Her er nytårets dyreste sjus

Det lille skotske destilleri Balvenie har sendt årets mest eksklusive whisky på markedet: En single malt til godt 200.000 kr. for en flaske. Berlingske fik en bundskjuler af de dyre dråber i selskab med maltmesteren David Stewart.

David Stewart, malt master på Balvenie-destilleriet, har de seneste 50 år lugtet og smagt sig gennem anslået 400.000 tønder med skotsk maltwhisky. Han har selv fundet fadet med den 50 år gamle maltwhisky, der nu sendt på markedet.
David Stewart, malt master på Balvenie-destilleriet, har de seneste 50 år lugtet og smagt sig gennem anslået 400.000 tønder med skotsk maltwhisky. Han har selv fundet fadet med den 50 år gamle maltwhisky, der nu sendt på markedet.
Tiden er inde til at overveje den rigtige vintervarmer, og tiden er inde til at fylde drinksvognen med den rette bestykning til nytårsaften, hvor den står på whisky a go go og det, der er værre.

Her vil vi nøjes med at skue tilbage og kåre årets mest eksklusive whisky, og det bliver The Balvenie Fifty, der blev sendt på markedet dette efterår i et yderst begrænset antal flasker. Hver flaske koster, hvad der svarer til godt 200.000 kr.

Flaskens dyrebare fluidum kan tilskrives Balvenies legendariske malt master, David Stewart, der i år har været hos William Grant & Sons i 50 år. Udsendelsen er fornemt dedikeret til ham.

David Stewart taler med blød skotsk accent, lavmælt og beskeden, hvilket han slet ikke har grund til. Han er den mand, der de sidste mange år ubestrideligt træfsikkert har udvalgt Balvenies berømmede single malt whiskyer.

Han var 17 år, da han begyndte at arbejde for William Grant & Sons, og de første 12 år brugte han på at lære faget og raffinere sine egne evner. Ikke kun at lugte og smage sig frem, men også bruge sin intuition og fornemmelser lige så meget som erfaring for at sikre, at fadene udviklede sig til fine maltwhiskyer. Hos Balvenie beror fremstillingsprocessen på velafprøvet håndværk. Man dyrker sin egen byg, malter selv med håndkraft på gulvet og har kobbersmede ansat til at vedligeholde kedlerne. Og det lader til stadig at fungere.

Til de af Balvenie single malt-produkter, som David Stewart har stået bag, hører The Balvenie Double Wood 21 Year Old, The Balvenie PortWood 21 Year Old og The Balvenie Single Barrel 15 Year Old. Hertil kommer, at en række individuelle fade, som har ligget i mere end 30 år, hvert år udvælges og hældes på flasker.

David Stewart og hans team af håndværkere har de seneste ti år hentet flere end 100 priser, anerkendelser og udmærkelser hjem til destilleriet. Og hans indsats har syv gange betydet, at William Grant & Sons er blevet hædret som »årets destilleri«. Han er, det lægger han ikke skjul på, særlig glad for sin på portvins-fade lagrede maltwhisky, The Balvenie PortWood.

- Efter så mange år med sherry-fade, syntes jeg, det kunne være interessant at undersøge, om ikke portvins-fade kunne gøre noget for vores maltwhisky. Og jeg er stadig glad for resultatet,« forklarer han. Og spørger man ham, hvilke tre ting, han ville vælge at tage med til et ophold på en øde ø, svarer han: »En god detektivroman, en flaske Balvenie PortWood – og et whiskyglas. Jeg ville hade at skulle drikke den af flasken.

Han anslår, at han har lugtet og smagt sig gennem rundt regnet 400.000 tønder maltwhisky.

Det er denne mand og hans også innovative indsats som whisky-producenten i år hædrer med en sjælden – og sjælden god – fadwhisky.

Whiskyen kom på markedet i september i en særlig mundblæst flaske, lagt i et træ-rør af ringe fra 50 forskellige slags skotsk eg. Nu er det sådan, at fordi en whisky ligger på fad i 50 år, er det ikke i sig selv garanti for, at der kommer en storartet whisky ud af det. 

Find mere inspiration på Facebook

Det afhænger også af omstændighederne undervejs i processen og af den tønde af eg, som den destillerede spiritus hældes på. I dette tilfælde var der tale om et fad af spansk eg, der har været brugt til lagring af sherry og derefter til whisky et par gange, før den i 1962 blev fyldt op igen med 300 liter spiritus.

- Det har utvivlsomt haft betydning for denne whiskys fine kvalitet, at fadet allerede havde været brugt til whisky et par gange, siger han selv.

Han kan ikke sige præcist, om det har været to eller tre gange tidligere, for fadets historik, der ellers omhyggeligt noteres, er gået tabt på et eller andet tidspunkt, så han har vurderet det blandt andet ud fra farven.

- Vi ved kun, at den er blevet lagt på fad først på året 1962.

Kun måneder efter, at Berlinmuren blev opført.

Hvad betyder det for whiskyen i dag, at fadet har været brugt to gange før den lykkelige påfyldning i ’62?

- Hvis fadet ikke havde været benyttet før, ville den ikke have vundet ved at ligge så længe. Træet ville have præget smagen for kraftigt, svarer David Stewart.

Den oprindelige påfyldning ville have kunnet give 350 flasker whisky, men her i 2012 var der kun 88 flasker tilbage og den oprindelige alkoholstyrke på 66,5 pct. var naturligt blevet til 44,1 pct. Resten var fordampet. »Englenes andel«, kaldes det.

The Balvenie Fifty er udover Storbritannien blevet sat til salg i USA, Rusland, Kina, Korea, Frankrig, Indien og Taiwan. En flaske er reserveret til de nordiske lande, og efter det oplyste har syv interesserede købere henvendt sig.

Det er ikke første gang, at Balvenie sender en 50 år gammel whisky på markedet. Det er sket to gange tidligere. I 2002 med The Balvenie Cask 191 og en aftapning i 1987, der var blevet destilleret i 1937. Før vi skulle smage på den 50-årige, kan jeg ikke lade være med at spørge, om der slet ingen grænser er for, hvor længe man kan fadlagre whisky?

- Det afhænger som nævnt meget af fadet, og dernæst vil vi ikke have alkoholprocenten ned under 40, svarer David Stewart.

I Skotland må man ikke kalde det whisky, hvis alkoholprocenten er under 40.

- Den her Balvenie Fifty kunne vi sikkert godt have gemt fem år mere, men …

En flaske med glasprop, som jeg huskede dem fra min skoletids fysikundervisning, blev forsigtigt båret ind, som om indholdet var nitroglycerin, og vi fik andægtigt skænket to bundskjulere.

- Den er meget lille af sin alder, forsøgte jeg, men David Stewart så bare venligt på mig og løftede sit glas.

Mine hænder rystede let, da jeg løftede mit op til næsen. De første indtryk inhalerede vi dybt, før vi drak og lod indholdet finde vej hen over tungens diminutive bed af smagsløg. Man nikker anerkendende. Det kommer helt af sig selv. Smagen er kompleks, men fint balanceret, blød, med honningsødme, fine nuancer af citrus, et fjernt strejf af muskatnød og for mig ubestemmelige krydderier. Vi satte glassene og sad lidt uden at sige noget.

- Jeg ved godt, at der for nogen vil være tale om en investering,« sagde David Stewart stilfærdigt, »men jeg håber altså, at køberne også vil åbne den og drikke indholdet. Det fortjener den.

Berlingske var inviteret af William Grant & Sons Nordic AB.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.