Diane von Furstenberg: »Den lille kjole skylder jeg alt«

Hendes liv er som en hollywoodfilm: milliardærmand, en mor, der overlevede Auschwitz og en prinsessetitel. Men det er en simpel slå om-kjole, der har givet Diane von Furstenberg en plads i modehistorien.

Diane von Furstenberg åbnede den flade lille uanselige kuvert, der lå i en kasse med gamle familiefotografier. Læste ordene og gispede. Hun læste dem igen og igen. Lagde kuverten fra sig og gik udenfor. Ned til det turkisblå hav på stranden på Bahamas, som hun kiggede ud over, men noget gik op for hende.

»Nu ved jeg, hvorfor jeg er, som jeg er. Nu giver det hele meningen. Det er derfor.«

Hun havde ryddet op i sin nyligt afdøde mors hjem. Der stod, havde hendes bror sagt, en kuvert med nogle billeder af hendes børn, da de var små. Måske ville hun have dem? Hun havde ryddet op i huset og egentlig glemt kuverten. Først sidst på dagen havde hun fundet kuverten. Nederst i bunken lå to tynde stykker papir i en kuvert, hvor der på forsiden var skrevet en adresse Ingen frimærker, for det var det brev, hendes mor smed ud af togvognen, der kørte hende til Auschwitz. Hun vidste ikke, om det nåede frem, men hun håbede, at hun kunne sende sine forældre en farvelhilsen.

»I må ikke være bekymrede, jeg kommer tilbage. Jeg ved ikke, hvad der vil ske, men jeg tager af sted med et smil til lejrene,« stod der.

Diane von Furstenberg ved, som hun stod der og læste, at hendes mor havde vidst, da hun skrev brevet, at der ikke var noget at smile af.

»Men hun prøvede. Hun insisterede på, at det var sådan, hun ville møde lejren. Derfor tror jeg også, at hun overlevede. Og fordi hun var sådan, blev jeg det menneske, jeg er. Der er aldrig noget, der har slået mig ud, selv om jeg har oplevet svære ting.«

»En von Furstenberg«

Diane von Furstenberg i sit kontor i Meatpac-kingdistriktet i New York. Billederne bag hende er en blanding af kendte venner og familiemedlemmer. Foto: Porter T. Whiteside.
Diane von Furstenberg i sit kontor i Meatpac-kingdistriktet i New York. Billederne bag hende er en blanding af kendte venner og familiemedlemmer. Foto: Porter T. Whiteside.

Diane von Furstenberg er 69 år gammel. Hun er kendt for at have skabt den slå om-kjole, som bærer hendes navn. En von Furstenberg er en kjole i et grafisk mønster. Den har lange ærmer, går til knæet og bindes med lange bånd om livet. Det lyder som ingenting, men det er den kjole, der har gjort hende til millionær, og som har givet hende en plads i modehistorien.

Hun sidder på en sofa i sit kontor i det hus i Meatpacking District i New York, hvor hendes firma holder til. Nederst ligger en butik, hvor tøjet hænger farvestrålende på bøjler. Der er bløde tæpper på gulvene og store prøverum.

I receptionen hænger en række af de billeder, Warhol lavede af hende. Stort hår. En slå om-kjole. Unge piger går smilende rundt og hjælper de få kunder en tidlig hverdagsformiddag.

På etagerne over sidder de ansatte, designteamet, sælgere og administrativt personale. Næstøverst har Diane von Furstenberg sit eget kontor. Et stort rum med en blød sofa i det ene hjørne. Et flere meter langt bord med omhyggeligt arrangerede bunker af bøger på. En pille mellem to vinduer er dækket af billeder. På øverste etage har hun en lejlighed.

Hun kommer lidt senere end den aftalte tid. Hilser venligt, men undskylder ikke. Smider sin violette minkpels på en lav stol, som man behandler ting, man har råd til går i stykker. Hun taler fransk med en mørk kvinde, der er klædt som stuepige.

»Vil du også have grapefrugtjuice?« spørger hun og beder så om »deux«.

Hun har den aura af velholdthed, som kun mange års rigdom giver. Som om hendes tøj ikke fnugger på samme måde som andres, som om ruskind altid er uplettet. Hendes gener er en blanding af græske, belgiske og russiske, og hun ligner både en dronning fra 1001 nat og en eksotisk karakter i en Agatha Christie-roman.

Om hendes håndled sidder et stort guldarmbånd, hun selv har designet sammen med juveleren H. Stern. På hvert led står et af de ord, der inspirerer hende »harmony, integrity, peace, abundance, love, knowledge, laughter, freedom og creativity« . Ved siden af det hænger et armbånd med diamantbesatte kugler fra danske Shamballa.

Hun har blødt krøllet hår, vågne øjne i lidt dybe øjenhuler.

»Hvad vil du vide?« siger hun.

»Det er en lang historie.«

Den begynder i den belgiske hovedstad Bruxelles, hvor hun blev født nytårsdag 1946 knap halvandet år efter, at hendes mor Lily var blevet befriet fra kz-lejren Auschwitz, 28 kilo, skind og ben. Lily blev gift med sin ungdomskæreste Leon.

De fik to børn, først Diane, så hendes bror. Faderen var forretningsmand, ansat i General Electrics, hendes mor hjemmegående. Et velhavende par, der levede et godt liv. Stort hus, tjenestefolk, privatskole, amerikanske biler, den unge Diane von Furstenberg så kun sin mor lave mad om søndagen, når kokkepigen havde fri.

»Min mor så altid det positive i alting. Da hun kom til Auschwitz, fulgtes hun med en ældre kvinde, som hun lovede sig selv, at hun ville føles med. Men i lejren sendte Dr. Mengele hende til den ene side og den ældre kvinde til den anden. Hun hadede ham for det i det øjeblik, som hun aldrig havde hadet et menneske. Men bagefter fandt hun ud af, at han havde reddet hendes liv. Sådan så hun på tingene. Der var altid noget positivt i selv det allerværste, man oplever. Man skal lede efter det.«

»Jeg havde ikke en plan for, hvad jeg skulle«

Diane von Furstenberg i slå om-kjole med sin søn Alexander. Foto: Privatfoto.
Diane von Furstenberg i slå om-kjole med sin søn Alexander. Foto: Privatfoto.

Diane von Furstenbergs forældre blev skilt, da hun var teenager. Faderen havde svært ved at rumme moderens indre uro, for selv om hun gjorde alt for at dække over den, prægede årene i kz-lejren hende. Da hun fik sin krigsskadeerstatning fra Tyskland, brugte hun pengene på en zobelpels, så hun aldrig nogen sinde skulle fryse igen.

»Min mor ville aldrig have, at vi beklagede os. Selvfølgelig var det hårdt som barn, men hun havde jo ret i, at man kunne opleve værre ting end have det hårdt i skolen.«

Diane von Furstenberg kom efter forældrenes skilsmisse på kostskole, dels i Schweiz, dels i England, før hun begyndte at læse på universitetet i Madrid.

»Jeg havde ikke en plan for, hvad jeg skulle. Jeg har altid vidst, at jeg ville kunne forsørge mig selv. Det var det vigtigste. Da jeg var barn, havde en af mine skolekammerater en mor, der var forretningskvinde. Hun var altid smukt klædt på, men vi så hende ikke ret meget, for hun arbejdede. Jeg ved faktisk ikke som hvad, jeg ved bare, at hun arbejdede og tjente sine egne penge, og som barn tænkte jeg, at jeg ville være som hun. Jeg skulle aldrig være afhængig af en mand.«

Men det var en mand, der bragte hende videre i livet. Da hun tog nogle kurser på universitetet i Genève, »åh kurser,« siger hun lidt vævende og meget ukonkret, mødte hun Egon von Fürstenberg, der virkelig var lavet af det stof, ungpigedrømme gøres af.

Hans fars familie var en tysk-østrigsk fyrstefamilie, nok af slagsen uden fyrstedømme, men stadig med titel, og hans mors familie var den stenrige italienske Agnelli-familie, der ejer Fiat, så Egon havde både titel og rigdom – og oveni masser af charme. Hendes familie var nok velhavende på Bruxelles-niveau, hans familie var stenrig på europæisk niveau.

De to blev kærester, hun blev hvirvlet ind i jetsetkredse i Europa af slagsen, hvor man står på ski i Gstaad om vinteren og festede hos Brigitte Bardot i St. Tropez om sommeren og kun lavede noget, hvis man havde lyst.

Egon og Diane blev forlovet, og noget uplanlagt blev hun gravid. Egon von Fürstenberg var en af Europas mest eftertragtede ungkarle, og hun var bange for, at han ville tro, at hun havde gjort det med vilje. Men han telegraferede bare hjem fra New York, hvor han arbejdede for banken Chase International: »Arranger bryllup i Paris.«

De to blev gift i 1969, hun var iført Dior og de fik et sommerhus på Sardinien i bryllupsgave af hans mor. Og sammen flyttede parret til New York og boede i en stor lejlighed på Park Avenue.

»En Park Avenue prins og prinsesse« bliver de kaldt, og i et interview med bladet New York Magazine er overskriften »De har alt. Er det nok?« Det var det ikke, skulle det vise sig. Men de første år fungerede ægteskabet med en udstrakt forståelse fra begges side. Han var, siger hun venligt, promiskuøs. Hun ville arbejde, selv om der ikke var nogen grund til det, men de gav hinanden plads. De blev skilt, da hun opdagede, at hun gjorde så meget plads for ham, at hun ikke selv kunne være i ægteskabet.

Et møde med Vogues redaktør ændrede Dianes liv

Diane von Furstenberg lancerede sin kjoler i 1974, men det gik to år før salget af kjolerne for alvor tog fart. Foto: Krause Johansen.
Diane von Furstenberg lancerede sin kjoler i 1974, men det gik to år før salget af kjolerne for alvor tog fart. Foto: Krause Johansen.

Hun havde ikke nogen formel uddannelse, men hun havde taget en kuffert med stofprøver med fra Italien, hvor hun havde lært industrimagnaten Ferretti at kende. Han ejede blandt andet et væveri, der tidligere havde lavet silkestrømper, men som nu vævede stof til T-shirts i silke og bomuld, som han også begyndte at trykke mønstre på.

Han ramte bølgen, da T-shirts går fra at være undertøj til at være ydertøj, da blandt andre Bardot begyndte at gå med T-shirts med ordet »St. Tropez« trykt på brystet.

I denne periode ændrede moden sig. Yves Saint Laurent havde åbnet sin første prêt-à-porter butik i Paris, hvor man kunne købe tøjet på bøjlerne og ikke skal have syet. I London åbnede Biba og Ossie Clark butikker på Carnaby Street. Og i New York fik designere som Halston, Giorgio Sant’Angelo og Stephen Burrows succes med design i blødere materialer og friske stoffer.

Det fik Diane von Furstenberg til at overveje, om man ikke kunne kombinere Ferrettis kvaliteter med simpelt design. Lave en t-shirt kjole i en smuk silkekvalitet og med et pænt print?

Hun havde prøver på kjolerne med, da hun kom til New York for at bo, og hun havde heldet med sig, da hun viste dem til Vogues legendariske redaktør, Diana Vreeland, der kunne se ideen og roste kjolerne.

»De var moderne, og de var lette at bære. Man kunne have dem i sin kuffert, de behøvede ikke at blive strøget. De så ikke imponerende ud på en bøjle, men de var smukke på en kvinde. Og de gav hende en frihed til at leve, som hun ville,« siger Diane von Furstenberg om sine kjoler.

Hun var ikke designer, det lægger hun ikke skjul på, og hun havde nok som ambition at blive økonomisk uafhængig, men tal var ikke hendes stærke side.

Til gengæld omsatte hun sin egen forelskelse i New York som mulighedernes by, 1970erne som kvindefrigørelsens årti og en uniform til den seksuelt frigjorte kvinde, for hun lavede tøj, der var let at tage på, rart at have på og virkelig nemt at tage af igen i en fart.

Hun begyndte med T-shirt kjolen, der altid har været hendes egen favorit, men den, der for alvor katapulterede hende ind i berømtheden og som har holdt hende inde i den de sidste 40 år – var slå om-kjolen, som hun lancerede i 1974.

»Vi lavede først en slå om-top med en nederdel, der matchede, men da jeg så Julie Nixon, Nixons datter i TV, som bar begge dele sammen, så det lignede en kjole, tænkte jeg, at vi skulle lave en kjole. Jeg ved godt, at jeg ikke er den første, der lavede en slå om-kjole, men det, der var særligt ved min kjole, var, at den var lavet i den bløde jersey. Den er enormt behagelig at have på, men den er også meget flatterende uanset hvilken kvinde, der tager den på. Hun ser godt ud, og hun føler sig godt tilpas. I den kan man være sig selv. Man kan være fri.«

»Newyorker-uniformen«

Den lille kjole: Slå om-kjolen, der er byggestenen for det hele. Foto: PR.
Den lille kjole: Slå om-kjolen, der er byggestenen for det hele. Foto: PR.

Kjolen var populær, da den blev lanceret i 1974, men salget gik amok i 1976, hvor Diane von Furstenberg var på forsiden af Newsweek, der beskrev den unge europæiske prinsesses modeeventyr.

Godt nok var hun blevet skilt, men navnet, der åbnede døren i USA, beholdt hun og gjorde det nemmere at skrive ved at droppe den tyske oumlaut, prikkerne over u’et.

Bladet havde egentlig bestemt sig for præsident Gerald Ford, men besluttede sig for, at hun ville være en bedre forsidemodel. På billedet havde hun sin grønne og hvide kjole på, og det betød, at alle pludselig ville have den kjole, fra kendte kvinder som Betty Ford og Gloria Steinem til husmødre.

Kjolen blev sluthalvfjerdsernes Newyorker-uniform, og Diane von Furstenberg bar den selv, da hun var blevet skilt og gik på jagt på Studio 54. Richard Gere var en af dem, hun indfangede. Og kasserede bagefter.

»Vi solgte 25.000 kjoler om ugen, da vi solgte flest. Det gik kun op op op, vi omsatte for flere millioner dollars hvert år, jeg fik flere og flere ansatte, og selvfølgelig kunne man sige sig selv, at det ikke kunne fortsætte, men jeg var ung, og vi var euforiske over succesen.«

Det varede et par år.

Så åbnede Diane von Furstenberg søndagsavisen hjemme i sin seng. Udsalgsannoncerne havde alle sammen den samme kjole på udsalg. Hendes. Markedet var mættet. For selv om kjolen var flatterende og nem at bruge og at rejse med, var det begrænset, hvor mange kunder der ville have mere end et par stykker af den.

Samtidig havde hun solgt sit navn på licensaftaler, så blandt andet det billige varehus Sears solgte sengetøj og møbler i hendes navn. Det huede heller ikke de fine stormagasiner, som købte hendes ting.

Hun solgte firmaet og fik afviklet det, så hun fik så meget for sine licensaftaler, at hun blev økonomisk uafhængig. Hun opdrog sine børn, drev et kosmetikfirma, der dog aldrig fik samme succes som kjolerne.

»Det var da trist, at jeg mistede firmaet, men det gav mig mulighed for at gøre andre ting. Og jeg var meget taknemmelig, for jeg havde opnået det, jeg ville, jeg behøvede aldrig at være afhængig af en mand økonomisk.«

Følelsesmæssigt drev hun dog omkring fra forhold til forhold. Hun var kæreste med en mand, hun mødte på Bali og tog med hjem, nøjagtigt som andre medbringer saronger i sære farver. Han passede lige så lidt ind i hendes newyorkerliv, som en sari på kontoret, men de var sammen nogle år.

Derefter var hun en periode kæreste med den italienske forfatter og journalist Alain Elkann, som hun mødte til en fest hos Bianca Jagger. Hun havde solgt forretningen og kedede sig i et New York, hvor »Dollars« og »Dynasty« var de store hits, yuppierne huserede og alt handlede om penge. Så da han sagde, »kom med til Paris«, flyttede hun. Og lod sig selv blive hjemme.

»Ham opgav jeg mig selv for. Han ville gerne have, at jeg gik klædt som en fransk intellektuel, så jeg lagde mine mønstrede ting væk, jeg købte sorte rullekravesweatre og flade sko og fik syet tweedjakker hos hans skrædder i Milano. Jeg var ikke mig selv i en lang periode, og jeg er sikker på, at det er derfor, jeg senere blev syg. Hvis man undertrykker sig selv, sker den slags.«

For Diane von Furstenberg fik tungekræft. Hun fik mistanke under en frokost med Ralph Lauren, sådan er hendes liv, hun drysser navne på berømtheder ud over alle begivenheder.

Hun holdt op med at glatte håret til festen, hvor Bianca Jagger red rundt på Studio 54 på en hvid Pony, hun sad til bords med den japanske kejser, mens hun var syg, hun hang ud med Brigitte Bardot, hun var venner med Madonna, og nu opdagede hun altså, at hun havde kræft, da hun spiste frokost med Ralph Lauren, som havde haft kræft.

Han havde bemærket en ringende tone i sit øre, det havde fået ham til at gå til lægen. Som hun sad der til frokosten, hørte hun også en ringetone for sit øre.

Og blev diagnosticeret og fik kræft og strålebehandlinger. Den verdensberømte guru Deeprak Chopra blev en del af dem, der hjalp hende gennem. Han ringede hver dag og mediterede med hende.

»Det var forfærdeligt at være syg, men jeg lærte noget af det. Jeg fandt ud af, at jeg undertrykte mig selv sammen med mænd. Det er vigtigt, hvordan man ser ud og klæder sig, at man lever, som man er.«

»Det gjorde jeg ikke, og det blev jeg syg af. Jeg mistede min stemme, fordi jeg ikke var mig selv. Så jeg lærte, at jeg måtte ændre mit liv og være den kvinde, jeg gerne vil være, ikke den kvinde andre drømmer om. Og jeg blev mere empatisk og forstående overfor andre. Jeg er taknemmelig for min sygdom. Min mor havde ret, der er altid noget godt at lære af det svære.«

»Sådan en kjole vil jeg også have. Hvor kan jeg købe den?«

Diane von Furstenberg i sit hjem i 1980, da hun havde solgt sit firma. Foto: Privatfoto.
Diane von Furstenberg i sit hjem i 1980, da hun havde solgt sit firma. Foto: Privatfoto.

Da hun blev rask, giftede hun sig kort efter med mediemogulen Barry Diller, som hun havde kendt hele sit voksenliv. De havde kort været kærester, og han havde ventet tålmodigt på hende i de mange år.

Han er milliardær, han anslås at være god for ca 15 mia. kroner. Han har eget fly – hun lånte det til at flyve til sin eksmands begravelse – en af verdens største yachts til knap en milliard og gav hende en ring, Napoleon havde givet Marie Bonaparte. Da hun endelig indvilgede i at gifte sig med ham, fik hun 26 vielsesringe. Et for hver af de år, de havde kendt hinanden og kunne have været gift. Og så støttede han hende, da hun gik ind i modebranchen igen.

For i midten af 1990erne begyndte unge piger at gå i hendes kjoler igen, opdagede hun. De fandt dem i vintagebutikker og gik i dem, nøjagtig af samme grund som deres mødre havde gået i dem. Kjolerne var flatterende og samtidig behagelige.

Diane von Furstenberg havde savnet at arbejde og den identitet, det gav hende, så ad omveje (en butik hun dybest set ikke rigtig troede på med skræddersyet tøj, en silkelinje solgt på en home shopping-kanal og en aftale, der blev droppet i sidste øjeblik om et samarbejde med et stormagasin) lancerede hun i 1997 firmaet Diane von Furstenberg igen.

Tøjet skulle præsenteres under modeugen i New York i september, men samme sommer tog hun til haute coutureugen i Paris og bar en af sine kjoler til Diorshowet.

»Det var hedebølge, alle svedte, men jeg kunne rulle ærmerne lidt op og kjolens skørt har jo den store slids, som jeg kunne åbne lidt. Jeg havde det ikke varmt. Da jeg kom ud backstage og stod blandt modellerne, der alle havde haute couture kjoler på, kom de hen og sagde »sådan en kjole vil jeg også have. Hvor kan jeg købe den?« Da vidste jeg, at det ville blive en succes. Kjolen appellerer stadig til kvinder.«

Hun er taknemmelig for »den lille kjole«’s store betydning for hendes liv og karriere, men hun er også bevidst om, at det skyldes andet end dygtighed. Især timing.

»Jeg skylder den kjole alt. Den gav mig et navn, og den har bevaret sin betydning, fordi den fungerer, men også fordi jeg var heldig at designe i 1970erne. Nogle historiske perioder bliver moden ved med at vende tilbage til og lade sig inspirere af. 1920erne er sådan en periode, og det er 1970erne også, for 1970erne handler om frihed, og det er altid interessant at se på igen, derfor er mine designs aldrig helt forsvundet.

Den lille kjole har ikke bare givet mig en karriere, men også en stemme, som andre lytter til. Har man det, har man en forpligtelse til at bruge den. Det vil jeg gerne kunne gøre mere, og derfor er jeg i gang med at sikre firmaet, så det kan fungere uden mig. Jeg er firmaets DNA, men jeg behøver ikke at være med til at designe hver eneste kjole. I hvert fald ikke i fremtiden.«

Hun begynder at glide lidt rundt i sofaen. Åbner sin iPad, jigger på forsiden. Lukker den igen.

»Jeg er meget taknemmelig for mit liv. Uanset hvad der er sket, har jeg forsøgt at få det bedste ud af det. Da jeg stod med det brev i hånden, forstod jeg hvorfor.«

Diane von Furstenberg fotograferet i 1970 i sit hjem. Naturligvis i eget design. Foto: Neal Boenzi
Diane von Furstenberg fotograferet i 1970 i sit hjem. Naturligvis i eget design. Foto: Neal Boenzi

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.