De ville ikke lave en »it«-taske – men det gjorde de

Newyorkermærket Proenza Schouler ville lave en anti-it-taske, men de fulgte nu formlen for at lave it-tasker ret fint.

Lazaro Hernandez og Jack McCollough optræder altid sammen, også på billeder. Foto: PR.
Lazaro Hernandez og Jack McCollough optræder altid sammen, også på billeder. Foto: PR.

Der har altid været statussymboler. Smukt forarbejdet silke, dyre ure, først i vestelommen, så om håndleddet, kostbare smykker eller bare hår så opsat, at det var tydeligt for enhver, at det krævede tjenestefolk til at sætte det.

Men håndtasken har i de sidste 20 år fået en helt særlig rolle som modens ypperste statussymbol. Har man den rigtige, er man med. Har man taskEN, it-tasken, kan man signalere, at man er del af modehierarkiet. At man ved, hvad der rører sig. Derfor ser man sæson efter sæson modens kvinder med de samme tasker, med Celines Luggage Tote, Chanels Boy-taske eller med Balenciagas tasker.

»Man har talt meget om, at it-tasken var på vej væk. Så var det skoene, så var det tøj, men det bliver ved med at være tasken, fordi den er det smarte køb, fordi den er den eneste modeting, som man kan bruge hver dag. Køber man en frakke, går man ikke med den dagligt. Et par sko skifter man også, men en taske kan man bruge hele tiden, så hvis man gerne vil vise, at man er moderne, er den næsten et fornuftigst køb,« siger Sidsel Alling, modeblogger og medforfatter til stilguiden »Smart«.

En af de tasker, der de sidste par år har hængt på mange kvinders skuldre, er PS1 fra newyorker-mærket Proenza Schouler, der består af Lazaro Hernandez og Jack McCollough. De to stiftede firmaet i 2002, og det er opkaldt efter deres mødres pigenavne. I et mailinterview med B Søndag fortæller de, hvordan de arbejder sammen.

»Det er aldrig »min kollektion« eller »hans kollektion«. Det er altid en blanding af begge vores verdener. Hvis en af os virkelig er besat af hvid og den anden af sort, ender vi med at lave gråt. Vi gør ikke enten eller, vi finder en mellemvej. Det er to hjerner, to ideer meget af tiden, men det magiske sker, når to ideer tilsammen kan skabe en idé, der er større og bedre end nogen af vores individuelle ideer. Det er samarbejde i alle ordets betydninger.«

Selve interviewet demonstrerer den pointe. De to har svaret sammen, så alle svar er begges svar, men gør deres PR-dame venligt opmærksom på, hvis man har brug for at tilskrive en af dem svaret, kan det første tilskrives Jack McCollough og næste svar Lazaro Hernandez. Efter den formel er svaret her Jack McColloughs, men de får lov til at svare i kor. Også på, hvem de designer til.

Tasken, der alligevel blev en »it«-takse

»Proenza Schouler-kvinden elsker luksus, håndværk og kreativitet. Hun er sofistikeret og velholdt, men også lidt uperfekt. Vi holder meget af ideen om kontrasten mellem traditionel luksus og en anelse nonchalance. Hun er selvsikker, elsker at tage chancer, er uafhængig og hun følger ikke trends.«

De ideer gik igen, da parret designede deres første taske PS1, der første gang blev vist i 2008, samme år som mærkets skokollektion. Den blev hurtigt til en it-taske på trods af priser, der begyndte omkring 10.000 kroner. Og på trods af, at designduoen faktisk forsøgte at lave noget, der var en anti-it-bag med tasken, der ligner en luksuøs udgave af en gammeldags skoletaske med sin lange rem, sin flap hen over tasken og sine spænder.

»Vi ville lave en taske, der kunne transcendere sæsoner, som ikke var knyttet til en enkelt kollektion. Da vi begyndte at arbejde på PS1 – PS er en forkortelse for Proenza Schouler – forestillede vi os en skoledrengs taske, som var fuldstændig anonym, renset for alt og uden nogle logoer, men som stadig havde en underspillet fornemmelse af luksus. Det var et svar til det, der var så populært i den periode, tasker, der var smurt ind i hardware og hængsler og logoer. Men det skete meget organisk. Vi ville ikke lancere en taske, før vi havde noget at sige.«

Men at tasken blev en it-bag er ikke overraskende, siger Chris Pedersen, journalist på DRK og modeekspert:

»Det kan godt være, at de siger, at de ville lave en anti-it-bag, men de sørgede da for at lave en taske, som er genkendelig. Når man ved det, er det nemt at se, at det er en PS1 taske med de specielle spænder, der er på den. Det er vigtigt, for folk, der giver 10.000 for en taske, vil gerne have, at andre kan se det. Ellers købte man noget andet.«

Han mener, at den moderne it-bag for alvor opstår i 2001, da Nicholas Ghesquière laver en kollektion for Balenciaga og får lavet en række tasker – lyder myten i hvert fald – så modellerne har noget at have i hænderne. En af modellerne er Kate Moss, hun forelsker sig i tasken, taskerne produceres og bliver et enormt hit med lange ventelister.

»De havde jo ikke noget logo, men de havde tydelige kendetegn med snore og nitter. På samme måde kan de, der kender noget til tasker, sagtens spotte PS1-tasken.«

Proenza Schoulers »it«-taske Foto: PR.
Proenza Schoulers »it«-taske Foto: PR.

Én taske ad gangen

Og kunderne kan genkende tasken, dels fordi den har kendetegn, dels fordi den bliver vist frem på den rigtige måde. En vigtig strategi for et modehus, der lancerer en taske, er at huske på, at det er nemmere at huske èn taske end ti forskellige. Derfor var det rigtigt set af Proenza Schouler kun at lancere én taske i første omgang.

»Når tasken så findes, skal modehusene give den til en masse kendte kvinder og sørge for, at de bliver fotograferet med den. Proenza Schoulers taske blev f.eks. vist af Chloe Sevigny, som de var venner med. På den måde bliver tasken kendt. Det skete også her. I dag sker det endnu hurtigere, fordi de sociale medier spreder ting ekstremt hurtigt,« siger Chris Pedersen

Proenza Schouler har fulgt formlen. De lancerede PS1 i 2008, som i de kommende sæsoner blev lanceret i nye farver og senere også i andre størrelser, men grundlæggende i den samme form. Først i 2015 blev taskeserien Hava lanceret.

»Vi har været ekstremt heldige, at kvinder verden over har responderet så positivt på vores tasker. Det gør én ydmyg, når man ser, hvor mange andre valgmuligheder der findes derude. Vi har for nylig lanceret Hava-familien, og vi ser frem til at sende dem ud i verden og se, hvordan folk reagerer på dem.«

Taskerne holder deres værdi

De vil ikke svare på, om de har forsøgt at lave en it-taske.

Skip, står der bare under spørgsmålet i mailen.

Men tasken er det rigtige sted at forsøge sig, hvis man vil lave en klassiker, mener Chris Pedersen, for den har fået særstatus.

»I modens system er en taske det eneste køb, man kan gøre, som har en blivende værdi. Modetøj er blevet så ekstremt dyrt, at man kun har råd til det, hvis man er meget rig. Da jeg for 20 år siden arbejdede hos Nørgaard, kunne man købe et par Helmut Lang-bukser til 1.200 kroner. Det var da dyrt, men man kunne gøre det uden at spare op. Nu koster en Celine-frakke 20.000, og tøj mister, som en bil, værdi det sekund, du går ud af forretningen. Selv hvis du sælger det ubrugt og med mærkerne på, taber du penge på det.«

Men det er anderledes med taskerne. Mange tasker kan sælges til den pris, de er købt til, selvom de er brugt en sæson eller to. Nogle ligefrem dyrere. Chanel satte sidste år sine taskepriser op med 20 procent, og det betød, at priserne på de brugte tasker også steg.

»En taske kan man nu nærmest betragte som en investering, og derfor kan man måske også retfærdiggøre, at man bruger så mange penge på en taske, som man gør. De fleste koster jo fra 14.000-15.000 kroner. Det er lidt som med ure til mænd. De er måske ekstremt dyre, men man ved, at de holder værdien, og man kan tænke, at man nærmest bare passer på dem, før de skal videre igen.«

Og svinger dem over skulderen, vel vidende, at de har den rigtige taske.

»It«-taskens historie:

1954:
It-tasken har to tidsregninger. Den ene begynder med Hermès Kelly-bag, som er en model, Hermes har lavet i mange år i flere udgaver og størrelser, oprindeligt beregnet til at bære en taske i – men den blev berømt, da Grace Kelly i 1954 forsøgte at skjule sin gravide mave bag den foran fotografer. Den anden tidsregning begynder i 2001, men det kommer vi til.

1955:
Coco Chanel lancerer sin 2’55 taske – navnet dækker over den periode, den blev designet i, februar 1955. Den quiltede taske med kæderemmen har hun lavet før, men i 1955 finder tasken sin endelige form og er blevet produceret siden. Den oplever i flere perioder ny popularitet, senest første halvdel af 2010erne, hvor Chanel hæver prisen på sine tasker med 20 pct. Og stadig har udsolgt.

1997:
Ingen it-tasker uden Sex and The City, TV-serien med premiere i 1998, der om nogen promoverede ideen om, at man kan købe sig lykkelig – hvis man køber det rigtige. Manolo Blahnik gik fra at være et lille brand til at blive verdenskendt på grund af serien, Jimmy Choo blev en kæmpe forretning og Fendis’ baguettetaske fik vind i sejlene på grund af serien, hvor den blev omtalt. Og kort efter hang på alle kendissers arme.

2001:
Nicolas Ghesquière holdt show for Balenciaga, og rygterne siger, at han lavede tasker, så modellerne havde noget at holde på catwalken. En af dem var Kate Moss, som forelskede sig i tasken, og det overbeviste Balenciagas ledelse om, at de skulle producere den. Efter flere års succes gjorde Balenciaga, som man gør, når man skal tjene på en it-taske: solgte den i andre størrelser, lavede punge, cluthes og rejsetasker i samme linje og sendte nye tasker på markedet, der grundlæggende lignede den oprindelige. Det gør de stadig. Og de sælger stadig.

2004:
Engang var Phoebe Philo Stella McCartneys assistent, men da McCartney fik sit eget mærke, blev Philo forfremmet til chefdesigner hos Chloé og med tasken Paddington skabte hun en monstersucces.  Ifølge Vogue blev samtlige 8.000 tasker, der blev produceret til sommerkollektionen 2005, solgt som preorder, og der kom således ikke én eneste på hylderne i butikkerne. Tasken dukkede op i Chloes kollektioner i 2013, da mærket fejrede sit 60 års jubilæum, men produceres ikke længere.

2010:
I 2010 gjorde Phoebe Philo det igen, da hun som chefdesigner for Celine, lancerede Luggage Tote, der nærmest er en raffineret udgave af et stift indkøbsnet. I de første sæsoner efter den lancering stod den ved siden af stort set alle moderedaktører. Tasken sælges fortsat, konstant i nye farver.

2013:
Karl Lagerfeld har været genial til at udnytte huset Chanels ikoniske design, de quiltede tasker, de tofarvede sko, der giver længere ben og den klassiske Chaneljakke, men han har tilføjet nye ting, som tasken Boy, der blev lanceret i 2013 og som i grove træk er umulig at få fingrene i, selvom man står i kø ned af gaderne i Paris – sammen med kineserne, som på indkøbsture i Europa går i Chanel – og venter tålmodigt.

2015:
Det er fascinerende, som det er lykkedes Guccis chefdesigner på få sæsoner at hive Gucci fra lidt kikset til ekstremt eftertragtet med sit luksus-nørd look. Han gjorde et par klassiske loafers til efterårets mest hypede sko ved at fore dem med pels, der stak ud over den åbne skos hæl, og tasken Dionysus er med sit store spænde og logo-stof måske ikke klassisk smuk og afdæmpet, men heltrigtig lige nu.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.