Weekendmad: Burger, ovnfritter og Croque Madame

Bøfburger og Croque Madame er brunchmad eller solid eftermiddagsmad til dasedage, hvor tiden flyder og de faste måltider slippes løs.

Med denne weekend slutter en uges vinterfri for nogle, mens andre er så heldige netop at begynde ferien nu.

Begge tilfælde giver anledning til en dasedag uden for mange planer og måltider på faste klokkeslæt. En solid morgenfrokost en gang i løbet af dagen gør godt. Ligesom udsigt til »rigtig mad« i pausen mellem to forestillinger i hjemmebiografen også altid er lovende.




Sådan nogle dage fabler jeg selv om rigtig bøf på burgervis, ketchup med kant og den super Croque Madame, jeg ellers aldrig får. Måske er jeg ikke den eneste.

Både til burgeren, madamen og ketchuppen bruger jeg tomater. På denne årstid kan det være svært at finde dem ligeså aromatiske og søde, som de skal være. Men de findes, om ikke helt perfekte, så bestemt brugbare. Kig efter syditalienske og visse spanske og vær selvfølgelig kritisk. Måske har du allerede nogle liggende til »eftermodning« i køkkenet. At være på forkant med tomater er altid en god ide.
God, kogt, røget skinke til madamen skal du nok til slagteren for at få fat i.

Og så lige til sidst, inden du går i køkkenet: Man kan vælge en »snydeløsning« på den bechamelsauce, der skal i midten og på toppen af en Croque Madame: En lille smule cremefraiche sammen med den revne ost giver fin creme i midten og gratinerer næsten korrekt på toppen. Men husk, at det skal være ægte cremefraiche – altså den fede, 38 pct. Mager cremefraiche giver blot uønsket væde og gennemblødt brød, når den varmes op.

Bøfburger

Til 4 personer

Burger løg:
2 løg (gerne store skalotteløg)
1 tsk. olie
1 tsk. smør
2 kviste timian
1 ½ spsk. vineddike
ca. 1 tsk. sirup
peber og havsalt

Dressing
3-4 små modne tomater
5-10 dråber tabasco
2 ½ spsk. god mayonnaise
lidt vineddike
lidt salatblade evt. feldsalat
1 rødløg

4 små boller (se tip)
evt. tynde skiver af god bacon
4 små gode oksebøffer (100-120 g pr. stk. og 2-2,5 cm tykke) skåret af filet, tyndsteg eller mørbrad
ca. 1 tsk. olie og 1-2 spsk. smør

evt. hjemmelavet ketchup (se opskrift)
evt. ovnfritter (se opskrift)

Burgerløg:
Pil løgene og skær dem i tynde både. Kom løgene og resten af ingredienserne i en gryde. Lad det simre, til væden er dampet næsten helt væk og løgene er let karamelliseret. Smag til med salt og peber.

Dressing:
Hak tomater fint og rør dem med resten af ingredienserne. Smag dressingen til med salt og peber.

Salat og boller:
Skyl og tør salaten. Pil rødløget og snit det tyndt. Flæk bollerne og rist dem let på krummesiden.
Eventuelt: Steg baconskiverne i eget fedt – steg dem langsomt, så de bliver helt sprøde uden at blive branket.

Bøffer:
Tryk bøfferne lidt fladere med håndfladen. Kom olie på en stor støbejernspande og varm den godt op. Tilsæt smør, lad det bruse af og læg bøfferne på. Brun dem hurtigt, ved god varme, på begge sider. Skru lidt ned og steg dem 1½ -2 min. på hver side. Lad dem hvile et lille minut på en tallerken og krydr dem med salt og peber.

Smør dressing på bollerne og læg bøffer, bløde løg, rå løg, salat, evt. sprødstegt bacon og hjemmelavet ketchup imellem. Server med det samme – gerne med ovnfritter til. (se opskrift)

TIP:
Man skal helst kunne spise en burger uden at »slå« sig på brødet. Også selv om man bruger kniv og gaffel og ikke bider af bollen. Derfor skal bollerne ikke være alt for hårde og sprøde i skorpen. Vælg evt. burgerboller, hvis du kan finde nogle af god kvalitet.

Ovnfritter:
500-600 g store kartofler
3-4 tsk. olie
havsalt

Tænd ovnen på 200 grader varm luft. Skrub kartoflerne grundigt og tør dem med køkkenrulle. Skær dem i både, kom dem i en fryseplasticpose sammen med lidt olie. Fordel olien omkring kartoflerne ved at ryste kartoflerne rundt i posen. Fordel bådene på en bageplade med bagepapir og bag dem i ca. 20 min. Drys med lidt salt og server straks.

Hjemmelavet ketchup
10-12 små søde tomater
1 skalotteløg, finthakket
1 laurbærblad
1 hel nellike
1 lille spsk. olivenolie
1 spsk. æblecidereddike eller vineddike
1-2 tsk. rørsukker
havsalt og peber

Skær tomaterne i små terninger og kom dem i en kasserolle sammen med resten af ingredienserne. Lad det småsimre i ca. 10 minutter og smag til med salt og peber. Hæld ketchuppen i en skål og lad den køle af.

Facebook: Mere mad og livsstil

Croque Madame
Til 4 personer

Bechamelsauce:
2 spsk. hvedemel
3 dl mælk
30 g smør
havsalt og peber
lidt fintreven muskatnød
ca. 150 g groft revet gruyère (Vesterhavsost eller en god cheddar kan også bruges)
8 skiver godt franskbrød (eller godt toastbrød, hvis det findes…)
ca. 25 g smeltet smør
4 spsk. dijonsennep
tynde skiver af modne tomater
6-8 tynde skiver kogt røget skinke
4 meget store eller 8 meget små æg
2 tsk. olivenolie
1 spsk. smør
¼ porre (omhyggeligt skyllet)

Bechamelsauce:

Pisk mel og mælk sammen i en tykbundet gryde. Kom smørret i og sæt gryden over moderat blus. Rør konstant i gryden, mens smørret smelter og væsken langsomt bliver tykkere. Skru ned og lad saucen koge igennem (2-3 min.) under omrøring. Tag den af blusset og smag til med salt, peber og muskatnød. Rør halvdelen af den revne ost i.

Croque:
Pensl brødskiverne med smeltet smør på den ene side. Smør den anden side med et generøst lag sennep. Vend fire af skiverne med sennepssiden opad og fordel skinken herpå. Fold den, så den ikke hænger ud over brødet. Læg tomatskiver og en skefuld bechamelsauce oven på. Læg de resterende brødskiver oven på (med smørsiden op). Tryk croquerne let sammen.
Varm en stor stegepande op og læg de fire crouqer på. Lad dem stege, til de er gyldne og sprøde, vend dem og steg den anden side på samme vis. Tag dem af panden og tænd ovngrillen. Flyt croquerne over på en plade med bagepapir. Smør et tyndt lag bechamelsauce på oversiden af hver croque, drys med resten af osten og sæt dem under den varme grill. Tag dem ud, når ost og bechamel bobler og gratinerer i kanterne.

Imens: Steg æggene ved god varme i olie og smør.
Anret spejlæggene på croquerne, krydr med salt og peber og drys meget fint snittet porre over.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.