Jamie Oliver: Fra drengerøv til verdens rigeste kok

Jamie Oliver ligner sig selv fra dengang i 1997, hvor han i sit afslappede tøj og med sin drengede facon blev symbolet på en gastronomisk revolution for masserne. Der er dog sket noget siden. Han er blevet lidt rundere i kinderne – og har 150 millioner pund på kontoen. Vi besøgte den britiske stjernekok i London og fik ham til at gøre noget, han ellers ikke gør: at se sig tilbage.

- I min skoletid gik jeg i specialklassen for de virkeligt dumme børn. Jeg er sikker på, at min engelsklærer sidder og er overrasket over, at jeg i dag sidder her.Og det går da også mildest talt forrygende. Bare tag kogebøgerne. Da han i 2010 udgav »Jamies mad på 30 minutter« blev den solgt i mere end en million eksemplarer i løbet af de første tre uger, og siden er den blevet den mest solgte fagbog i Storbritannien nogensinde.
- I min skoletid gik jeg i specialklassen for de virkeligt dumme børn. Jeg er sikker på, at min engelsklærer sidder og er overrasket over, at jeg i dag sidder her.Og det går da også mildest talt forrygende. Bare tag kogebøgerne. Da han i 2010 udgav »Jamies mad på 30 minutter« blev den solgt i mere end en million eksemplarer i løbet af de første tre uger, og siden er den blevet den mest solgte fagbog i Storbritannien nogensinde.
Selvom Jamie Oliver har skrevet ti kogebøger, der er solgt i 30 millioner eksemplarer og oversat til 30 sprog, er det stadig lige overrumplende, hver gang den verdensberømte TV-kok ser sit navn på forsiden af en bog.

- Jeg havde faktisk aldrig forventet, at jeg skulle skrive bøger, fortæller Jamie Oliver, da vi mødes i den ene af de to bygninger i London-kvarteret, Islington, hvor han og hans stab holder til.

Vi sidder midt i et stort åbent kontor. Bag os arbejder nogle af hans ansatte ved deres fladskærme, når de ikke er oppe i det åbne køkken og hente morgenmad.

I den anden ende af rummet er et australsk filmhold ved at gøre klar til en optagelse. Jamie Oliver læner sig frem i den brune læderstol og hvisker:

- I min skoletid gik jeg i specialklassen for de virkeligt dumme børn. Jeg er sikker på, at min engelsklærer sidder og er overrasket over, at jeg i dag sidder her.

Og det går da også mildest talt forrygende. Bare tag kogebøgerne.

Da han i 2010 udgav »Jamies mad på 30 minutter« blev den solgt i mere end en million eksemplarer i løbet af de første tre uger, og siden er den blevet den mest solgte fagbog i Storbritannien nogensinde.

Få mere inspiration til madopskrifter og vine på Facebook

Nu er han klar med opfølgeren, »Jamies mad på 15 minutter«, der netop er udkommet på dansk. Den tegner til at blive en lige så stor succes.

- Det er sjovt at se, hvordan folk reagerer på hver eneste af mine bøger individuelt. Med den nye er det helt tydeligt lige det, folk vil have. Responsen har været helt vild. Bogen er kommet ud i mange lande samtidig og er gone ballistic.

Jamie Oliver er blevet 37 år og i de klassiske, moderigtige britiske businesssko og den grå tweedblazer, han har over en denimskjorte, ser han mere voksen ud. Men han har stadig det drengede smil og den ligefremme no bullshit-attitude, der har været hans varemærke siden »The Naked Chef«.

Madprogrammet, han fik, efter at en producer i 1997 opdagede ham under optagelserne til en dokumentar om den italienske restaurant The River Café, som Jamie Oliver dengang arbejdede på.

Siden er Oliver med programmer som »Jamie’s School Dinners«, »Jamie’s Ministry of Food«, »Jamie’s Food Revolution« og »Eat to Save Your life« blevet master chef i den madrevolution, der de seneste år har bredt sig globalt.

Budskabet er, at vi kan gøre verden til et bedre sted, hvis vi spiser rigtigt. Før var mad bare noget, man spiste uden at tænke videre over det. I dag er det et redskab, der kan redde de fattige, gøre kriminelle til gode samfundsborgere og fede børn til slanke mønsterelever.

Men alt det skænkede Jamie Oliver ikke mange tanker, da han begyndte som kok.

- Jeg var 23 år, meget ung og meget naiv. Jeg tror ikke, der er særlig mange i den alder, der ved præcis, hvad de vil. Jeg ville gerne være fokuseret, have min egen stemme og gøre ting på min egen måde, og fordi jeg er vokset op i et køkken, har jeg lavet mad, siden jeg var otte år, så jeg var meget god til nogle få ting. Nøglen i the early days var at holde mig til det, jeg var god til og lade være med at prøve noget, jeg ikke kunne finde ud af. Og så handlede det også bare om at have det sjovt.

Hans forældre drev pubben The Cricketers i Clavering, Essex, hvor James Trevor Oliver, som han egentlig hedder, stod i køkkenet som barn. Da han fik sit eget program, var det lidt af en sensation at se en ung middelklasseknægt i jeans og farverige hættetrøjer jonglere med gryderne.

- Dengang var det sådan, at alle de mennesker, man så lave mad på tv, var i halvtredserne og tresserne. De havde Michelin-stjerner, kokkehuer og hvidt dress. Det var meget konservativt og seriøst. Jeg havde bare lyst til at vise, at unge mennesker kan være passionerede med noget så simpelt som en ravioli eller en salat. Efter Anden Verdenskrig var 95 procent af salaterne i England en slatten icebergsalat med agurker, kedelige tomater og en virkelig shitty eddikedressing. Det handlede for mig om at ændre en salat til en farverig, dynamisk, smuk og sexet ret ved at bruge frugt, ost og alt muligt andet. Selv en salat kan gøres virkelig interessant.

Han tænker sig lidt om og taler så hurtigt videre igen.

- Jeg prøvede bare at være mig selv og i de dage, nu går jeg 15 år tilbage, var det bogstavelig talt som at være i et popband. Der var skrigende piger, det var helt latterligt. Jeg var en helt almindelig everyday british kid, som kunne lave mad, men det blev helt skørt.

Efter nogle år løjede hysteriet lidt af. Men han er forblevet i folks bevidsthed i kraft af de mange koncepter og kampagner, han er blevet ved med at udvikle. For eksempel kampen for bedre skolemad til børnene i »Jamie’s School Dinners« og for at få amerikanerne til at spise sundere med »Jamie Oliver’s Food Revolution«.

Hans tv-shows er blevet vist i mere end 100 lande, og salget af køkkengrej som knive, gryder, pander og potter under navnet Jamie Oliver er et helt kapitel for sig.

Og så er der restauranterne. Fifteen, spisestedet i London, hvor han har ansat tidligere arbejdsløse unge, og kæden Jamie’s Italian, der i dag ikke blot ligger i en lang række engelske byer, men også er nået til Dubai.

- Jeg er på en måde blevet gammel med befolkningen. Jeg har været på tv i 15 år nu. Folk kender mig, så det forhold, jeg har til dem, gør, at de stoler på mig. De følger mit arbejde, hvad enten de elsker eller hader mig – eller synes jeg er irriterende. Jeg bringer den slags følelser op i alle, men hvis de stoler på mig, vil de følge opskrifterne og lytte til, hvad jeg siger. Jeg tror, det er vigtigt.

Du fik ikke bare 15 minutters kendthed, men har indtil videre fået 15 års?

- Ja, og jeg tror, det kan koges ned til nogle få ting, der gælder alt i livet. Jeg var helt tydeligt meget heldig, men det bakkede jeg også op med meget hårdt arbejde. Jeg arbejdede i timevis og prøvede at være så god og professionel, som jeg kunne. Og måske allervigtigst, så har jeg prøvet at bygge et team op med gode arbejdsrelationer til folk, hvad enten de er freelancere eller faste. Det er virkelig vigtigt. Ét menneske kan kun nå et vist niveau, men i omkring 11 år har jeg nu prøvet at samle et godt team omkring mig. Vi er gået fra én mand til omkring 7.000 mennesker, hvis man tager alle de forskellige ting, vi laver, med. Jeg arbejder kun med omkring 350 af dem, men det er ret skørt, for det er blevet sådan, at folk taler om mig, som om jeg ikke er et menneske – og selv jeg taler om mig, som om jeg ikke er et menneske. Kloge folk i industrien ville tale om marketing og branding, men for mig handler det bare om, at folk gerne vil tro på noget større, og det har jeg været heldig med at udtrykke i de kampagner, jeg har lavet. Hvad enten de har handlet om dyrevelfærd, skolemadordninger – eller om usunde madvaner i USA. Folk er meget passionerede, og de har ikke bare lyst til at arbejde for hvem som helst. De vil gerne arbejde for nogen, de føler, udtrykker det, de selv tænker og står for.

Som kok har du også skilt dig ud ved altid at insistere på at lave mad til almindelige mennesker. Hvorfor har det været vigtigt for dig?

- Det handler om, hvilket publikum man vil i tale med. Jeg mener, at det er meget vigtigt, at kokke har forskellige gear. Når man arbejder hårdt på at blive kok – og specielt, hvis man er mand – er det virkelig svært ikke at blive a pretentious prick. Man arbejder så hårdt, og man konkurrerer helt vildt. Men det at være en god kok er kun en del af det. I forhold til befolkningen bevæger mange kokke sig i sjette gear, mens almindelige mennesker måske kun er i første eller andet gear – og kan aldrig nå derop, hvor kokkene er. For mig handler det om at fange de folk der, hvor de er, at gøre, som de gør, men få dem til at gøre det bedre. Herfra kan man tage dem til det næste gear. Jeg vil gerne lægge trædesten ud for dem.

Har du været bevidst om den strategi?

- Det er altid kommet ret naturligt og nemt til mig. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske fordi jeg voksede op i en pub. Det lyder måske lidt mærkeligt, men når man vokser op i en familiedrevet pub, hvor der laves virkelig god mad, så omgås man mange forskellige mennesker. Der kom sigøjnere, landmænd, rige folk, bydrenge, blikkenslagere, folk, der havde kørt to timer på en søndagstur og endte der for at få noget god mad eller for at møde nogle, de kendte. Selv som barn er man nødt til at lære hurtigt, at man skal tale til ældre folk på én måde og en lokal på en anden. Man skal have noget til fælles med dem alle sammen. Det er det samme, vi prøver at gøre her i dag.

Hvordan vil du beskrive den brede befolknings kulinariske tilstand, da du begyndte?

- Da jeg blev færdig på college – for nu 18 år siden – var det stadig meget deprimerende. I Storbritannien har man altid været gode til at fokusere på de rige, og vi havde ikke lært den brede mellemklasse og arbejderklasse at lave ordentlig mad siden den industrielle revolution. Så det var noget dystert for at være ærlig. Men der var også en undergrundsbevægelse af nogle virkelig cool italienske restauranter, søde mennesker, der elskede mad fra middelhavsområdet. Enkelt lavet mad. Jeg kom til at arbejde for de to bedste kokke i byen: Antonio Caluccio og Gennaro Contaldo. Og så var jeg heldig hurtigt at kunne hoppe mellem nogle virkeligt interessante restauranter. Fordi jeg blev så kendt, kom den måde, de gjorde tingene på, til at påvirke magasiner og aviser. Det handlede om den måde, som vi tog billeder af mad på, hvordan vi talte om den. Vi satte mere fokus på ingredienserne. Vi brugte ikke bare mozzarella, men hvilken slags mozzarella. Hvor er det fra, hvordan er det lavet, på bøffel- eller komælk? Det blev meget mere specifikt. Siden har alt fra ost til brød og øl fået en massiv renæssance. De seneste ti år har været helt latterlige. Ridiculous! siger han med eftertryk og fortæller om sit helt nye show.

Det hedder »Food Fight Club« og bliver vist op til jul på Channel 4. Her står kampen mellem to nationer, der skal lave den bedste øl, ost, pølse og dessert.

Når du ser tilbage, hvad har du så opnået i dine egne øjne?

- Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal se på det, siger han og holder en sjælden pause.

- Jeg har fået et amazing team...

En af hans folk rækker ham et krus.

- Jeg har allerede én, mate, men tak.

Han løfter den kop, han har haft på skødet.

- Der kan du se, de tager sig alle sammen af mig.

Jamie Oliver griner og udbryder:

- I virkeligheden har han fyldt den med afføringsmiddel. Det ser ud, som om han er flink, men jeg vil få the shits senere... Nå, men altså jeg har virkelig fået et godt team og fået muligheden for at kunne reagere meget hurtigt på, hvad der sker i den virkelige verden. Jeg ved det ikke... jeg har aldrig rigtigt set på det på den måde. Jeg ser faktisk ikke så meget tilbage. Det er først noget, jeg lige er begyndt på. Og når jeg gør det, kan jeg godt føle, at jeg bliver desorienteret. Jeg har nok bare mere drønet derudad med et kølvand bag mig. Jeg kommer ikke til at kigge mig tilbage så tit.

Den strategi har båret frugt. Ifølge Sunday Times Rich List for 2012 er Jamie Oliver god for 150 millioner pund, omregnet knap 1.5 milliarder kroner, hvilket gør ham til verdens rigeste kok.

Hvordan har du formået at holde dig på toppen?

- Jeg skaber et klima omkring mig, som både er rart at være i og fyldt med dygtige folk, men som også er udfordrende. Folk tæt på mig siger ikke bare: »Åh Jamie, hvor er du fantastisk.« Vi har diskussioner, hvor vi argumenterer for det, vi mener. Det er som en familie. Vi prøver alle at gøre det så godt, vi kan. Vi har det rart, men ikke for rart. For mig er det sådan, at når jeg glad, men en lille smule utilpas, så kommer jeg op med de bedste idéer. Det er det, der er mit job faktisk – at navigere i den rigtige retning, groft sagt.

Det må være nemmere sagt end gjort. Det var vel meget nemt at blive doven, når det går godt, og der er millioner på kontoen?

- Ja, for pokker da, især med fire børn. Men jeg tror også, at det hænger sammen med, at jeg gør det her, fordi jeg elsker det, ikke fordi jeg er nødt til det. Samtidig er det sådan, at én ting fører til den næste, og for mig er det sådan, at jeg altid prøver at se, hvor befolkningen er henne, ikke kun den engelske, men i alle mulige lande. Hvor er de i grove træk nu?

Det handler også om at prioritere sine kræfter og lade være med at slide sig ned ved at gentage sig selv, lyder hans mantra.

- Mange af mine kolleger i USA laver det samme show, den samme mad og på den samme måde i ti år, og de laver 300 shows. De slår sig selv ihjel og for at sige det ligeud, så ender de med at hade at lave mad. Selv jeg ville hade at lave mad, hvis jeg lavede 300 shows om året. Hvis man tæller de tv-shows, vi har lavet over de seneste ti år sammen, er det faktisk ikke så mange. Det er måske omkring 14 shows om året i gennemsnit. Hvis man eksponerer sig selv på alle de rette måder og er passioneret med mad, så finder det bare sin vej meget naturligt. Alle vil gerne vide, hvordan man gør det, og hvad metoden er, men det er virkelig kun noget, jeg har en vag fornemmelse af. Nogle gange, når det bliver sent på året, og vi spørger hinanden: Nå, hvad skal vi lave næste gang? Øh...

Jamie Oliver hvisker:

- Jeg ved det ikke! Så se at komme i gang! Vi er nok mindre organiseret, end man skulle tro, men når vi kører på, gør vi det hurtigt og hårdt.

Du navigerer efter, hvor folk er, siger du. Hvor er de nu, som du ser det?

- Der er uden tvivl flere valgmuligheder end nogensinde før. Hvad enten det gælder mad, hvor det kommer fra eller handler om restauranter. Selv i supermarkederne er der flere valg. Samtidig bliver der i dag undervist meget mindre i madlavning i skolen end tidligere, og i hjemmet, hvor folk lærte at lave mad, laves der mindre mad sammen med børnene. Far og mor har virkelig travlt, nogle steder har de mere end ét job... jeg ved det ikke helt. Det er en interessant tid på den måde, at vi har meget mere, bliver tilbudt meget mere, og vi konsumerer også mere, så mad må passes ind der og være en positiv ting.

I hans optik går hans opgave i høj grad ud på at formidle madlavning til befolkningen, så de forstår, at de sagtens kan få det til at passe ind i en travl hverdag.

- Hvis historien er fortalt på den rette måde, er der ingen grænser for, hvad man kan gøre. Man kan kalde det mad på 15 minutter, som jeg gør i min nye kogebog. Grunden til, at jeg har lavet den, er, at befolkningen pretty much krævede den. Men man kan også sagtens lave slow food, det er lige så brillant. Det kan man faktisk gøre på endnu kortere tid. På fem minutter kan man bikse det sammen og putte det i en ovn og lade det stå i tre, fire eller fem timer. Når man så kommer tilbage, kan man få et hjemmelavet måltid i et hus, der dufter skønt. Det handler meget om måden, man udtrykker det på til folk.

Også teknologien ændrer på formidlingen.

- I dag handler det ikke kun om bøger. De er ret endimensionale. Og det er heller ikke kun tv-shows, for tv er et univers, som man ser for at blive underholdt og slappe af. I fem år har vi lagt bidder af vores opskrifter ud på vores hjemmeside. Vi har en »how to« der, så hvis der er noget, der er lidt svært at forklare med ord - for eksempel hvordan man vælger en krabbe, udbener en kylling, eller laver en bestemt slags ravioli - så kan man se det der. Det vil folk gerne have. De vil have råd og blive holdt i hånden. Gør man det, reagerer de.

Mellem fire og fem millioner søger hver måned ind på Jamie Olivers hjemmeside.

- Det er mange mennesker, der klikker løs og får opskrifter. Vi er i gang med en stor relancering af siden nu, hvor vi laver communities, hvor man et sikkert sted kan få gode informationer. Det er nøglen, for virkeligheden er jo med nettet, at det er som verdens største bibliotek med verdens shittiest bibliotekar. Vi prøver at gøre det sådan, at vores side kommer op, når man søger på Google. Vi vil have folk til at tænke: Ham stoler vi på, han er altid klar i mælet og lukker ikke lort ud. Igen handler det om at navigere i en tid, hvor der er afsindigt mange muligheder.

Hvad er du mest stolt af at have opnået?

- Jeg tror, man bliver stolt på forskellige måder af de enkelte ting. Måske det projekt, der bragte mig sammen med en masse af dem, jeg arbejder sammen med i dag, og det, der fik dem til at stole mere på mig, siger Jamie Oliver om programmet »School Dinners«, hvor han gik tilbage på skolebænken med det mål at lære og motivere elever at spise ordentligt.

Han lancerede i samme forbindelse en national kampagne, som han kaldte »Feed me better«.

- Det var en vild tid, da det kørte. Jeg brugte omkring 16 måneder på den skole og det område. Det var hårdt og næsten håbløst nogle gange, og jeg drænede også mig selv for ressourcer. Vi havde ikke råd til projektet, faktisk. Det var crazy times.

Kulminationen kom da den britiske regering ændrede politik og spyttede 280 millioner pund ekstra i kassen til at forbedre skolemadsordningen.

- Det føltes, som om de rent faktisk did give a shit. Det var ret imponerende. Men altså nu, syv år efter, er vi igen på et kritisk stadium. Vi har fået en ny regering, og den prioriterer ikke sund skolemad. Det burde den selvfølgelig gøre, for børnene spiser der 190 dage om året. Det viser, at man ikke bare kan vinde en kamp, og så er det det. Man skal blive ved og ved.

Du har dedikeret din nye kogebog til din kone og jeres fire børn, hvorfor det?

- Jeg dedikerede en bog til min kone for nogen tid siden, men med fire børn er der vist grund til at dedikere endnu en til Jools. Vores liv er virkelig travlt, hårdt og hektisk. Men igen, også det er et teamwork. Børnene bliver ældre nu, den ældste er begyndt at lægge mærke til, at det er lidt mærkeligt at have mig som far. Kammeraterne og deres forældre er begyndt at reagere både godt og dårligt på det, så det må de også deale med. Det var faktisk bare rart at give lidt kærlighed tilbage. Over de seneste fem år har jeg virkelig tænkt meget over at få en ordentlig balance mellem arbejde og fritid. Det er enormt svært at gøre det perfekt, men jeg tror, vi er kommet så tæt på som muligt. Før i tiden ville jeg måske tænke, at firmaet led, hvis jeg sad og hyggede mig med familien og vennerne, men sådan er livet. For mange, som er i samme situation som jeg, ender det med at gå galt. Uanset om de er på tv eller ej, de er måske direktører i et firma og skal træffe mange beslutninger hver dag. De ender med at have det elendigt, og mange af dem bliver alene. Familien er virkelig vigtig for at give mig en god base. Det er jo sådan, at når jeg tager herfra, så går jeg hjem til min kone, og hun taler lige ud af posen. Det er et normalt liv.

Så det er måske din hemmelighed?

- Yearh, vi har været sammen, siden jeg var 18 år. Det er lang tid, 20 år. Man tror aldrig, man kommer til at sige de ord: 20 år... men sådan er det. Jeg har været gift i 11 eller 12 år.

Jamie Oliver kalder på sin assistent og spørger ham om, hvor mange år det er, han har været gift med Jools, som han har børnene Poppy, Daisy, Petal og Buddy med.

- Du har været gift lige så længe som jeg, så det er 12 år.

Jamie Oliver smiler og siger:

- Der kan du se. Men ja, det er pretty much why.

Kogebogen »Jamies mad på 15 minutter« er udkommet på Lindhardt & Ringhof, 288 sider, 300 kr.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.