fremtiden, mod nye udfordringer. Og denne gang har hun så forsøgt sig med sange til dansegulvene på klubber og diskoteker.

Det er – sagt i al respekt – en farlig ambition for en kvinde på 59. Hvad der fungerer på dansegulvet, hvor det fortrinsvis er unge, som færdes og mødes, kan Linnet næppe vide noget om.

Ej heller hendes voksne søn, Marcus, som har forestået produktionerne på »Kalder Længsel«, der lig Medina går ad de maskinelle lydspor. Svirrende keys, skarpe programmeringer og trommemaskiner tegner udtrykket omkring Linnets karakteristiske stemme med de åbne vokaler og vers med alle de velkendte dualismer – lys og mørke, glæde og smerte, håb og håbløshed.

Enkelt mesterstykke

Men når en sang som »Hvis Jeg Møder Dig Igen« fungerer, er det på trods. Den glatte, pumpende produktion er præcis lige så fladbundet og uinteressant som den musik, der tegner playlisterne på de yderste provinsdiskoteker. Kun Linnets fraseringer og fornemmelse for melodik afværger katastrofen, men de to ferske, refrænsvage »Hvor Du End Er« og »Kysser Som En Drøm« kan end ikke hun synge hjem, og de falder til jorden med et brag og et stygt 1980er-ekko.

Linnet er bedst, når hun er mindst opsat på at please dansegulvet. »Den Fede Dame Synger« er således en rocket, omkvædsstærk affære, og albummets indiskutable højdepunkt, »Jeg Har Set Dem Komme«, er en af karrierens allerfineste sange.

En lavmælt, sjælfuld sag, hvor de krystallinske klokker giver mindelser om Mike Oldfields »Tubular Bells«, og hvor Linnet synger på en melodi, som leder tankerne mod Rihannas »Umbrella«.

Det er simpelthen fortrinligt og sætter kun dansenumrenes svagheder i relief. Og Linnet altså ikke dér, hvor hun skal være på »Kalder Længsel«. Så lad os håbe, længslen kalder på hende fra et andet sted næste gang.

Langt væk fra dansegulvene – tættere på poesien.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.