Pariserindens opsang til danske kvinder: »Lev livet som single - selv hvis du er i et forhold«

Caroline de Maigret er medforfatter til den verdensomspændende succes »How to be Parisian«, som nu udkommer på dansk. Bogen er en humoristisk guide til, hvordan man holder liv i lidenskaben, gør sine fejl til forcer, spiser frokost alene og klipper sit eget pandehår.

»Jeg vil ikke acceptere det!« råber Caroline de Maigret, og slår sin meget pæne parisiske hånd i bordet, så både journalisten og cappuccinoen ryster forskrækket.

Det, hun ikke vil acceptere, er et liv uden lidenskab. Og hun siger, at selv om hun har været sammen med sin mand i 12 år og de har en søn sammen, så skal der kysses meget, der skal være plads til de store følelser, og man skal ikke kede hinanden. Hun siger ikke »my husband«, men »my man«, og bare det lyder ret sexet. Hun er ret sexet.

På den parisiske måde, hvor det ser tilfældigt ud, at pandehåret sidder helt ned i øjnene, og noget af sidehåret sidder foran ørerne, og resten bagved, og hun beholder sin leopardfrakke på inde på den parisiske café, og hendes blå- og rødstribede Adidas får hende ikke til at ligne en sportsudøver, men det, hun er – fransk model.

Spørgsmålet, der fik hånden i bordet, var: I skriver bl.a. om, hvordan man gør mænd usikre, og hvordan man får sin kæreste til at tro, at man har en elsker – hvorfor har parisiske kvinder gang i så mange tricks?

Hun siger for sjov, at hendes mand aldrig har fået lov til at læse bogen, for så ville han kende hendes tricks, men bagefter bliver hun alvorlig: »Jeg bruger ikke tricks mod ham, men jeg vil ikke finde mig i et kedeligt kærlighedsliv.«

Og ideen med bogen er bl.a. at sige til kvinder, at de skal leve deres liv, som om de var single, også selv om de er i et forhold. Ikke at man skal have affærer, men man skal huske at leve sit eget liv, kunne klare sig selv, også økonomisk, have det sjovt med sine venner, dyrke sine hobbyer, og så se sin kæreste som en ekstra gave.

Forlang intet af ham, og lad være med at lave om på ham, men vær glad for, at du har en, der kan holde om dig, snakke med dig og elske med dig. »Make him respect you, respect him, and add him as pleasure,« siger hun på fransk-engelsk.

Hvis man læner sig lidt til højre, kan man skimte det gamle forlystelsessted Moulin Rouge for enden af gaden. Hvis man kigger til venstre, kan man se et lille torv, hvor nogle damer står og taler, og de har rent faktisk alle tre en baguette under armen som i en turistfilm. Man behøver ikke at lytte meget efter for at høre, at franskmænd larmer helt vildt meget. Der er snakken og grinen og kaffemaskinelarm denne fredag eftermiddag i Paris, hvor der kindkysses så meget ud i luften på Le Mansart, at det føles som om ilten langsomt forlader lokalet.

Acceptér dig selv og dine fejl

Caroline de Maigret er netop landet fra Barcelona, hvor hun har lavet PR for den bog, som hun har skrevet med tre veninder, hun har kendt siden de var på vej mod tyverne. Og som røg på auktion blandt forlagene i USA, efter de havde skrevet kun fyrre sider. Den er foreløbig solgt til 32 lande, og nu er den også udkommet på dansk. En af grundene til succesen kan være, at bogen har humor.

Eller at der er praktiske råd til både, hvad man spiser efter sex, og hvordan man overhovedet får det. Altså ikke maden. Eller at de fire forfattere, som man ellers let kunne blive misundelig på, opremser så mange fejl og neuroser, at man ikke føler sig underlegen.

For eksempel har de skrevet et kapitel om paradokserne hos franske kvinder, hvor man blandt andet kan læse: »Hun siger goddag til alle, men vil ikke tale med nogen. Hun køber meget dyre sko, men pudser dem aldrig. Hun er feminist, men ser pornofilm. Hun kender sine fejl og ved, de ødelægger hendes liv, men forandrer sig aldrig.«

Caroline de Maigret indrømmer, at noget selvfølgelig er sat på spidsen for at gøre det sjovere, og fortæller, at et sammenbrud for fem år siden faktisk har fået hende til at forandre sig lidt.

»En morgen, da jeg ville stå ud af sengen, kunne jeg ikke bevæge mine ben. Jeg havde fået en depression af stress, og det tog lang tid hos en psykiater, meget yoga og mange lange løbeture, før jeg blev mig selv igen. Men det lærte mig, at hvis man ikke er tro mod sig selv, så bliver man syg. Og den største nedtur endte med at være min store optur, for siden da har jeg været meget opmærksom på, at hvis jeg ikke også følger mine egne behov, kan jeg ikke været noget for andre.«

Det, hun nåede frem til personligt, er også et af mantraerne i bogen: Lad være med at løbe efter den perfekte version af dig selv. Accepter dine fejl og særheder, for det er dem, der gør dig speciel. Helt lavpraktisk siger hun, at hvis du for eksempel ikke er god til at lave mad, så lad være med at slå dig i hovedet med det. »Lær at lave to retter, og så inviterer du folk til middag lørdag og siger »så laver jeg min gryderet«, som om det er noget helt specielt. Du har gjort din fejl til noget fint. Voilà!«

Det lyder så nemt, når hun siger det. Og livet har måske også været nemt på nogle punkter for sådan en som hun, der er datter af en professionel polsk svømmer og en fransk greve, har læst litteratur på Sorbonne, været model i New York, har lanceret sin egen makeup-serie for Lancôme, og i øvrigt har et pladeselskab med sin kæreste, Yarol Poupaud. Deres søn er ni år, og hun fortæller, at hvis hun rejser væk mere end to dage, så kommer han med, og skolen er indforstået med, at han i stedet for lektier f.eks. laver en lille film om de små egern i Central Park. Man fornemmer, at lethed går i arv.

Men det er der tilsyneladende også andre ting, der gør – den katolske skyld. Og den moderlige.

»Men jeg vil ikke have den,« siger Caroline de Maigret. »Jeg er opdraget på katolsk skyld, og den har jeg efterhånden rystet af mig. Og kvinder holder sig selv nede med skyld over ikke at være til stede hos deres børn konstant. Men man kan vende den om og spørge, hvilket barn og hvilken mand, der ønsker at dele hjem med en kvinde, som kun lever for dem, og ikke et sekund for sig selv?«

»Men hvem bestemmer, hvad der er perfekt?«

Caroline de Maigret i Paris.
Caroline de Maigret i Paris.

Hun har en skæv tand. Som gør én opmærksom på, at hun har en fejl, og derfor synes man, at hun er endnu pænere. Hendes næse er meget fransk, og altså ikke nogen undskyldning for sig selv. Hun er fyrre år, og stadig aktiv som model. Og hun ser ud, som man skal ifølge bogen, hvor der er anvisninger på, hvordan man lader, som om man ikke har gjort sig umage, men lige er trimlet ud af sengen, og tilfældigvis er lækker.

»Vi skriver ud fra, at vi er pariserinder, og som sådan har vi nok nogle særkender og særheder, men i virkeligheden er det et opråb til alle kvinder om at tro på, at de er gode nok, som de er,« siger hun, og fortsætter:

»Grunden til, at bogen har solgt så godt, er nok, at der er mange lande, hvor kvinder har det hårdt med perfektionskrav på alle planer. Men hvem bestemmer, hvad der er perfekt? Desuden er det sjældent interessant at tale med et menneske, der ikke vil vise sine fejl. Og jeg kan næsten synes, at det er pinligt at se på nogen, som prøver for meget. Som et lille billede på det skriver vi for eksempel, at man skal klippe sit eget pandehår med en neglesaks, for hvis du går til en frisør, bliver det alt for pænt!«

Bogen har undertitlen »kærlighed, stil og dårlige vaner«, men selv om de fire kvinder skriver meget livsbekræftende og morsomt om alle de paradokser, der kan være i én kvindehjerne, kan man godt få tanken, at franske kvinder har den dårlige vane, at de er hinandens rivaler.

»På en måde. Men det afhænger af, hvordan du tænker. Hvis jeg sidder til en middag med min mand, og der kommer en kvinde ind, som jeg fornemmer kan give problemer, fordi han synes, hun er attraktiv, så skynder jeg mig at sige »nej, hvor er hun lækker! Og sexet og klog«. For så punkterer jeg hans boble. Jeg ødelægger hans fantasi ved at give ham ret,« siger hun og griner. Og fortæller, at det er helt normalt, at franske kvinder lever deres liv, som om det er en film. Der er konstant et spil i gang, og parisiske veninder elsker at dissekere de usynlige undertekster i en samtale aftenen før.

»Men det er jo fordi, det gør livet sjovere! Derudover skal man huske, at en kvinde ikke kun er lækker, fordi hun er pæn – i Paris forventes det også, at hun læser bøger, går på udstillinger og er i stand til at tale om politik.«

»Det er alle paradokserne, der gør det sjovt at være kvinde«

Det føles som meget at skulle overkomme på en tilfældig fredag i Paris ... Men man behøver ikke at læse bogen som en ny bibel – man kan også bare blive inspireret og grine lidt. Som når der står »sådan får du ham til at tro, at du har en elsker: Indtast din søsters kontaktoplysninger under navnet »Paul H.«, bestil blomster til dig selv og tak din kæreste for hans gode smag, tag hyppige brusebade, og begynd måske at ryge igen.«

Desuden kan man lære, at jalousi er så kedeligt. Så gem den væk. Du skal ikke følge dine følelser den lige vej mod nordisk ragnarok, du skal foretage en fransk u-turn i en rodet 2CV mod kørselsretningen, du skal ikke flæbe og tørre snot af i nærmeste sofapude, du skal drøne stolt videre og se diskret i bakspejlet, om han følger efter.

Det er tilsyneladende meget forvirrende at være pariserinde … til det siger Caroline de Maigret: »Ja, det er forvirrende – og det er en del af livet! Det er alle paradokserne, der gør det sjovt at være kvinde. Især hvis du kan lære at acceptere, at du aldrig nogensinde får styr på alt i livet. Derudover hjælper det, hvis du, som vi skriver i bogen, »tager dig tid til at tage dig tid, for ingen giver dig den tid.««

Og filmen ender...

Vi sidder lidt i tavshed. Det kan man faktisk godt. Og det kræver et par vejrtrækninger at stille spørgsmålet, som man næsten ikke magter at føle sig tvunget til at stille, nemlig om den franske joie de vivre, som »How to be parisian« også sprudler af, har lidt et knæk efter terroren i efteråret.

»Jeg var så vred og ked af det, lige da det var sket. Og jeg følte, at alt det, jeg gik og lavede, var ligegyldigt. Mode og musik og livets små luksus-ting – ligegyldigt. Men efter et par dage gik det op for mig, at hvis ikke du har de fine ting i tilværelsen, og det kan være noget så dumt som en pæn bluse, så har du ikke overskuddet til at fortsætte. Og jeg synes ikke, at vores livsglæde er blevet knækket – den er måske blevet forandret lidt. Når der sker den slags voldsomme ting, er det, som om vi står sammen om, at livet skal gå videre, og det skal være fuld af humor og latter og gode ting.«

Fotografen er ankommet. Caroline de Maigret kindkysser tjeneren farvel. Fotografen beder hende om at stå midt på vejen og posere, mens alle ved cafébordene kigger. Naturellement kan hun det.

Og bedst, som hun står der og ser smuk og sød og klog ud, kommer hendes mand tilfældigt forbi, på vej for at hente deres fælles barn i skolen. Han har solbriller på, selv om det er gråvejr, skægstubbe i den helt rigtige længde, og han er fuldstændig ligeglad med, om han træder ind i billedet. Han griber fat i hende og kysser igennem på en måde, så det ligner noget fra en film, og går så videre.

Billeder fra bogen »How to be Parisian«, der netop er udkommet på dansk på Lindhardt og Ringhof.
Billeder fra bogen »How to be Parisian«, der netop er udkommet på dansk på Lindhardt og Ringhof.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.