Tøjet var også et instrument

David Bowie var et af det 20. århundredes vigtigste stilikoner. Han gjorde grænsen mellem herre- og dametøj flydende og brugte tøjet til at skabe nye identiteter.

I søndags døde David Bowie, 69 år gammel. Samme eftermiddag holdt Burberry show under herremodeugen i London. Modellen Hayett McCarthy havde, uden at nogen vidste det, skrevet Bo i den ene håndflade og WIE i den anden. Hun holdt dem sammen og viste dem frem til fotograferne for enden af podiet. Og den lille fine hyldest gav uendelig god mening.

Den var et farvel fra den by, han kom fra, et farvel fra den modebranche, der elskede Bowie så højt, fordi han som modeverdenen elskede forandringen og en genial lille hilsen, fordi den unge pige var på podiet under et herreshow – og at grænserne mellem herre- og damemoden, mellem det skarpt kønsopdelte i moden er ved at udviskes. Det har Bowie også en stor del af æren for.

David Bowie gjorde, hvad de færreste modemærker kun kan drømme om, han genopfandt sig selv igen og igen, og han gjorde det ved at klæde sig på på nye måder. Han demonstrerede, hvor meget klæder faktisk kan skabe folk. For en del af Bowies karriere handlede om de personer, han skabte og optrådte som. Han var Dave Jones, drengen, der blev født i Brixton, Dave Jay, der optrådte i 1960erne, Major Tom, der svævede rundt i rummet, den anonyme »The Singer« i bandet Tin Machine. Og så de to mest berømte og udviklede figurer: Ziggy Stardust og The Thin White Duke.

Ziggy Stardust gik i tøj, der ikke kan beskrives med ord fra den klassiske herre- eller damegarderobe. Han havde dragter, der minder om en badedragt med en kappe fra en superheltskab ud over. En heldragt – i tyk uld, der er rådnet væk, fordi den var blevet så gennemsvedt – med et kort og et langt ben og et kort og et langt ærme. Han bar skjortebluser, havde orange hår, klap for øjet og masser af makeup. Mand, kvinde, pige, dreng, begge dele, alting. Ingenting.

Og så pensionerede han Ziggy Stardust og blev nogle år senere The Thin White Duke, en gentleman, næsten klædt ud som til kabaret, i hvid skjorte, smalle bukser og en jakke. Og The Thin White Duke var virkelig tynd, Bowie var i perioden på en diæt af kokain, rød peber og mælk og lignede med sine sorte jakker, lyse hud og fine træk Marlene Dietrichs tvillingesøster. Eller bror.

For modeekspert og vært på DRK, Chris Pedersen, er der ingen tvivl om, at Bowie er lige så vigtig for moden som for musikken.

»Han var den første musiker, der performerede kønnet. Han dyrkede og udforskede det androgyne, og dermed hvad der er tøj til mænd og til kvinder. Han skabte persona’er og han brugte moden til at iscenesætte sig selv, mens andre bands bare klædte sig måske lidt vildere på, når de optrådte. Hvis man ser på The Beatles og f.eks. Sergeant Pepper, minder deres tøj om det, de har på, når de ikke optræder. Sådan var Bowie ikke. Se Ziggy Stardust, som han skabte, da glam-rocken var på sit højeste. Den handlede om unisex, se bare på Abba, der var mænd og kvinder nærmest ens klædt på og med ens hår. Det androgyne går igen med The Thin White Duke. Hvis man ser på billeder af Bowie fra den periode og Bianca Jagger på Studio 54 i samme periode, ligner de hinanden. Det er igen en leg med unisex eller det biseksuelle, men ikke at være transseksuel, for han er en mand, men han er helt åben om, at han sagtens kan tiltrække mænd og nedlægge damer.«

Bowies indflydelse på modeverden

Modeverdenen elskede Bowie og han blev en del af den, da han i 1990 mødte supermodellen Iman og ofte ledsagede hende til arrangementer. Foto: Lucas Jackson.
Modeverdenen elskede Bowie og han blev en del af den, da han i 1990 mødte supermodellen Iman og ofte ledsagede hende til arrangementer. Foto: Lucas Jackson.

Det er udforskningen af køn, der gør Bowie modemæssigt mest interessant, mener Chris Pedersen, og det er også et tema, som Bowie beskæftigede sig med hele sin karriere. Så sent som i 2014 laver han en video med den androgynt udseende skuespillerinde Tilda Swinton og modellen Andreja Pejic – som dengang hed Andrej, men som siden har fået en kønsskifteoperation.

»Det tema optog modebranchen i hele 2015, men Bowie skød det i gang i 2014, og emnet har han beskæftiget sig med nærmest før alle andre. Det var først i 1990, at Judith Butler skrev bogen »Gender Trouble« om det at performe sit køn, men Bowie gjorde det 30 år før alle andre.«

Chris Pedersen er heller ikke i tvivl om, at Bowie på en lidt mere jordnær måde har præget modebranchen. Hedi Slimane, der nu er chefdesigner hos Saint Laurent, blev berømt for sine herrekollektioner hos Dior, hvor modeller og silhuetter var ekstremt tynde og androgyne, fuldstændig som Bowie som The Thin White Duke, og Bowie dukker tit op i moderne kollektioner.

»Hvis du tager billedet med det orange hår og lynet malet ned over ansigtet (coveret fra »Aladdin Sane« red.), genkender alle det. Det er meget få billeder, der er så god reference, fordi man ikke behøver at antyde ret meget, før folk fanger det. I de næste par uger er der modeuger i København og Stockholm og så følger London, New York og Paris, og der kommer til at være masser af Bowie-referencer. Jeg er sikker på, at der sidder nogen hos Louis Vuitton og de andre store huse og hiver skitseblokke frem i de her dage for at se, hvordan de kan få ham med i deres shows. Det er ikke et spørgsmål om, det kommer, men om hvem der gør det bedst, for modebranchen og mennesker i den elsker referencer, og Bowie er en helt kuffert fuld af dem.«

Det androgyne stilikon

David Bowie udviklede flere »karakterer«, så som Ziggy Stardust og The Thin White Duke. Foto: Gijsbert Hanekroot, Scanpix, AFP, Leon Neal, Torben Christensen, Neil Hall, Lucas Jackson, Ralph Gatti.
David Bowie udviklede flere »karakterer«, så som Ziggy Stardust og The Thin White Duke. Foto: Gijsbert Hanekroot, Scanpix, AFP, Leon Neal, Torben Christensen, Neil Hall, Lucas Jackson, Ralph Gatti.

Mads Nørgaard er en af de danske designere, der allerede har ladet sig inspirere af Bowie. Da den store udstilling af hans kostumer, der begyndte på Victoria & Albert Museum i London i 2013, nåede til Berlin, tog Mads Nørgaard og hans team af sted for at se den.

»Vi rejser altid ud for at blive inspireret og opleve noget andet, men vi var enige om, at det her skulle vi se, og kodeordene til forårssæsonen for halvandet år siden endte med at blive Berlin, Bowie og Bauhaus. Bowie er et stil-ikon. Han var en af de første, der beskæftigede sig med det androgyne, og han havde stil. For mig er coveret til »Heroes« et af de vigtigste covers nogen sinde. Som modemand er han utrolig vigtig, fordi han stillede spørgsmål til, hvad der er pige-dreng, mand-kvinde og hvilket tøj, de kan gå i. Som musikmenneske har han ikke været så vigtig for mig, men jeg blev alligevel rørt, da jeg stod og hørte ham, mens jeg lavede mad mandag aften.«

Rikke Baumgarten fra Baum und Pferdgarten kommer også til at savne Bowie. Eller rettere det, han repræsenterer. For hun har aldrig brugt ham direkte, hun har brugt ham til at spejle sig i.

»Han er så fantastisk inspirerende, fordi han hele tiden fornyede sig. Jeg så en dokumentar, hvor han sagde, at det værste, han vidste, var at vade videre i sin egen succes. Så måtte han et andet sted hen. Det er så nemt at følge med flokken og fortsætte det, der går godt. Så for mig er det sindssygt inspirerende, at han turde. Det har jeg brugt meget. Og han gav alt, hvad han havde. Han brugte sig selv, han skånede ikke sig selv. Selv hans død er et værk. Jeg har hørt den nyeste plade hele weekenden, og den er FANTASTISK. Jeg blev så rørt over hans død, at jeg nærmest blev overrasket,« siger Rikke Baumgarten.

Designer Bitte Kai Rand bruger ham som ledestjerne.

»Hvis jeg synes, at noget er farligt, husker jeg, hvad Bowie gjorde og så tænker jeg »hvor farligt kan det egentlig være?«,« siger Bitte Kai Rand.

»Han er ganske enkelt en virkelig dygtig dresser«

David Bowie i Hamborg anno 1987. Foto: Werner Baum, Scanpix.
David Bowie i Hamborg anno 1987. Foto: Werner Baum, Scanpix.

Bowies betydning skyldes ikke kun, at han dygtigt legede med kønnene og afsøgte grænserne for, hvor mand bliver til kvinde eller pige til dreng. Det skyldes, at han gjorde det i en tid, hvor kønsrollerne var i opbrud, og han var den dygtigste til det, mener modeforsker på Designskolen Kolding adjunkt, Else Skjold.

»Havde det ikke været Bowie, ville en anden have repræsenteret samme udvikling, men han står frem, fordi han var den bedste til det. Det vil man også synes om 30 eller 50 år, hvor man stadig vil tale om Bowie som et af det 20. århundredes vigtigste stilikoner.«

Hun mener, at han fik den rolle, fordi han, lige som han havde et musikalsk talent, havde et visuelt.

»Han er ganske enkelt en virkelig dygtig dresser. Han er god til at sætte farver sammen, så det bliver helt rigtigt og ser isblændende godt ud. Han får den rigtige orange hårfarve. Han er dygtig til at vælge tilbehør. Han er en god stylist, kan man vel sige.«

Men han satte tøj, ikke ord, på en tidsånd, forklarer Else Skjold.

For Bowie bliver for alvor modemæssigt interessant i 1970erne, da han begynder at skabe figurer, som han lader optræde. Først Ziggy Stardust, senere The Thin White Duke.

Det sker, skal man huske, ikke mange år efter ungdomsoprøret, der er et opgør med det gammeldags, det kedelige, det konventionelle. Det repræsenterer jakkesættet mere end noget andet, fordi det har været mandens uniform siden begyndelsen af 1800-tallet, forklarer Else Skjold. Jakkesættet er skabt med inspiration fra et indisk three-pieces med vest, kjortel og bukser, men ud fra antikkens ideer, som man genopdager omkring år 1800, hvor man skaber en ideel mandekrop med brede skuldre og smalle hofter. Sådan havde en sexet mand i grove træk set ud i 200 år, da Bowie kommer dansende ind på scenen.

Hvis nogen turde, så var det Bowie

Bowie på scenen i 1983 på »Let’s Dance«-turneen. Albummet indeholdt hittet »China Girl«. Foto: Denis O’Regan
Bowie på scenen i 1983 på »Let’s Dance«-turneen. Albummet indeholdt hittet »China Girl«. Foto: Denis O’Regan

»Bowie er sindssygt interessant, fordi han dukker op på et tidspunkt, hvor den psykedeliske mode kommer fra USA til Swinging London. Den dyrker de vilde farver og de bløde stoffer, som er alt det modsatte af jakkesættet. Og det er jo her, Bowie sætter ind. Han går i den grad ikke klædt, som mænd ellers gjorde. Han klæder sig helt anderledes« siger Else Skjold.

»Alle kunne jo gå i de samme små butikker som ham, men han kan noget særligt med at sætte det sammen. Han går i tøj, der er lavet af helt andre materialer og i farver, mænd ikke brugte. Han bruger sminke, han har plateausko på. Der findes jo en vidunderlig anekdote om, at medlemmer af hans band var noget i tvivl, om de virkelig kunne gå klædt sådan, men da de så, hvor mange damer, Bowie kunne score, tænkte de: »Det kan man godt.« Bowie var med til at lede herremoden et nyt sted hen, for uanset hvordan han er klædt, og der findes jo billeder, hvor han ligner en, ja, undskyld mig, en 12-årig luder, så er man aldrig i tvivl om, at han er en mand. Han er ikke »stud«, men han er altid en mand.«

Bowie banede også vejen for punken med sin brug af masker og facader, næsten som til et karneval, siger hun, ligesom han introducerede japansk avantgarde i Vesten.

»Det var i kraft af samarbejdet med Yamamoto, som han brugte. Man kan sige, at uden ham havde en designer som Vibskov aldrig fandtes. Nu er japansk avantgarde ikke noget særligt, men det var det, da Bowie gik i det. Hans brug af makeup var på en måde også en forløber for New Romantics, der brugte hvid sminke. Han havde simpelthen et blik for, hvad der var interessant, længe før andre havde.«

Bowie blev senere noget mere afdæmpet og knap så eksperimenterende. Han fik rettet tænderne og tog jakkesæt på, som en helt almindelig mand, men valgte det dog tit i festlige farver. På det sidste billede, offentliggjort få dage før hans død, står han storsmilende i et jakkesæt af den amerikanske designer Thom Browne.

Men han havde vist, at man kan gøre, som man vil. Hvis man tør.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.