Manden bag Madklubben: Fra lille bandit til bisset businessmand

Anders Aagaard er under finanskrisen blevet et af Københavns mest magtfulde restauratører. Mens andre restauranter er bukket under en for en, åbner han alene i år fem nye – og flere er på vej. Mobning, brodermord, flid og skæve fliser er en del af svarene, når MS stiller spørgsmålet: Hvad er det, den 37-årige sønderjyde kan?

Anders Aagaard satte selv fliserne op, da han åbnede sin første restaurant Madklubben i Store Kongensgade i 2007. Han rykkede ind i samme kælderlokale, som tidligere havde huset 1990ernes succesfulde københavnske restauratørteam Olsen-drengene, og som derpå blev overtaget af skiftende køkkenchefer for til sidst at ende som nedslidt salsaklub med vand på gulvet og en ram lugt af mug.

Anders Aagaard stod der »ligesom Joakim von And og viftede med en stor pose penge med dollartegn udenpå« og fik lejemålet billigt.

Anders Aagaard, manden bag Madklubben, som under finanskrisen er blevet et af Københavns mest magtfulde restaurantimperier. Mens andre restauranter er bukket under en for en, åbner Anders Aagaard alene i år fem nye - og flere er på vej. Sted: Restaurant Gran Torino, Sortedam Dossering 7C (baghuset), 2200 København N.
Anders Aagaard, manden bag Madklubben, som under finanskrisen er blevet et af Københavns mest magtfulde restaurantimperier. Mens andre restauranter er bukket under en for en, åbner Anders Aagaard alene i år fem nye - og flere er på vej. Sted: Restaurant Gran Torino, Sortedam Dossering 7C (baghuset), 2200 København N.

»Jeg havde kort forinden forladt Cofoco-kæden og fået en sjat penge med mig, der ikke var så stor, som jeg havde håbet på, men som var større, end de havde ønsket sig,« forklarer han.

Men han satte selv fliserne op. Fordi så stor var posen heller ikke – og fordi hans karriere i restaurationsbranchen hidtil mere var præget af Anders Ands uheld end af Onkel Joakims rigdom.

»Jeg var forsigtig, for jeg havde brændt nallerne godt og grundigt i London. Jeg var nødt til at få hjælp af en elektriker og en VVS-mand, og jeg ville have nogle bestemte Gubi-stole og lamper, men så var der heller ikke en krone tilbage. Så jeg var nødt til at lave det meste selv,« husker Anders Aagaard.

Så han satte selv fliserne op. Han begyndte omme i baglokalet. Og de hang hulter til bulter.

 

Anders Aagaard fortæller historien her syv år senere. Han sidder i en af de bløde sofaer på Grill Royal på Kongens Nytorv for at fortælle det både gode og grumme eventyr om Madklubben, om det smertefulde brud med Cofoco, om et gastronomisk skibsbrud i London og om tiden før. Han kunne også have valgt en anden fancy københavneradresse: Arne Jacobsens funkisbyggeri ved Bellevue. Admiralgade bag ved Det Kongelige Teater. Pilestræde tæt ved Strøget. Københavns havnefront i Havnegade. Vesterbrogade. Eller Sortedam Dossering på Nørrebro ned til Søerne. Som en af Københavns mest fremgangsrige restauratører har han nemlig restauranter på samtlige af disse adresser – 10, snart 11 moderne spisesteder er det blevet til siden starten i Store Kongensgade for syv år siden. I en tid præget af finanskrise, hvor restauranter er bukket under en for en, frekventerer 750.000 gæster årligt Anders Aagaards restauranter. Den 37-årige entreprenør må med andre ord sidde med den hemmelige opskrift på succesen.

»Der er ikke nogen hemmelighed. Det er flid og hårdt arbejde. Jeg står tidligere op end de fleste og går senere i seng. Ligesom kineserne…,« siger han afvigende.

Vi vil nu alligevel prøve at aflure ham tricket.

Anders Aagaard, manden bag Madklubben, som under finanskrisen er blevet et af Københavns mest magtfulde restaurantimperier. Mens andre restauranter er bukket under en for en, åbner Anders Aagaard alene i år fem nye - og flere er på vej. Sted: Restaurant Gran Torino, Sortedam Dossering 7C (baghuset), 2200 København N.
Anders Aagaard, manden bag Madklubben, som under finanskrisen er blevet et af Københavns mest magtfulde restaurantimperier. Mens andre restauranter er bukket under en for en, åbner Anders Aagaard alene i år fem nye - og flere er på vej. Sted: Restaurant Gran Torino, Sortedam Dossering 7C (baghuset), 2200 København N.

Anders Aagaard er født og opvokset i Sønderjylland. I børnehaven mente en enig stab af tyndslidte pædagoger, at det var tid til, at han kom videre, så han blev sendt i skole før tid.

»Jeg var en sød dreng, men jeg var også en lille bandit,« forklarer han selv.

Men det var ikke let at være et halvt til et helt år yngre end sine klassekammerater på skolen i Gråsten.

»Den danske folkeskole, den har jeg sgu ikke mange gode minder fra. Jeg blev mobbet, fordi jeg var mindre end de andre og ikke kunne klare dem, og fordi jeg altid har været typen, der stikker snuden frem. Så jeg skulle dælme fighte. Men jeg tror måske, det er Vorherres måde at få lidt balance i verden. Hvis jeg havde haft det for let, ville jeg have været totalt uudholdelig. Men havde jeg været et halvt hoved højere og 20 kilo tungere, havde de fået et par på læben. Anyway, de kæmper sikkert med deres egne dæmoner i dag.«

Hvordan undgår man at vende mobning til noget negativt?

»Man kan enten vælge at blive en lille skid, som er bange for sin egen skygge, og som altid ville sidde i et mørkt kontor bagest i hjørnet og ikke være til besvær og blive et introvert menneske…«

Kan man det?

»Nej, det kan man selvfølgelig ikke bare sådan. Det er den gamle snak om arv og miljø. Jeg har nogle fantastiske forældre, og jeg havde nogle fantastiske bedsteforældre med en masse forskellige kvaliteter. Og så er jeg en fighter. Jeg giver ikke op. Så man kan nok ikke vælge det. Nogle bliver ødelagt af mobning. Nogle bliver knækket for livet og begynder pludselig at tro på, hvad alle de der pikhoveder siger. Så det har nok betydet meget, at jeg har haft en kongefamilie. Verdens bedste. Jeg fik at vide, at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles. De gav mig også troen på, at man kan, hvad man vil. Du kan blive blikkenslager eller højskolelærer eller trompetist. Det er ikke sikkert, du bliver en god trompetist, men du har muligheden for at gå efter det. Især i et land som Danmark. Rengøringskonens datter kan godt blive advokat – man kan foretage et voldsomt spring på en enkelt generation.«

Er dine forældre selfmade? Eller amerikanere…?

»Haha, ingen af delene. Min far er tandlæge med egen klinik, og min mor er bank- og pædagoguddannet, men har været hjemmegående faktisk altid. Så det har hverken noget at gøre med the American dream eller liberalisme.«

Det var derfor en kærkommen forandring for Anders Aagaard at komme i gymnasiet i Sønderborg. Det blev sjovt og kreativt. Musik, sprog og især historiefaget appellerede til ham – Anders Aagaard er stadig storforbruger af diverse historietidsskrifter.

»Min bedstefar, som desværre ikke er her mere, var en meget dannet mand og satte en ære i at være et ordentligt menneske, og at man skulle vide noget om tingene. I dag er det nærmest et positivt karaktertræk at være totalt blæst. Historien er min måde at holde lidt fast i de gamle dyder, i en form for dannethed og lidt mere tyngde i tilværelsen,« forklarer han.

Anders Aagaard, manden bag Madklubben, som under finanskrisen er blevet et af Københavns mest magtfulde restaurantimperier. Mens andre restauranter er bukket under en for en, åbner Anders Aagaard alene i år fem nye - og flere er på vej. Sted: Restaurant Gran Torino, Sortedam Dossering 7C (baghuset), 2200 København N.
Anders Aagaard, manden bag Madklubben, som under finanskrisen er blevet et af Københavns mest magtfulde restaurantimperier. Mens andre restauranter er bukket under en for en, åbner Anders Aagaard alene i år fem nye - og flere er på vej. Sted: Restaurant Gran Torino, Sortedam Dossering 7C (baghuset), 2200 København N.

 

Han spillede med i musicals på gymnasiet og var forsanger i et partyband, der inspireret af filmen »The Commitments« spillede gamle soulhits som »Mustang Sally« og numre af Rolling Stones med blæsere, korpiger og det hele. Det faglige, derimod, gik det så som så med. Han lavede sjældent lektier, men interessen for historie fortsatte. Og efter studentereksamen snusede han lidt til det hele.

»Jeg tænkte på at blive noget musical-, rockstjerneagtigt og havde kontakt til en musicalskole i London. Men jeg fandt ud, at man skulle starte i koret og arbejde sig op. Sådan noget med biroller og statister havde jeg slet ikke tålmodighed til, så da det ikke så ud til, at jeg kunne blive stjerne inden for de næste seks-ni måneder, droppede jeg det. Jeg var også til et åbent hus-arrangement på historiestudiet i Odense og så, at næsten alle de studerende var damer! En kombination af to interesseområder, det lød da meget fedt, men fem år virkede uoverskueligt, så historie måtte blive på hobbyplan. Og når det kom til stykket, var det sgu for kedeligt med jurastudiet i København, som jeg ellers mente var den direkte vej til penge, magt og anerkendelse…,« husker Anders Aagaard.

»Til gengæld havde jeg efter gymnasiet arbejdet lidt på en restaurant i Rinkenæs og for første gang mærket, hvordan det var at brænde for noget – jeg stod op klokken 5 om morgenen, tog på marked og handlede og gik i seng 22 timer senere. Så min mor foreslog på et tidspunkt, at jeg søgte ind på en hotel- og restaurantskole i Schweiz. Jeg sendte en ansøgning og købte så ellers en Kilroy-jordomrejse. Den 20-årige verdensmand havde noget unfinished business ude i verden, der lige skulle klares… Men så fik jeg en telefax om, at jeg var kommet ind. Det var 2. januar 1998.«

Anders Aagaard, manden bag Madklubben, som under finanskrisen er blevet et af Københavns mest magtfulde restaurantimperier. Mens andre restauranter er bukket under en for en, åbner Anders Aagaard alene i år fem nye - og flere er på vej. Sted: Restaurant Gran Torino, Sortedam Dossering 7C (baghuset), 2200 København N.
Anders Aagaard, manden bag Madklubben, som under finanskrisen er blevet et af Københavns mest magtfulde restaurantimperier. Mens andre restauranter er bukket under en for en, åbner Anders Aagaard alene i år fem nye - og flere er på vej. Sted: Restaurant Gran Torino, Sortedam Dossering 7C (baghuset), 2200 København N.

Opholdet i Schweiz blev et vendepunkt. Efter at have fortsat stilen fra gymnasiet på de første semestre fik han så dårlige karakter, at det blev helt pinligt. Så da uddannelsens første del med sengeredning, borddækning, madlavning og andre praktiske færdigheder blev afløst af »en blanding af Copenhagen Business School, RUC og businessdrift«, tog fanden ved Anders Aagaard. Han endte med skolens højeste gennemsnit, og der blev hængt en mindeplade op på skolen med hans navn indgraveret til minde om en mønsterstudent ud over det sædvanlige.

»Mens jeg gik i gymnasiet, sagde min far nogle gange til mig: »Den eneste, du ikke kan lyve over for, er dig selv.« Den var svær, når man havde jappet en dansk stil sammen på 20 minutter og blev spurgt, om det var det bedste, man kunne præstere. Nu sad min mor og far til dimissionen i Schweiz og klappede som gale og tænkte: »Hold da kæft, er det vores søn? Er det ham, der lå på sofaen i tre år, dengang han skulle forestille at gå i gymnasiet? De var stolte.«

Efter Schweiz tog Anders Aagaard til London sammen med en ven, der havde et skib, som han ville lave om til restaurant. Han spurgte, om Aagaard ville være med til at udvikle projektet.

»Jeg led på det tidspunkt af storhedsvanvid efter alle de gode karakterer, jeg havde fået i Schweiz. Men jeg fandt hurtigt ud af, at teori og virkelighed ikke altid er det samme. Det kostede en million milliarder at lave det skib i London om, og alle mennesker omkring os advarede os og sagde, at vi skulle droppe det. Men vil vil ikke høre. Spoler man så fem år frem, stod vi og var blevet taget i røven af samtlige samarbejdspartnere, håndværkere, you name it. Vi var for unge. Og vi var elendige til at drive forretning. Det kostede fem år, nogle rigtig dyre lærepenge og temmelig mange millioner kroner i tab,« husker Anders Aagaard.

»Så jeg pakkede mine sydfrugter og tog tilbage til Danmark, som jeg ellers havde forsvoret, at jeg ville tilbage til. Jo, måske til jul og om sommeren, men ellers var jeg overbevist om, at mit liv var ude i den store vide verden. Jeg havde kærester fra Tyskland og Guatemala og skulle ikke have mere med Danmark at gøre. Og pludselig sad jeg på sofaen ude hos min søster i Valby og drak en masse kaffe og røg en masse smøger og havde utrolig ondt af mig selv. Det var det totale nederlag. Hvis jeg havde startet et forfatterskab der, havde det virkelig været Valby Noir

Det tog dog ikke mere end fire-fem dage, før Anders Aagaard ikke længere kunne holde sig i ro. Året var 2004. Han kontaktede sin nære ven siden barndommen Christian Lytje, som arbejdede med sin gymnasiekammerat Torben Klitbo, der havde startet den første Cofoco i Abel Cathrines Gade på Vesterbro. Spurgte, om ikke han skulle hjælpe med lidt lagerføring, med nogle systemer for driften af køkkenet, med at tage telefonen, der her i årene før online booking ringede konstant – hvad som helst? For der var »packed« på Cofoco, og det var stedet at være.

Anders Aagaard var 27 år og alligevel alderspræsident i, hvad der startede som et ansættelsesforhold, men snart blev et partnerskab mellem de tre sønderjyder. Konceptet var det samme, som Cofoco og Madklubben konkurrerer om i dag: God mad til fornuftige penge.

»Vi kunne se, at vi havde fat i noget rigtigt – og vi var enige om mange ting. Men der var også mange ting, vi ikke var enige om. Og vi havde ikke fordelt opgaverne ordentligt mellem os, så jeg blev den hårde banan i firmaet, ham der altid råbte og skældte ud, fordi der ikke var gjort ordentligt rent, eller der stod sur mælk i køleskabet. Så alle hadede mig. Og efter halvandet år eksploderede det i noget, der nærmest mindede om en græsk tragedie,« forklarer Anders Aagaard.

Han tager tilløb til den ubehagelige del af sit erhvervseventyr. Forklarer, hvordan han og Torben Klitbo begge tændte på at udvikle og starte nye ting. De åbnede snart Les Trois Cochons på Værnedamsvej, og den gik også strygende. Men på et tidspunkt blev Christian syg, og gennem længere tid var det svært at få fat på ham og svært at få at vide, hvad der egentlig var galt, og hvornår han ville komme tilbage. Hvis han overhovedet kom tilbage…

»Og så sagde jeg det til Torben, der kom til at bide mig i røven tre-fire måneder senere: Om vi skulle købe Christian ud? Den bemærkning blev hevet frem, da man lidt senere var godt træt af mig og gerne ville have mig ud. Med det resultat, at Christian og jeg begge følte, at vi havde fået en kniv i ryggen. Græsk fucking tragedie. Brodermordet. Men det er i og for sig ligegyldigt, hvem der sagde hvad og hvornår. Regnskabet blev gjort op, og Christian og jeg har måske talt sammen fem gange siden i meget afmålte vendinger. »Hej, nå du er blevet gift. Tillykke med det.« »Nå, du har fået børn? Tillykke med det.« Og vores forældre, der var rigtig gode venner, led også under det. Det er simpelthen trist. Trist, trist. Bare fordi vi tre røvhuller ikke havde forventningsafstemt fra starten.«

Anders Aagaard, manden bag Madklubben, som under finanskrisen er blevet et af Københavns mest magtfulde restaurantimperier. Mens andre restauranter er bukket under en for en, åbner Anders Aagaard alene i år fem nye - og flere er på vej. Sted: Restaurant Gran Torino, Sortedam Dossering 7C (baghuset), 2200 København N.
Anders Aagaard, manden bag Madklubben, som under finanskrisen er blevet et af Københavns mest magtfulde restaurantimperier. Mens andre restauranter er bukket under en for en, åbner Anders Aagaard alene i år fem nye - og flere er på vej. Sted: Restaurant Gran Torino, Sortedam Dossering 7C (baghuset), 2200 København N.

Efter bruddet med Cofoco måtte Anders Aagaard ud og runde søsterens sofa i Valby endnu en gang. Men denne gang stod det hurtigt klart, at han måtte i gang igen. Og det skulle være på hans og kun hans måde. Siden er det kun gået én vej, og det er den samme som raketterne nytårsaften.

Du siger, at alle hadede dig i Cofoco. Har du arbejdet med det i Madklubben, eller handler det om at tage roret?

»Det handler i den grad om at tage roret. Og om at der kun kan være én kaptajn. Det betyder ikke, at man ikke skal rådføre sig med styrmanden, navigatøren, maskinmesteren og matroserne. Jeg lytter til både problemer og gode forslag og har intet behov for, at det kun er mine ideer, der føres ud i livet. Men når jeg udstikker en retning, er det den, vi følger, ellers må man gå planken ud. For nu at blive i de maritime vendinger…«

Så du kan stadig skælde ud?

»Vi har lavet en modus operandi, hvor tingene så vidt muligt bliver gjort rigtigt fra starten. Men selvfølgelig ryger der en finke af panden i ny og næ. Vi er bisser her i Madklubben, alle har tatoveringer og skæg og store overarme, så kommunikationen er lidt ligesom i hæren. Alt kan ikke klares over en rundbordsdiskussion med en bisidder fra fagforeningen. Nogle gange lægger vi arm.«

Sidste år holdt du såkaldt »vækstpause«, og I fik tvillinger derhjemme. Hvad lærte du af det år, hvor du mest var derhjemme?

»Jeg fik et klarere syn på min rolle. At jeg er inspirator. Jeg er ham med drømmene. Og det blev klart for mig, at det er nødvendigt med en, der hele tiden ser fremad. Lige nu har vi fire nye restauranter på bedding. Der er gang i udviklingsafdelingen hele tiden og udviklingsafdelingen, det er mig! Men jeg tror også på at dele ansvar ud til folk. Det kan være et lille ansvar som at sørge for, at kaffen er frisk og varm, eller det store ansvar for, at hele butikken spiller. Jeg tror, alle mennesker har behov for at være ansvarlige for noget og få ros for det. Jeg kan ikke løfte det hele selv, og det har jeg heller ikke lyst til. Glæden ved mit virke er at finde på nye ting. Og det var så en lang indledning til, hvorfor jeg ikke er på arbejde om aftenen. Det er fordi, at det er den enkelte køkkenchefs restaurant og hans ansvar – hvor jeg så tilfældigvis har vetoret og det overordnede ansvar. Så jeg prøver så vidt muligt at holde mig væk fra restauranterne om aftenen – især efter vi har fået tvillinger.«

 

Anders Aagaard har hidtil arbejdet med køkkenchefer, der er ansat på løn med mulighed for at opnå forskellige bonusordninger. I år er han også begyndt med medejerskab blandt andet her på Grill Royal. Han lirer lynhurtigt avancerede køkken-koefficienter af sig, smider om sig med procentregning og er ikke bleg for lige at skitsere en businessplan op for en restaurant med plads til 300 spisende gæster. Men han er ikke noget matematisk vidunder, forsikrer han.

»Jeg er ikke god til at regne, men jeg er god til at regne den ud. Matematiklæreren i gymnasiet var ikke særlig imponeret over os sproglige – jeg kan huske, at vi sad der med vores lange hår og store militærstøvler… Jeg fik 03 dengang, det var en rigtig dårlig karakter. Men jeg kan noget med tal. Jeg kan nemt se dem for mig, hvordan de hænger sammen indbyrdes. Og alle mine projekter kommer forbi Excel-arket på computeren, for jeg gider ikke blive taget med bukserne nede. Jeg havde en kompagnon på et tidspunkt, der mente, at alle gode ideer blev dræbt af Excel. Jeg har det sådan, at hvis en idé er god, kan den også tåle at komme igennem et regneark.«

Anders Aagaard, manden bag Madklubben, som under finanskrisen er blevet et af Københavns mest magtfulde restaurantimperier. Mens andre restauranter er bukket under en for en, åbner Anders Aagaard alene i år fem nye - og flere er på vej. Sted: Restaurant Gran Torino, Sortedam Dossering 7C (baghuset), 2200 København N.
Anders Aagaard, manden bag Madklubben, som under finanskrisen er blevet et af Københavns mest magtfulde restaurantimperier. Mens andre restauranter er bukket under en for en, åbner Anders Aagaard alene i år fem nye - og flere er på vej. Sted: Restaurant Gran Torino, Sortedam Dossering 7C (baghuset), 2200 København N.

Da Anders Aagaard åbnede sin første restaurant, satte han selv fliserne op. Han begyndte i baglokalet, og de hang hulter til bulter. Men da han nåede ud i restauranten, havde han fået helt godt styr på det. Faktisk hang de snorlige.

I 2014 har Anders Aagaard åbnet fire restauranter, og en mere kommer til inden årets udgang, nemlig sydstatsrestauranten Alabama Social på Nørrebro med »bourbon cocktails, oysters og Forrest Gump-stilen på den gode måde«. I starten af det nye år følger en Brooklyn-inspireret bar også på Nørrebro. Senere 2015 og 2016 følger endnu større og mere ambitiøse projekter.

Anders Aagaard er direktør for det holdingselskab, som de foreløbig 11 restauranter eller såkaldte driftselskaber hører ind under. Virksomheden omsætter for et trecifret millionbeløb om året og har 400 ansatte. Sidste år tjente holdingselskabet 11 millioner kroner efter skat.

Har du i virkeligheden nydt godt af finanskrisen med en perfekt timing der i 2007, hvor mange andre brækkede halsen økonomisk?

»Jeg fik lokalet i Store Kongensgade billigt, fordi det var så udkneppet. Og det har helt sikkert været en fordel, at man kunne få attraktive lejemål forholdsvis billigt i det år, hvor jeg har etableret mine restauranter. Før finanskrisen skulle man jo nærmest betale nøglepenge, selv hvis man ville overtage en pølsevogn i Sydhavnen. Men finanskrisen var ikke noget, jeg spekulerede i, da jeg startede. Jeg tror, jeg var for træt til at hæfte mig ved Lehman Brothers og alle de ting, der krakkede rundt omkring. Jeg blev heller ikke rigtig berørt af det, for jeg havde ikke lånt penge, jeg havde ingen aktier og havde ingen ejendomme. Jeg havde bare min kælder, hvor jeg tøffede rundt og serverede aftensmad. Og jeg havde skruet det sådan sammen, at hvis det gik helt galt, og jeg ikke havde råd til køkkenpersonale, så var maden ikke mere avanceret, end jeg selv kunne lave den og få min søster til at komme ned og hjælpe med at servere. Til gengæld opdagede jeg, at der pludselig var flere af mine gæster, der havde jakkesæt på. Det så ikke så godt ud for Nordea og den slags virksomheder at tage på Søllerød Kro og spendere 1.700 kroner per næse, så de kom ned til mig. Det var stadig en pæn restaurant – god mad, Gubi-stole og ikke så meget pis – men det kostede en tredjedel af prisen. Sådan et bilag kunne man bedre præsentere derhjemme i virksomheden. Og der er altid folk, der skal ud og have noget at spise.«

 

Anders Aagaard fortæller gerne om mobningen i barndommen og bruddet med Cofoco og barndomsvennen. Man kan også lokke ud af ham, at succesen har medført visse livsstilsændringer. Såsom en villa på Frederiksberg og en luksus i form af en personlig træner de to gange om ugen, hvor menuen står på fitness.dk. Men spørgsmålet om, hvilken bil han kører i, synes ikke rigtig at finde vej til hans øregange.

»Vi har Trip Trap-stole til tvillingerne ligesom alle andre, men vi har altså købt vores på loppemarked til en halvtredser per styk. Og vi køber brugt børnetøj på Trendsales,« fortæller han.

Men man kan så vidt vides hverken køre i barnestole eller børnetøj, så ehhh, hvad siger du, Anders Aagaard…?

»Altså, kan vi ikke springe det over? Jeg ville have et problem med at komme susende i en stor rød sportsvogn og parkere den foran restauranten for at gå ind og fortælle en 20-årig kokkeelev, der får 75 kroner i timen, hvordan jeg gerne vil have det. Han har selvfølgelig 17 år til at opnå det, jeg har opnået, men alligevel, det balancerer ikke, det giver ikke respekt. Det er også derfor, jeg altid tager cyklen rundt på restauranterne… Så kan vi ikke bare sige, at jeg har to sorte køretøjer? Og den ene er en Pilen herrecykel…?«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.