Eksklusivt interview

En Tiger bliver aldrig mæt

Japanerne ligger i kø, når han åbner butik i Tokyo. CNN kommer til Rådhuspladsen for at lure ham fidusen af. Og Lennart Lajboschitz selv? Han tager på Roskilde Festival og spiller bordtennis. Mød manden bag Tiger-kæden, der erobrer verden i disse år.

Lennart Lajboschitz, stifter af Tiger-butikkerne, tjekker nye varer på kontoret på Strøget.
Lennart Lajboschitz, stifter af Tiger-butikkerne, tjekker nye varer på kontoret på Strøget.

Engang i 1980erne tog Lennart Lajboschitz på Roskilde Festival og solgte paraplyer og solbriller sammen med sin gode ven Tal R, som havde lavet et kæmpe papmachéhoved, der stod ovenpå deres bod og lokkede kunder til som et tidligt vidnesbyrd om hans evner som kunstner.

Sidste år var Lennart Lajboschitz også på Roskilde Festival. Denne gang med sin kone og fire voksne børn. Nu solgte han dyrekostumer og sæbeboblepistoler. Han skal også på festivalen i år med nogle kasketter. Alt er med andre ord ved det gamle. Bortset fra, at han i de mellemliggende 30 år har skabt Zebra-koncernen, der har åbnet cirka 325 Tiger-butikker i 20 forskellige lande, er godt på vej til at nå sit mål om at omsætte for fem milliarder kroner om året og er blevet en international berømmet forretningsmand, som CNN flyver til København for at lure fidusen af.

»Jeg ser mig faktisk ikke som forretningsmand, nærmere som en selvudnævnt antropolog, der prøver at forstå det enkelte individ og den kultur, det opererer i. Jeg prøver hele tiden at finde ud af, om Tiger kan spille ind med noget, der er anderledes og relevant for det enkelte menneske. Det er for eksempel vildt spændende, hvordan en bankelev fra Varde tager på Roskilde Festival og lever sine drømme ud i en uge. Hvordan har han det sjovt? Vil han være hippie? Sidder han nede i sin camp med en kæmpe højttaler, fordi det signalerer fest? Hvad foretager han sig ind imellem al musikken?«

Lennart Lajboschitz sidder en mandag formiddag på sit beskedne kontor på Rådhuspladsen. Han smiler meget, lytter opmærksomt og taler blidt og behageligt. Han prøver at finde et klip fra Roskilde Festivalen på sin computer, men trykker på en forkert fil og ser sig selv komme op på skærmen iført et fjoget grin og en stor gul klovneparyk til lyden af The Beatles »She Loves You«. »Hov, det var invitationen til vores julefrokost«. Så finder han den rigtige fil, hvor en festivalgænger i tigerdragt skåler til kameraet, mens en pige laver sæbebobler med sin kulørte plasticpistol.

»Vi havde også taget en lille bordplade og nogle bat med, så man kunne spille rundt-om-bordet. Det, syntes folk, var vildt sjovt. På et tidspunkt prøvede vi at skifte til en større bordplade, men det virkede overhovedet ikke. Før var det et socialt spil, hvor alle kunne være med, og det handlede om at have det sjovt og være sammen. Pludselig kom det til at handle om, hvem der var dygtigst til bordtennis. Så væk med den store bordplade... Vi havde faktisk Roskilde-møde hjemme ved middagsbordet i går aftes og skændtes ad helvede til. Men vi blev enige om at tage nogle borde og bænke med i år, hvor man kan sidde og dekorere sin egen hvide kasket eller sin egen mulepose. Det er sjovt at lave ting sammen. Vi tager også det lille bordtennisbord med igen…« forklarer han.

Dagen forinden er Lennart Lajboschitz kommet hjem fra en uge i New York. Sammen med sin udviklingschef, administrerende direktør og kone Sus, der er creative director i firmaet, undersøgte de mulighederne for at åbne Tiger-butikker i USA. Cirka 20 lejemål fik de fremvist. Den største udfordring var, at lokalerne typisk er for smalle, så det er vanskeligt at skabe den på en gang åbne og labyrintiske butikstruktur, der kendetegner en Tiger-butik. De rejste på business class og boede på et hotel i West Village, som var lidt for »natklubagtigt«. Det passede ham bedre, da han tre uger forinden var med hele familien i det samme hippe kvarter og fandt en lejlighed gennem airbnb. Men hvis det bliver til noget, skal den første Tiger-butik nu ikke ligge i West Village.

»Vi vil gerne trænge ind på det amerikanske marked, men vi går ydmygt til opgaven og åbner en butik ad gangen. Vi har ingen forkromede femårsplaner. Og da vi ikke laver om på vores koncept, men kommer som vi er, er det vigtigt for os at ligge på et handelsstrøg, hvor der kommer mange mennesker. På den måde kan vi se, hvordan forskellige typer reagerer på os og spore os ind efter det.«

Lennart Lajboschitz arbejder meget, men er også god til at tage ferie, forklarer han. Og man fornemmer, at han har skabt sig en drømmestilling, hvor der måske i virkeligheden ikke er den store forskel på arbejde og fritid, siden han i 2012 solgte 70 procent af aktierne i Zebra til kapitalfonden EQT og overgik til at være såkaldt konceptdirektør.

»Vi er et firma med stor succes, og det betyder, at vi har stor mulighed for at leve de ting ud, vi gerne vil. Den største frygt i firmaet er, at vi ikke udvikler os hurtigt nok og i takt med tiden. Så vi prøver hele tiden nye ting af og kæmper konstant for at bevare nerven. Det er nok min primære opgave i dag,« forklarer han.

De nye tiltag er blandt andre Tigers eget pladeselskab, en verdensomspændende fotokonkurrence, koncertaktiviteter, samarbejde med kunstverdenen pt. Charlottenborg, en dokumentarfilm om Tal R, der udkom i den forløbne uge, og den ny SpilBar ved siden af Grand-biografen, hvor man udover at drikke sin cola og kaffe kan spille bordtennis, scrabble, skak, backgammon og muligvis rende ind i en dj med hang til stopdans, hvis man er heldig – stedet er inspireret af et lignende koncept i New York ved navn Fat Cat.

»Det går så stærkt, at man er nødt til at opfinde hen ad vejen. Det er vi ikke særligt gode til i Danmark, hvor vi har en tendens til at mure os inde og først komme ud, når vi mener, vi har et færdigstøbt koncept. Et dansk firma var tre år om at udvikle deres første mobiletelefon, og da den endelig kom på markedet, var den allerede forældet. Til sammenligning sendte Samsung i samme periode 52 forskellige mobiltelefoner på markedet, som de eksperimenterede med og rettede til løbende. Det er Samsungs måde, der er den rigtige i disse år.«

Vi går fra hovedkvarteret på Rådhuspladsen ned på Zebras andet kontor, som ligger på Strøget. Det er her, hans kone Sus arbejder med at vælge varer ud – hun er på vej ud, da vi er på vej ind på kontoret. Mørkt pagehår, et smart net over skulderen fra turen til New York og samme smag i sko som sin mand og salig Steve Jobs: New Balance løbesko.

På kontoret ligger tusindvis af varer spredt ud over det hele, og det ligner mest af alt et børneværelse, der ikke er blevet ryddet op længe. Hvilket ikke er så sært. Medarbejderne gennemgår cirka 1.000 varer om måneden for at nå frem til de 300 nye varer, der skal ud i Tiger-butikkerne hver måned. En større og større del er varer, som de selv designer fra bunden, dekorerer eller redesigner emballagen på, så de får det rette Tiger-look.

300 varer om måneden er 10 nye varer om dagen. Man skal op i en liga som H&M og IKEA for at finde samme volumen – to firmaer, som Tiger i stigende grad bliver sammenlignet med, men som der var urealistisk langt op til, da den selvlærte Lennart mødte Sus for 30 år siden.

»Jeg har ingen uddannelse, kun en hf-eksamen med 6,9 i gennemsnit efter den gamle skala, og det er jo ikke noget at prale af. Jeg havde diverse småjobs: Rengøring, hjælpelærer på en skole, arbejde på fritidshjem og som selvlært fotograf. Og så har jeg været bordtennistræner. Sus og jeg fandt sammen til en 1. maj i Fælledparken. Jeg gik og samlede flasker med bordtennisspillerne, fordi vi gerne ville til Holland og spille, men ikke havde nogen penge. Hun gik på seminariet. Så fandt vi hinanden, og så syntes jeg pludselig, vi havde flasker nok,« forklarer han med et smil.

»Jeg havde opholdt mig meget i udlandet, men nu var jeg kommet hjem, og Sus og jeg skulle finde på noget at lave. Min far havde et engros-firma, hvor han blandt andet havde nogle defekte paraplyer. Så Sus og jeg sad i en lille lejlighed på 5. sal i Rantzausgade på Nørrebro og reparerede paraplyer. Vi sad med nål og tråd og flyttede håndtag fra en defekt paraply over til en anden, og så gik vi på marked i weekenden og solgte dem for 15 kroner stykket og blev kræmmere. Det gjorde vi en hel sommer på Israels Plads, og bagefter tog vi til Kina med rygsæk. Da vi kom hjem igen, syntes vi, det var så sjovt at være på marked, at vi købte nogle flere paraplyer og nogle solbriller, for der er jo også nogle dage, hvor det ikke regner i Danmark,« griner han.

»Vi begyndte at tage på landets store markeder. Hjallerup, Vorbasse og Ho Fåremarked. Det var rigtig sjovt. Så fik vi to børn, Simon og Rebecca, og syntes ikke, det var et liv for små børn at være på marked hele tiden og sove i telt. Vi boede på Islands Brygge og fik et nyt lager på hjørnet af Njalsgade og Thorhavnsgade, som vi prøvede at lave til en butik i 1988. Den hed Zebra og solgte restpartier til forskellige priser.«

Zebra kørte uden de store udsving frem til 1995, hvor Lennarts svigerinde spurgte om et sommerferiejob. Sus’ onkel havde et tomt butikslokale i Gothersgade, som de havde fået lov at få sommeren over, så de sendte en masse varer ind til svigerinden.

»Hun spurgte, hvad hun skulle tage for varerne. De havde alle mulige priser, men jeg svarede, at hun bare kunne tage en tier for det hele. Da vi kom hjem fra ferie på Bornholm, havde hun solgt helt vildt godt. Vi satte os ned og tænkte, at her har vi altså fat i noget. Så vi åbnede en ny butik i november 1995. Rebecca var 8 dengang, og hun sagde »Vi har allerede en Zebra, så skal vi ikke også have en Tiger, for det hele koster en tier i butikken?« Det syntes vi var et godt navn. Og derefter gik det rigtig hurtigt. Jeg kan huske, at vi tog til Jylland for at åbne butikker, men vi havde ikke tid til ansættelsessamtaler, så vi standsede bare folk på gaden og spurgte, om de ikke ville arbejde for os. I 2000 var vi oppe på 40 butikker. Det kørte derudad.«

Samme hæsblæsende tempo kendetegner Tigers erobring i udlandet, som startede med to islændinge, der ønskede at åbne en Tiger-butik i Reykjavik i 2001. Siden har Tiger bredt sig til flere end 20 forskellige lande efter en forretningsmodel, hvor Tiger leverer varer og koncept, mens partneren i det pågældende land leverer drift. Der splittes fifty-fifty.

Hvordan rammer man plet hos både en islænding, en græker og en spanier med det samme koncept og de samme varer?

»Det interessante er, at forskellen mellem landene stort set er ikke eksisterende. Det er præcis de samme ting, der sælges i København som i London, Athen, Madrid og Warszawa. Den virkelige forskel ligger mellem København og Tønder – hvis du bor i en lille by, køber du andre varer, end hvis du bor i en storby. Hvis du har en piercing eller en tatovering i Tønder eller Ribe eller en anden lille by, stikker du for meget ud fra mængden. I København eller London skal du helst stikke ud fra mængden. I de mindre byer sælger vi flest almindelige konsensusvarer, mens vi i storbyerne sælger det, der skriger og er sjovt og ualmindeligt. En storby er et noisy område, og hvis varen ikke stikker ud, er den ligegyldig. Og vi har altså valgt at koncentrere os om storbyerne. Og så er der selvfølgelig Japan, som er et kapitel for sig…,« forklarer Lennart Lajboschitz og lægger op til den historie, der er en hver iværksætters vildeste drøm og får ordet succes til at virke underligt tamt.

It goes like this:

»Inden vi åbnede den første butik i Japan, blev jeg interviewet af to japanske aviser. Den ene udkom i fem millioner eksemplarer om dagen, den anden i to millioner. Seks tv-stationer kom til Danmark for at filme vores vej til Japan – de havde misset, dengang IKEA og H&M kom til Japan, og nu ville de godt vise hele vejen. Så inden vi overhovedet åbnede, havde en masse mennesker fået øje på os. Og vi fik et chok, da vi åbnede. Der var 300 meter kø, folk havde ligget udenfor butikken siden kl. 5 om morgenen. Nogle havde rejst seks timer i tog for at komme til åbningen, tv-stationerne sendte live fra åbningen, og der hang helikoptere i luften og filmede. Efter to dage var alle varer udsolgt – vi troede, de skulle vare i flere måneder, men vi måtte lukke efter to dage, indtil vi fik fløjet containere med nye varer til Japan og kunne åbne igen. Vi troede, det bare var i starten, men vi startede med fire kasseapparater, og nu har vi 16 i hver butik, og mange tusinder mennesker er inde i butikkerne hver dag. Ved udgangen af 2014 er Japan vores største marked,« fortæller Lennart Lajboschitz.

Tiden var vel også med jer?

»Helt sikkert. Vi kom på det rigtige tidspunkt, på det rigtige sted med det rigtige koncept. Japan har været et meget isoleret land. Indtil 1850 var der næsten ingen hvide mennesker. Deres værdier handler om at være seriøs, hårdtarbejdende og minimalistisk i sin livsførsel. Men ved hjælp af tv, mulighederne for at rejse og en god økonomi, er Japan pludselig interesseret i at blive globaliseret. Og lige pludselig synes de, det er skide sjovt, at der kommer en butik med humor og farver, som ikke er statusorienteret og bare handler om at være dyr ligesom Louis Vuitton, Gucci og lignende. Så vi har ramt spot-on, hvad Japan handler om i øjeblikket. Det meste tv i Japan i dag er jo quizprogrammer, hvor alle griner, når en mand falder i vandet, fordi han svarer forkert – det er, fordi japanerne har brug for at løsne op og grine. Japan har ikke haft ungdomsoprøret i 1960erne, som vi havde i Vesten. De mangler stadig deres vej ud af den konventionelle voksne leveform, og derfor ser man i dag unge japanere, der bryder totalt ud og klæder sig helt vildt outreret ud, så de nærmest ligner noget fra en tegneserie.«

Vi dropper ind på SpilBar i Mikkel Bryggers Gade ved siden af Tigers egen butik på Strøget. Lennart Lajboschitz hilser på sin søn Jonas, der står i baren i dag. Han sluttede 3.g for et år siden og har brugt det sidste år på at lære italiensk i Rom og lære at skrive filmmanuskripter i New York. Hans lillebror Noah er ifølge sin far »en sådan lidt skæv type«, der stadig går i gymnasiet i Hellerup, hvor familien købte en villa, da det begyndte at gå godt i 1990erne. Storesøster Rebecca gik på kunstskole i London og lærer sig nu skrædderhåndværk i København. Og den ældste søn Simon har læst filosofi og business innovation. Han er nu ansvarlig for Japan og sin fars vigtigste sparringspartner på konceptet.

»Mine børn skal ikke være rigmandsbørn. Vi har ikke givet dem noget, men vil gerne have, at de selv har nogle udfordringer i tilværelsen. Det er mere folks måde at se en på, der bliver lidt anderledes, og det skal man lige vænne sig til. Jeg kan huske den dag, vi solgte firmaet og fik ret mange penge, der tog Sus en taxa hjem. Hun havde købt meget ind og kunne simpelthen ikke bære alle varerne. Men hun havde lidt dårlig samvittighed, sagde hun. Det, synes jeg, er sundt.«

Vi griber to bat og spiller lidt bordtennis. Lajboschitz fortæller, at han har spillet med de samme mennesker gennem det meste af livet. Mange af dem er også skakspillere. Det er ikke en usædvanlig kombination. Mange skakspillere spiller bordtennis. Han er i øvrigt også ved at sponsorere en skakturnering. Og når Tiger kaster sig over projekter med musik, foto og film, så er det – rigtigt gættet – ikke taget ud af den blå luft. Familien Lajboshitz interesserer sig bredt for kultur.

»Vi har ikke fjernsyn hjemme hos os, men går nogle gange i biografen. Jeg er i det hele taget meget optaget af forskellige kunstarter og tror, at jeg har en god forståelse for, hvordan de påvirker mig. Vi diskuterer det meget om spisebordet. De to store børn er flyttet hjemmefra, så vi bor nu fire mennesker hjemme hos os, men det er sjældent, der er et måltid under otte, for der kommer altid nogen og spiser med. Vi er meget sociale. Det synes jeg godt, vi kan tillade os at sige.«

Hvad betyder din jødiske baggrund?

»Hvis jeg må starte et lidt andet sted. Vores partner i Berlin er fra Italien. Vores italienske partner er fra Spanien. Vores engelske partner er fra Danmark. Vores baltiske partner er fra Færøerne. Og sådan er det hele vejen rundt. Det er ikke et bevidst valg, men hvorfor ender det op på den måde? Hvorfor er det ikke bare en, der har boet i landet hele sit liv, en monokulturel person, der løser den opgave? Jeg tror, det er, fordi folk med en duo-kulturel baggrund har en anden måde at se tingene på. Min jødiske baggrund og den jødiske kultur har også påvirket min måde at forholde mig til tingene på. Jeg tænker hele tiden: Skal jeg forholde mig til en given situation på en jødisk måde eller på den almindelige danske måde? Det er en usikkerhed og også en utryghed, men den er udfordrende, for du forholder dig til ting, andre mennesker ikke forholder sig til. Tag de store jødiske forfattere, Kafka, Singer og en masse andre. Det, de beskriver allerbedst, er der, hvor de farer vild. Når Kafka ikke kan orientere sig og er anklaget for noget, han ikke ved, hvad er, er det i virkeligheden et spørgsmål om to kulturer, han er faret vild i. Den kan jeg genkende i mig selv.«

Du gik på Den Jødiske Skole.

»Ja, og jeg fik faktisk et chok, da jeg gik ud, fordi jeg var forbavset over, at tingene ikke bare var, som jeg kendte dem. På skolen kendte alle hinanden, det var en lille landsby, og folk talte meget direkte til hinanden. Man dyrkede uenigheden, men pludselig skulle jeg starte hver sætning med: »Jeg respekterer fuldt ud dig, og jeg ved, hvad du står for, og det er ikke fordi… Men jeg mener altså noget andet.« Det var jeg ikke vant til. Så på den måde har det jødiske spillet ind.«

Prøv at give et eksempel på noget, man kan gå ind i på en jødisk måde og på en almindelig dansk måde?

»Jeg synes, kulturen i Tiger har med det at gøre. Vores menneskelige familiærhed, der er i Tiger, har noget at gøre med jødiske værdier. Hvis en ansat har et problem, er jeg oprigtigt interesseret. Ikke fordi jeg skal i følge vores businessstruktur, men fordi det er naturligt for mig, og det skaber den familiære følelse. Det er også en gøren op med den konventionelle måde at drive forretning på. I stedet for at være konventionel tør jeg godt træde ved siden af og sige, jeg er skideligeglad. Jeg havde en gang en konsulent en kort tid, der sagde »Lennart, du er nødt til at indse, at du kan ikke ansætte venner og bekendte i firmaet, fordi du har en rolle, og de har en anden rolle.« Og så svarede jeg: »Jeg synes, det, du siger, er menneskefjendsk, og jeg vil bekæmpe det, og jeg vil vise, at du har uret, og…«

Og du er fyret?

»Og du er fyret! Ja, haha. Nej, sådan var det ikke helt, men jeg syntes, det var menneskefjendsk og tåbeligt, at man skulle være en idiot per definition, bare fordi man var chef. Det ville jeg godt gøre op med. Jeg ville vise, at man godt kan have venner ansat, og at det er meget mere inkluderende at lade andre komme med, så det ikke bliver en hemmelig klub, men en inkluderende klub. Og det, synes jeg egentlig, er lykkedes meget godt efterfølgende. Der er masser af familie og venner ansat her. Og venners venner. Og venners familie. Og jeg synes, det virker helt vildt godt. Det gør, at vi kommunikerer meget mere om det, det handler om i stedet for, at det bliver struktureret ihjel. Det er også en lille smule anarkistisk.«

Mens denne artikel er blevet til i ugens løb, har Tiger åbnet tre nye butikker rundt om i verden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.