Januarmad: Salater med bælgfrugter

Så er det januar og temaet er sundt og grønt med fyldige salater.

Salat med hvide bønner, julesalat, rødbeder, sennep og rugbrødsdrys og salat med flækærter, grønkål, bacon, rucola og persille.
Salat med hvide bønner, julesalat, rødbeder, sennep og rugbrødsdrys og salat med flækærter, grønkål, bacon, rucola og persille.

Med nytårsaften vel overstået sidder der garanteret en enkel eller to rundt omkring i landet, som har afgivet et nytårsløfte om, at gøre noget ved deres kost og spise sundere i det nye år. En idé kunne være at gå om bord i bælgfrugter, kål og rodfrugter.

Ingen af dem hører til blandt de varegrupper, der fylder mest i vores indkøbsvogne i supermarkedet, og bælgfrugterne har vi næsten glemt. Vores opfindsomhed med og viden om dem kan generelt ligge på et meget lille sted, og det er synd.

For kender man sine bælgfrugter, kan der blive mange skønne ting ud af dem. For eksempel synes jeg, at bælgfrugter er helt fantastiske i det, vi hjemme hos os kalder en madsalat.

En salat, der har tyngde nok til at være et måltid og som kan give mæthedsfornemmelse i lang tid. Samtidig er det billig og sund mad, så det er bare at komme i gang.

Salat med hvide bønner, julesalat, rødbeder, sennep og rugbrødsdrys
4 personer

300-400 g kogte hvide bønner
600 g kogte rødbeder
1 julesalathoved
1 rødt julesalathoved
karse
2 skiver rugbrød
salt
olivenolie

Til dressing:
1-2 finthakkede skalotteløg
1 spsk. Dijonsennep
saft af 1 citron
½ dl mild olivenolie
2 spsk. kraftig olivenolie
salt og peber
evt. en spsk. mayonnaise

Sørg for, at bønnerne er kogt med lidt krydderier og urter samt evt. også lidt baconsvær (se opskriften til salat med flækærter ) – udover at tilføre smag sørger sværen nemlig for, at bønnerne kommer til at virke mere saftige.

Kog dem nok og server dem tempererede, lun dem evt. i mikroovnen, hvis du har sådan en, inden du kommer dem i salaten. Skær rødbederne i stykker, så du får det udtryk i din salat, som du ønsker. Del julesalathovederne. Kryml rugbrødet og rist det sprødt på en pande i lidt olie. Krydr med salt.

Saml dressingen ved at piske skalotteløg, sennep og citronsaft sammen. Hvis du vil være sikker på, at dressingen ikke skiller, så pisk en spsk. mayonnaise i, og derefter olie lidt efter lidt. Saml salaten og kom dressing på i passende mængde og drys rugbrød på toppen.

Salat med belugalinser, æble, koriander, chilisyltet hvidkål, ingefær og nødder
4 personer

200 g belugalinser
½ lille hvidkålshoved
2 æbler, f.eks. Mutzu eller Rød Elstar
150 g cashew-nødder
1 bdt. koriander
1 rød chili eller flere, hvis du er til spicy mad
1 lime
salt og sukker

Til marinade:
2 spsk. honning
1-2 lime
lidt ristet sesamolie
2 spsk. finthakket ingefær

Skyl linserne og kog dem i vand med salt ( 1 spsk. pr. liter ) i ca. 25 min., til de er bløde, men stadig har lidt »bid«. Snit kålen fint og krydr med lidt sukker, skiveskåret chili og meget lidt salt samt en smule limesaft. Vend rundt i det et par gange, til kålen er blevet slap og medgørlig.

Skær æblerne i strimler. Rist nødderne. Pil, skyl og afdryp korianderbladene. Lav marinade ved at lune honningn, til den bliver flydende. Rør limesaften i lidt efter lidt, tilsæt sesamolie og den fintsnittede ingefær.

Vend salaten med marinaden. Brug den mængde, der er nødvendig, for at salaten virker saftig. Smag efter, om den trænger til lidt salt.

Salat med flækærter, grønkål, bacon, rucola og persille
4 personer

200 g flækærter
1 stilk timian og 2 laurbærblade
4 store gulerødder
2 store løg
200 g grønkål
2 håndfulde rucola
150 g hel bacon med svær
lidt bredbladet persille salt

Til dressing:
en kvart dl stærk Dijonsennep
en kvart dl vand
en kvart dl sød eddike
ca. 1 dl mild olivenolie
et par spsk. kraftig olivenolie
1 spsk. mayonnaise
fint salt og peber

Skær sværen af baconen. Skyl ærterne og kom dem i en gryde sammen med baconsværen, timian og laurbærblade. Skræl gulerødderne, pil løgene og skær begge i grove mundvenlige stykker. Kog dem sammen med ærterne i vand med salt (ca. 1 spsk. pr. liter ). Skær baconen i tynde skiver.

Når ærterne er al dente efter ca. 20 min. hældes vandet fra, og baconsvær, timian og laurbærblade fjernes. Resten afkøles. Pluk grønkålen og kom den i kogende vand med salt, kog den, til den er mør, ca. 7 min. Kom den herefter i koldt vand for at bevare farven, tag den op og lad den dryppe af. Steg baconskiverne sprøde og ikke for mørke. Ordn og skyl persille og rucola. 

Find flere opskrifter på Facebook

Dressingen laves ved at piske sennep, vand og eddike sammen. Hvis man vil være sikker på, at den ikke skiller, kan man komme en spsk. mayonnaise i og derefter piske olien i lidt efter lidt.

Smag til med fint salt og peber. Vend salaten sammen, kom kun den mængde dressing i, der behøves, for at salaten føles saftig. Resten kan gemmes eller serveres til. Kom bacon på toppen.

Velbekomme.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.