Guide: Hvilke vinbøger er værd at købe?

En vinbog til kvinder? En vinbog af Søren Frank? En vinbog i julegave? Før du beslutter dig, så læs bedømmelserne fra tre anmeldere her.

Læs her om årets høst af vinbøger.
Læs her om årets høst af vinbøger.

Pontus pudser glorien

Af Søren Frank

Nomas sommelier Pontus Elofsson så i 2009 lyset, og siden har langt de fleste vine på Christianshavnerrestauranten været »naturlige«.

Billedserie: 

Der findes ingen officiel definition af begrebet naturvin, men groft sagt er det naturgæret vin med lav eller slet ingen svovltilsætning lavet på økologiske eller biodynamiske druer. Det ville have været helt på sin plads med en god håndbog om dette forholdsvis nye begreb.

For eksempel kunne det have været nyttigt med en kortlægning af de forskellige producenter rundt om i Europa.

Men det synes desværre ikke at være denne bogs ærinde at guide læseren gennem naturjunglen.

Sproget er sine steder ekstremt teknisk, uden at der gøres et forsøg på oversætte eller formidle fagterminologien. Producenterne nævnes hulter til bulter i lange uoverskuelige remser uden på nogen måde at blive sat i system.

Man har ikke engang gjort sig den ulejlighed at lave et stikordsregister.

Det, som slår én ved læsningen, er, at naturvin i Elofssons optik først og fremmest er en ideologi. Det handler mere om at mene og gøre det rigtige, end hvordan vinen smager. For Elofsson er mellemvejen tydeligvis ikke en mulighed. Man er enten for naturvin, eller også er man imod og dermed en fjende.

I dag forsager sommelieren såvel de konventionelle italienske vine, han skænkede i sin tid på Era Ora, som de tyske hvidvine, som ellers i vid udstrækning ledsagede maden i første halvdel af Nomas levetid.

En af Elofssons mange postulater er, at når først man har lært at sætte pris på naturvin, er det fysisk umuligt at nyde svovlede vine selv fra øko- og bioproducenter. At det er forkert, kan jeg personligt skrive under på, eftersom jeg med glæde drikker både naturvin og højt svovlede tyskere, og i øvrigt en hel del andre konventionelle vine.

Et andet postulat går på, at naturvinene per definition skulle være bedre, mere bredtfavnende madledsagere end de konventionelle. Endnu en gang indbildning, eftersom naturvinene i madsammenhæng selvfølgelig er underlagt de samme fysiske regler, som alle andre vine.

Det gælder for al vin – hvad enten den kalder sig »naturlig« eller ej – at jo mere afbalanceret den er, jo mere bredtfavnende er den som madledsager. Og der findes velafbalancerede vine i alle lejre.

Elofsson afslører, at hans tilgang til mad- og vinsammensætning er intuitiv. Her er jeg nødt til at sige, at det hører til sjældenhederne, at jeg oplever mindeværdige mad-vin matches på Noma, hvilket ikke er et spørgsmål om naturvin, men nok især at det på Noma, som Elofsson selv skriver, er maden, der kommer først, og så må vinen pænt tilpasse sig derefter.

René Redzepis kompromisløshed er utvivlsomt en af hovedårsagerne til, at han er nået så langt med sit køkken, men når det kommer til god mad- og vin matching, er tovejskommunikation en nødvendighed. Vintjeneren skal have pondus nok til at komme med justerings- og ændringsforslag, være en sidestillet spiller med køkkenchefen, som man eksempelvis ser det på Søllerød Kro herhjemme og Can Roca i Catalonien, hvor jeg oplever nogle af de mest lykkelige ægteskaber mellem mad og vin.

Formentlig er det også et udslag af sommelierens manglende gennemslagskraft på Noma, at vinmenuerne generelt er for ensformige, eftersom man ofte får seks-syv hvidvine, som minder for meget om hinanden i både aroma, drøjde og fremstillingsmetode.

Jeg må da også indrømme, at hvor jeg meget gerne kommer på Noma for at følge køkkenet, som siden starten har været i konstant bevægelse, foretrækker jeg andre restauranter, når det kommer til vinoplevelsen – også den naturlige.

Man fornemmer, at det – i et forsøg på at leve op til Redzepis position som klodens fortjent mest indflydelsesrige kok – er altafgørende for Elofsson at definere sig selv og sin vinpolitik som »avantgarde« modsat den konventionelle mainstream vinverden, der kun er hån tilovers for.

Elofsson springer da også meget let hen over det faktum, at Nomas egen vin, Arwen, som bliver dyrket på Lilleø, ikke er »natur« og såmænd ikke engang øko eller bio.

I længden bliver det en kende trættende at lægge øre til Elofssons forsøg på at retfærdiggøre sig selv og sin religiøse tilgang til vinen. Udover at bogen spreder sig over for mange genrer – fra generel introduktion til naturvin over Nomas køkken til Elofssons selvbiografi – er udgivelsen desværre også skæmmet af rodet opbygning og for mange gentagelser til for alvor at være anvendelig. 

*** (Tre stjerner af seks)

Pontus Elofsson: »På Noma får man vin med klumper i«. Lindhardt og Ringhof, 208 s., 300 kr.


Vinsmagning er enkelt… og dog

Af René Langdal Jørgensen (Gastro)

Første tanke: endnu en beskrivelse af vinsmagning for begyndere. Kan der virkelig tilføres mere til den proces? Og svaret: ja, det kan der.

Forfatteren Mads Rudolf er – udover at være vinhandler med forkærlighed for håndværks- og naturvine – kendt som en seriøs debattør i vinøse sammenhænge. Mads Rudolf argumenterer grundigt og gerne med hold i videnskabelighed for sine synspunkter.

Netop det faktum bærer »Den Lille Vinsmager« præg af.

Bogen er opbygget i to klart adskilte dele. Først en omfattende gennemgang af smageprocessen, skrevet i et myndigt og fint sprog med ganske meget humor. Anden halvdel består af 14 interviews med vinrelaterede personer, der alle bliver spurgt om, hvordan de smager på vin.

Følg også vinstoffet på Facebook

Bogen holder sit fokus. Interviewene er layoutet med spørgsmål og svar, både Mads Rudolf og hans hustru Mia Rudolf stiller spørgsmålene, der har karakter af styret samtale. Det giver flere meget interessante situationer, hvor svareren pauserer, genovervejer sit svar, det hele bliver lagt frem… fornemmer man, selvom samtalerne sandsynligvis er stærkt redigerede.

Første del af bogen begynder konventionelt, beskriver smageprocessen på et meget grundlæggende niveau, men så, side 19, sker der noget. Teksten tager en drejning og inddrager dels videnskaben og dels en række, for de fleste, stadig nye sandheder om smageprocessen. Selv om oplistningen af forskellige smagemetoder – som den stramme britiske Systematic Approach og den berømte afdøde bordeauxprofessor, Emile Peynauds, koldt fejlsøgende version, som dybest set kun egner sig til vinmagere – er omfattende, mærker man tydeligt, at forfatterens tilgang er mere ukonventionel.

Og hans store dyr i åbenbaringen er den franske Jules Chauvet, som taler om vinens liv og energi, om rytmik i vin og ikke mindst sammenligner den med kunst. Her vil begyndere måske stå af, mens erfarne vindrikkere passende kan læse afsnittet grundigt og få nye indsigter.

Mads Rudolf tager fat i oversete elementer i vin som taktile effekter og taler systematisk om rumlige elementer i vin. Kapitlet om beskrivelser af vin er lige så givende. En af Rudolfs centrale konklusioner er, at alt for få formidler vin, så formidlingen åbner for nye og større oplevelser. Der er ingen grund til at skjule, at Mads Rudolf er tilhænger af naturvinene.

De interviewede har overvægt i denne gruppe, men bogen fremstiller sobert og lettere selvdebatterende vines mange fejl – en aktuel diskussion i lyset af naturvinenes stilistiske mangfoldighed. Flere af de interviewedes intuitive tilgang, at vinen skal opleves med kroppen, at den skal vække glæde, at dumme Descartes tilbage i 1600-tallet tillod sig at adskille stof og ånd, når nu vin skal opleves med følelserne, alle sammen, vin ER en følelse, er interessant læsning.

Bogen er barberet, grænsende til det skrabede, i sit layout med karikerede illustrationer af Xavier Champion, fysisk teksttung, men let læst og det ændrer ikke ved, at »Den Lille Vinsmager« er en anbefalelsesværdig samling af vinsmagningens potentielle oplevelser, om man vælger den ene eller anden metode. 

**** (Fire stjerner af seks)

Mads Rudolf: »Den lille vinsmager«. Kuboaa, 220 s., 250 kr.


Der er så meget, kvinder påstås ikke at forstå

Af Jesper Uhrup (Gastro)

Der er så meget, kvinder ikke forstår, hævder en tv-reklame. En af de ting kunne jo være vin, og til den ende har Annette Roesbjerg og Nana Wad forfattet »Kend din vin, kvinde«.

Og hvordan adskiller en vinbog, der specifikt henvender sig til kvinder, sig fra en bog, der ikke er rettet mod et bestemt køn (om end præmissen her vel lidt er, at vinbøger pr. definition er mandebøger)?

Svaret er, at det gør den i det store og hele heller ikke, altså adskiller sig.

Jo, tonen er da sine steder lidt venindekæk. En gængs vinbog ville næppe have påstået, at brunello lyder lidt som en pæn mand, man gerne vil slentre med over Ponte Vecchio i Firenze. Og man ville nok heller ikke sammenligne en vin med en Prada-taske, hvis man ikke specifikt henvendte sig til kvinder.

Forfatternes påstand er, at de fleste kvinder ikke gider høre op ad døre og ned ad stolper om malolaktisk gæring, dosage og fanden og hans pumpestok. Tja, tjo, måske – mon ikke i virkeligheden mange ikke gider så mange falbelader, uanset kønnet. Og er det ikke lidt at støtte påstanden om den dumme blondine, når for eksempel druenavne udstyres med lydskrift såsom ka-båh-NEH soh-vi-NJONG og shjar-doh-NÆ.

Hvem f… siger, at man ikke udtale et fransk ord, fordi man er kvinde med begrænset vinviden?

Og kald mig gerne overfølsom, men det er jeg så også over for enhver antydning af, at det er snobberi, hvis man interesserer sig for vin (eller mad) på et nørdet plan. Hvorfor findes der vinsnobber, når man aldrig taler om skosnobber, fladskærmssnobber…? Jeg kan ikke rigtig blive klog på produktet og opfatter det lidt som et forlagsstunt at henvende sig til et specielt publikum: hvad skal man dog finde på for at skille sig ud i den massive strøm af udgivelser?

Som mandlig læser henvender bogen sig i sagens natur ikke til mig, og det er egentlig synd, for hvis man bærer over med venindesnakken, er det sådan set en meget udmærket indføring i vinens verden, om end den sine steder er lovlig generaliserende. En ganske fin bog til alle, der beskæftiger sig med vin på »brugerniveau«.

*** (Tre stjerner af seks)

Annette Roesbjerg og Nana Wad: »Kend din vin, kvinde«. Lindhardt og Ringhof, 192 s., 299,95 kr.


Referenceværket

Af René Langdal Jørgensen (Gastro)

Hvor er det ærgerligt, at Danmark er så lille et sprogområde, og hvor er det lykkeligt, at så mange vininteresserede læser engelsk. Fire udgivelser i år er langt over normalen, for mængden af vinlitteratur på dansk er faldende og forlagene holder på tøjlerne.

Danskerne drikker masser af vin, men tøver mere med læsning om vin.

Ind imellem kommer der et værk på markedet med schwung, et værk baseret på solid research on location og i glasset.

Med »Barolo – vinene fra Alba« har vi fået et værk om vin på dansk af international klasse. Ja, der findes faktisk ikke engang et tilsvarende værk så specifikt om Barolo på engelsk. Faber & Faber, Mitchell Beazley, Phaidon og hvad de ellers hedder, de store mad- og vinbogsforlag, burde overveje en oversættelse til engelsktalende områder.

Søren Frank udgav senest en barolobog i 2001, men i modsætning til, hvad man kunne frygte, er der ikke tale om en revideret udgave af den gamle, som kom i kvadratisk form og mere havde præg af noget, der kan ligge på sofabordet.

Søren Frank har nyskrevet teksten, researchet på nye producenter, årgange og har ikke mindst taget fat i de seneste ti års udvikling i produktionsmetoder, generationsskifter, stilændringer og spritnye demarkering af vinmarker.

Bogen er delt i to. Første del om de objektive forhold i Barolo og omegn, grundig gennemgang af produktionsmetoderne, især gæringsfasen og fadlagringspolitikker. Anden halvdel gennemgår og rater producenterne grundigt, systematiseret efter deres geografiske placering.

Historien behandles som oftest i Søren Franks bøger forholdsvis overfladisk. Holdningen er muligvis, at det har ingen læsere interesse i. Men kapitlet virker sært tvungen, og bogen kunne sagtens have været det foruden, selvom jeg hellere havde set en grundigere historisk behandling, når nu vi er i et af Europas ældste og mindst foranderlige vinområder.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at Barolos langsomme revolution er sket i nyeste tid, og den del behandles da også indgående i de tekniske kapitler.

Fotosiden er som altid i Søren Franks bøger dækket af Robin Skjoldborg. Han tager lige-ud-ad-landevejen troligt personlighedsunderstøttende og stemningsfulde billeder.

Jeg kunne personligt have foretrukket en mere skæv, interessant fotoside, men billederne passer udmærket til Søren Franks sobre tekst. Søren Frank er i sit daglige virke kendt for ikke at lægge fingrene imellem i sine skriblerier, men i et opslagsværk, som bogen dybest set er, føler man nok ikke, at der er plads til »stærk tobak og direkte tale«.

På den anden side er teksten fuld af Søren Frank, forstået på den måde, at han selv er med.

Vinene, metoderne, stilarterne beskrives ofte i første person ental, og det er efter min mening et helt afgørende element i en moderne vinbog. At subjektivitet, skriftlig kritik, negativitet og positivitet gennemsyrer teksten, er klart til stede. Jeg havde gerne set større udsving på præferencebarometeret hos forfatteren.

Søren Frank skjuler ikke sin kærlighed til de små traditionalistisk indstillede producenter, man kan være uenig eller enig i de kvalitative vurderinger af husene, men det er umuligt at angribe forfatteren for inkonsekvens og mangel på konsistens. Producentgennemgangen rummer dem alle, selvfølgelig kan jeg finde en producent, som er skammeligt overset, men det gør ikke noget, når værket bærer sin forfatter i sig.

Bogen er forfattet på et langvarigt trip, en glæde ved nebbiolos kompleksitet og en formidlingsglæde, der grænser til det missionerende. Jeg savner lidt flere specifikke smagekommentarer på enkeltvine, men det er på den anden side et fravalg, som gør bogen mere langtidsholdbar.

Til gengæld rummer afsnittet om Barolos kulinariske oplevelser righoldig information om råvarer og typiske retter i området, som selvfølgelig passer til vinen og er med til at understøtte helhedsoplevelsen – her er Søren Frank selvsagt også på hjemmebane.

I bogens indledning gør Søren Frank opmærksom på, at han ikke forventer, man læser bogen fra ende til anden…

Det gjorde jeg alligevel– og nød det.

***** (Fem stjerner af seks)

Søren Frank: »Barolo – Vinene fra Alba«. Berlingske/People’s Press, 350 s., 399 kr.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.